2018 Château Lys de Maisonneuve Montagne Saint Emilion

En meget velbygget vin med flot tæthed i frugten. Merlot (75%) byder ind med sin druearoma af sorte kirsebær og blåbær med faste tanniner, krydderimix, tobaksblad og suppleres af Cabernet Franc's karakteristiske urtepræg. Nydes den ung, er en karaffel stadig på sin plads. Den vil kunne udvikle sig videre og øge nuancerigdommen i de kommende år.

Château Lys de Maisonneuve har 13,5 ha. marker på et let sydvestskrånende plateau med udsigt over Saint-Émilion. Markerne ligger i Montagne St.-Émilion på grænsen til St.-Georges St.-Émilion mod syd, ca. 1 km. fra Barbanne-bækken, der danner grænsen til selve St.-Émilion.

Jordbunden er kalk over ler, som rødderne må søge ned i for at finde vand. Den ældste del af vinstokkene er fra plantningen efter den voldsomme frost i vinteren 1956, der slog selv gamle vinstokke ihjel. Det langsigtede genplantningsprogram, 4. generation Alain og Nicole Rospars begyndte i '90-erne har langsomt øget andelen af Cabernet Franc til 25%. 75% er Merlot. Det optimale høsttidspunkt er et hovedfokus med hyppig smagning og laboratorieanalyse af druerne fra alle parceller, når tiden nærmer sig. Vinifikationen, efter omhyggelig sortering af druerne, lægger vægt på en åben, saftig stil i vinen ved kun at lagre i stål- og cementtanke i et år; ingen egefade.

Bordeaux i 2018 har leveret vine af høj kvalitet overalt og på alle niveauer, men med problemer undervejs: Foråret var vådt og køligt, nærmest elendigt, så knopskydningen var sen, men blomstringen og frugtsætningen blev generelt god. Alvorlige meldug-angreb tog allerede tidligt en del af den potentielle høst; især blev økologisk- og biodynamisk drevne slotte særdeles hårdt ramt, generelt værst i områder med afstand til floderne, hvor der var mindre luftcirkulation. Der var også lokal hagl i maj og juli nogle steder: det sydlige Médoc og Bourg / Blaye området på højre bred i maj og Sauternes i juli.

Fra lidt ind i juli blev vejret stabilt og solrigt helt ind i oktober. I gennemsnit fik Bordeaux fra marts - juni 361 mm regn og fra juli - september kun 82 mm! Unge vinstokke på grus havde det hårdt, især i august, hvor mange dage kom over 35 grader. Frugtkvaliteten på de overlevende druer blev tårnhøj, og der var frit valg mht. høsttidspunkt. Kølige nætter i den sidste måned holdt syren oppe, og den tørre periode gav solide tanniner i druerne. Høstmængden er samlet set gennemsnitlig og klart større end 2017.

Alle kunne derfor gå efter den stil, de ønskede: Nogle vine er mere friske og elegante, mens de, der valgte sen høst, oftere har lavet mere frugttætte vine med markerede tanniner.

Nye generationer af slotsejere, vinmagere og konsulenter udvikler også deres vinifikationsteknikker: nogle er begyndt af bruge gæring delvist med hele drueklaser, som i Bourgogne, og reducerer andelen af nye lagringsfade for at få et luftigere, mere saftigt resultat. Vinene er derfor langtfra ens i stil, men kvaliteten er generelt meget høj og balancen god. Der er både meget fremkommelige vine og særdeles lagringsegnede. Nogle sammenligner kombinationen af ungdommelig charme og lagringspotentiale med legendariske 1982.

Saint Emilion-satellitterne er de fire kommuner øst for Saint Emilion, som siden 1921 har haft ret til at hæfte "St. Emilion" på deres navn og lever noget i skyggen af den mere glamourøse storebror mod vest, som de adskilles fra af Barbanne floden. Montagne St. Emilion, der, sammen med St. Georges St. Emilion, er tættest på selve St.Emilion, er den største med 1600 ha. marker. St. Georges St. Emilion er den mindste med 185 ha.; helt omsluttet af Montagne og Barbanne floden. Puisseguin St. Emilion grænser op til Montagne St. Emilion mod øst-nordøst og har 750 ha. markareal. Lussac St. Emilion har sine 1450 ha. længst mod nordøst.

Deres forhold mht. klima, jordbund og druesorter er ikke ret forskellige fra St.-Émilions. Druer: Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon med Merlot som den dominerende. Enkelte steder lidt Malbec og Carmenere (som man også finder i Bourg og Blaye mod vest). Jordbund: Hovedsageligt ler/kalk/mergel. I noget af Puisseguin er jorden mere præget af grus, og i Lussac er tungere ler og sandede områder mere udbredt. Klimaet er meget det samme. Bortset fra de bedste, sydvendte skråninger i Montagne er modningen generelt en smule senere end i St. Emilion, også afhængigt af de enkelte markers afstand til floden.

Vinene har grundlæggende tæt på samme stil, men har ry for ofte at have en lidt mere rustik tanninfornemmelse, lidt mere "bid" i eftersmagen, men det varierer meget. Det er, som hovedregel, langt mindre kapitalstærke folk, der har jord her, hvor priserne pr. ha. kan være millioner af euro lavere end i St. Emilion, og mange vine er så meget billigere, at man ikke har råd til så dyre indsatser og så hård drueselektion som til vine, der kan sælges til dobbelt pris eller mere.
Folk med en tykkere tegnebog og erfaringer fra produktion af højklassevine har set potentialet og er begyndt at købe jord, så der vil sikkert komme flere og flere fine vine fra disse distrikter i fremtiden; ikke mindst fordi de fleste af selve St.-Émilions vine efterhånden er ganske kostbare.