Dentelles de Montmirail, Gigondas | 2019

Dentelles de Montmirail, Gigondas | 2019

Rhône er kendt for at levere nogle af Frankrigs største Grenache- og Syrah-baserede vine som Châteauneuf-du-Pape i Syd Rhône og Côte Rôtie i Nord Rhône. Vinene tiltaler mange pga. stilen, der er relativ blød og rund med en ikke-skarp profil, juicy frugt med masser af mørke bær samt en undertone af sødme i frugten. Du kan ofte gøre mange gode fund i Rhône, og det er generelt en region, hvor du får meget for pengene. Læs med og lær mere om Rhônes unikke geologi og klassificering af vinene.

Rhônedalen er resultatet af millioner af års udvikling

Rhônedalen ligger langs floden Rhône mellem Lyon i nord og Avignon i syd i det sydøstlige Frankrig tæt ved de franske Alper. Rhônedalen er et unikt sted og et fantastisk eksempel på, hvor stor en rolle klima og geologi spiller, når der skal fremstilles vin. Rhônedalen – som vi kender den i dag – er resultatet af millioners års udvikling samt et geologisk sammenstød, der skabte en kæmpe sprækkesal i området. Med vulkanudbruddet i Massif Centralbjergregionen for 300 mio. år siden blev granitklipperne i det nordlige Rhône skabt, mens bjergene Dentelles de Montmirail og Mont Ventoux blev formet i det sydlige Rhône. Det er derfor vi i dag taler om et Nord- og et Sydrhône. I midten af dalen produceres der absolut ingenting; på nær mandler til den franske nougat (som vi da også sætter stor pris på).

Udsigt over Rhônefloden

Udsigt over Rhônefloden

Alperne, der blev dannet for 40 millioner år siden, har også haft stor indflydelse på bl.a. Rhône som vinområde. Alpernes fødsel resulterede i et kollaps af dalen mellem bjergene i Rhône og efterlod sig den store kløft med Rhône-floden i midten. Hele området blev oversvømmet, og der blev deponeret et lag af hård kalksten samt kalkholdigt ler på bunden. Da vandet langsomt over tid begyndte at grave sig dybere ned, blev dalens forskellige elementer blandet, og tilbage var et område med en jordbund, der var rig på sand, ler, granit, kvarts og kalksten. Jordbundsforholdene danner et perfekt fundament til at skabe stor vin. Sammenholdt med middelhavsklimaets varme og tørre somre og milde vintre er betingelserne for vinproduktion i top. Dalen nyder også godt af naturens egen ventilation, Mistralvinden, der kommer sydfra.

Klassificering af vinene fra Rhône

Når du står med en flaske vin fra Rhône, kan du hurtigt afkode hvor høj kvaliteten er. Alle vine fra nord til syd er nemlig opdelt i 4 niveauer:

1. niveau – Côtes du Rhône
Côtes du Rhône står får ca. halvdelen af hele dalens vinproduktion og er det, man kalder ”entry level”. De fleste vine er blends baseret på Grenache eller Syrah, og vinmarkerne kan være plantet på mange forskellige typer af jordbund. Reglerne er ikke strikse som i de andre niveauer, men vinen skal blandt andet have minimum 11% alkohol og skal som alle andre vine laves på en af de 21 druesorter, der er tilladt i Rhône. Vinene er som regel nemme at drikke og perfekt til hverdagens brug. Se eksempelvis 2016 Roulepierre Rouge, som er et super eksempel på en “entry-level” vin fra producent Pierre Amadieu.

2016 Roulepierre Rouge fra Pierre Amadieu

2016 Roulepierre Rouge fra Pierre Amadieu

2. niveau – Côtes du Rhône Villages
Hvor første niveau kunne komme fra hele regionen, kan vinene med Côtes du Rhône Villages klassificeringen kun komme fra 95 udvalgte kommuner. Der er dog ingen angivelse af, hvilken af kommunerne vinene kommer fra. Vinene vil typisk være en smule mere komplekse med højere alkohol og lavere udbytte. Se eksempelvis 2016 Fond Croze “Cuvée Shyrus”, som er vores producent Fond Crozes bud på, hvordan man kan lave en Coté Rotie kopi i det sydlige Rhône.

2016 Fond Croze "Cuvée Shyrus" fra Fond Croze

2016 Fond Croze “Cuvée Shyrus” fra Fond Croze

3. niveau – Côtes du Rhône Villages + bynavn
Det kan være, at du er så heldig at stå med en flaske vin, hvor der rent faktisk også står et bynavn på. Så kommer den fra den næsthøjeste appellation. Der er 21 byer, der laver så god vin, at de har lov til dette. Eksempelvis Séguret hvor vores producent Domaine Mourchon laver sin vin. Se eksempelvis 2016 Tradition, Côtes du Rhône Villages Séguret fra Domaine Mourchon, som netop laver vin i byen Séguret. En saftig og mørk krydret vin som viser, hvad vinene i dette niveau kan.

2016 Tradition, Côtes du Rhône Villages Séguret fra Domaine Mourchon

2016 Tradition, Côtes du Rhône Villages Séguret fra Domaine Mourchon

4. niveau – Cru
De absolut bedste vine kommer fra en af de 17 Cru’er, som ikke behøver bære navnet Côtes du Rhône, men blot navnet på Cru’en. Eksempelvis Châteauneuf-Du-Pape, Gigondas eller Hermitage. Se eksempelvis 2014 Gigondas Le Pas de l’Aigle som er Pierre Amadieus topvin fra Gigondas appellationen. Farven er dyb, intens og mørk, og smagen er ligeledes intens og kompleks med saftige noter af både lyse- og mørke frugter, blommer og figner.

2014 Gigondas Le Pas de l'Aigle fra Pierre Amadieu

2014 Gigondas Le Pas de l’Aigle fra Pierre Amadieu

Et udpluk af Nord Rhônes appellationer

Côte Rôtie & Hermitage
Vinene fra Nordrhône nyder generelt et ry for at være af exceptionel høj kvalitet, og her er specielt rødvinene fra Côte Rôtie og Hermitage kendt for at være de bedste. Vine fra Côte Rôtie opfattes af mange som værende blandt de største og bedste vine i verden. Det er kun tilladt at bruge to druer til fremstilling af vin i appellationen: Rød Syrah og hvid Viognier (Viognier må udgøre max 20% af vinen, men oftest er den meget lavere). Vinstokkene vokser på meget stejle terrasseformede skråninger over Rhône-floden, og de bedste vine kan gemmes i op til 30 år.

Hermitage
I Hermitage må kun anvendes rødvinsdruen Syrah og de to hvidvinsdruer Marsanne og Roussanne, som må udgøre max. 15% af vinen, men oftest er mindre. Det siges, at Hermitage fik sit navn efter en såret ridder kom hjem fra et korstog og bosatte sig på bjerget. Han boede her som en eneboer – en eremit – indtil sin død. Appellationen er meget lille, og de allerbedste vine kommer fra den stejle Hermitage-skråning. Vinene fra Hermitage er blandt de Rhône vine, der kan gemmes længst, og de har godt af at blive gemt i mange år.

Condrieu
Appellationen Condrieu er den mest kendte hvidvinsappellation i Nordrhône. Det er en lille appellation, og her laves udelukkende hvidvin på druen Viognier. Friske, levende, mineralske og meget rige – ofte olierede vine.

Et udpluk af Syd Rhônes appellationer

Châteauneuf-du-Pape
Den mest kendte appellation i Sydrhône er Châteauneuf-du-Pape. Hoveddruen i vinen er Grenache, enten 100% eller suppleret (tilladt) med op til 12 andre druesorter, hvor det især er Syrah, Mourvèdre og Cinsault, der suppleres med. Vinene er kraftige og har godt af at ligge 8-12 år. Navnet stammer tilbage fra 1300-tallet. I 1309 flyttede Pave Clement V fra Rom til Avignon. Han, og hans efterfølger John XXII holdt meget af vin. John XXII nød bl.a. vine fra lokalområdet. I 1317 byggede han et slot som stadig står som et symbol for appellationen i dag. Hans vin blev oprindelig kendt som “Vin du Pape” – og senere altså Châteauneuf-du-Pape (“pavens nye slot”). I slutningen af 1300-tallet flyttede pavesædet tilbage til Rom, men vinen forblev en vigtig del af området.

Gigondas
Gigondas nyder også stort et ry. Byen (og derved appellationen) ligger op mod bjergryggen Dentelles de Montmirail, som begrænser mængden af sol på markerne om morgenen og dermed forlænger modningstiden af Grenachdruen. Det giver mere syre og friskhed til druen. Rødvinene skal minimum indeholde 50% Grenache og minimum 15% af Syrah og/eller Mourvèdre. Gigondas producerer også rosé, men de må ikke lave hvidvin i appellationen.

Cairanne
Cairanne er den seneste by, der har fået sin egen Cru. Cairanne var en af de første fire byer i Rhône, som i 1953 fik lov til at tilføjels bynavnet til deres “Côtes du Rhône Villages” (sammen med bl.a. Gigondas). I 2016 blev Cairanne endelig sin egen “cru” Vinen er rig og saftig, som er et typisk kendetegn for de gode vine i Rhône. Byen ligger flot på en lille bakke midt på det stenede plateau, som strækker sig næsten fra Orange gennem det flade Plan de Dieu. Cairanne laver både rødvin, hvidvin og rosévin.

Tavel
Appellationen Tavel er 100% en rosé appellation, hvilket vil sige, at de rødvine og hvidvine, der måtte blive produceret her, ikke må hedde Tavel. Vinene er kendt for deres dybe pinke farve, og for at være tørre, fyldige og krydrede med meget krop og struktur.


Muscat de Beaumes de Venise
Appelationen Muscat de Beaumes de Venise laver udelukkende dessertvin på druerne muscat – både rød og hvid muscat.

Se udvalget af vine fra Rhône



Vil du vide mere om vinene fra Rhône og Erik Sørensen Vins sortiment, så kontakt en vinkonsulent på vin@eriksorensenvin.dk, tlf. +45 43 46 99 00 eller læg vejen forbi butikken.

Når sommeren og varmen står for døren, skænker vinkonsulent Kim Jørgensen helst en let og frugtig vin i sit vinglas. Selv når han griller rødt kød forener en garvesyreholdig “bamse” sig sjældent med hans smagsløg. Kim fortæller her om den vin, som han helt sikkert kommer til at nyde mange gange gennem sommeren.

IMG_20210520_172749.jpg

”Jeg har altid haft en forkærlighed for druen Gamay. Særligt den elegante frugt og insisterende syre, som jeg synes, har en perfekt balance af fyldighed og friskhed, komplimenterer forår- og sommermad. Så derfor vælger jeg at pege på en Beaujolais nyhed fra Erik Sørensen Vins sortiment.

Nyhed! Beaujolais fra Jean-Etiénne Chermette

Igennem mine snart 13 år som vinkonsulent hos Erik Sørensen Vin, er jeg blevet præsenteret for nogle dejlige producenter fra Beaujolais, men jeg kan med ren ærlighed i stemmen sige, at Jean-Etiénne Chermette er noget af det bedste, jeg har smagt. Han laver primært vine på Gamay, både Cru vine og Beaujolais Village, og en enkelt Pinot Noir fra det nordligste Beaujolais på grænsen til Bourgogne. Alle vinene har en dybde og elegance som kendetegner området, men der, hvor jeg virkelig synes, at han excellerer, er på dybden af sine vine.

fleurie.png

 

Vinanbefaling: 2019 Fleurie Les Deux Granites, Jean-Etienne Chermette

Vinen, som viser det bedst, er Fleurie “Les Deux Granites”, som starter meget klassisk ud med at være læskende, saftig og rund, men som efter en time pludselig giver en helt anden flæsket og frugtig stil, hvor syren pludselig ikke renser, men giver modspil og balance. Jeg er dybt imponeret over den tyngde og alle de lag som hans vine – og særlig denne – giver. Der lægges lag på, time efter time, og vinen bare giver og giver.

“Fleurie er i min optik noget af det bedste Beaujolais, jeg nogensinde har smagt”.

Jeg er tæt på at sige, at jeg hellere vil drikke Fleurie “Les deux Granites” end en 1. Cru fra Bourgogne, og det skal ikke ses som en sviner til 1. Cru vine, men et udtryk for den høje klasse og det enorme potentiale Jean-Etiénne Chermettes vine har.

Find vinen og se udvalget fra Jean-Etiénne Chermette.

Vil du vide mere om vinene fra Jean-Etiénne Chermette eller Erik Sørensen Vins sortiment, så kontakt os på vin@eriksorensenvin.dk, tlf. +45 43 46 99 00. Kig forbi Erik Sørensen Vins butik eller gå på opdagelse på www.eriksorensenvin.dk

Billede 14.11.2019 13.51.12.jpg

Traditionen tro havde vi igen i år indbudt gode venner af huset til den årlige julevinsmagning, hvor 4 hvidvine, 8 rødvine og 3 dessertvine blindsmages med det mål at kåre årets julevine i kategorierne: rødvin, hvidvin og dessertvin. Kom bag om kulissen på julevinsmagningen og læs mere om vinderne anno 2019.

Jule(blind)smagningen foregik i to runder i oktober: den første smagning med 45 personer i butikken i St. Kongensgade og efterfølgende 20 personer til smagning på Restaurant IBU, hvor der blev budt på mad og vin i julens tegn. Vinene fik point (smag, duft og mad/vinmatch) af de engagerede blindsmagere, der alle er medlemmer af Erik Sørensen Vins vinabonnement og til denne anledning kunne teste deres viden af i praksis.

Stærkt team af vinkonsulenter svingede gryderne

I køkkenet på Restaurant IBU var vinkonsulenterne Anne-Sofie Tellerup og Michael Oxvang (begge tidligere Masterchef deltagere) hoppet i forklædet for at tilberede den 3-retters julemenu, som gæsterne skulle nyde:

Forret: Smørdampet torskeryg på en bund af blancheret spinat, vendt i brunet smør med kapers og hasselnødder. Herligheden bliver overdækket af bisque lavet af skroget fra torsken og en masse kærlighed (fløde og smør).

Til retten serverede vi (blindt) 4 hvidvine:
Beneath the Clouds Chardonnay, Oak Valley 2018 – Matetic Sauvignon Blanc EQ Coastal, Casablanca Valley 2017 – The Dry Dam Riesling d’Arenberg Estate, Fleurieu 2019 og Chablis Cuvée les Pargues, Domaine Servin.

Hovedret: Confiteret andelår på en bund af kartoffelpuré, vendt med Mont d´Or, lageret parmesan og smør. Hertil lynsyltede rødbedenudler vendt i finthakket purløg og citronskal. Sauce demiglace med trøffel, tørrede abrikoser og svesker hældt ved. Revet trøffel på toppen.

Til retten serverede vi (blindt) 8 rødvine:
Gigondas Romane Machotte 2017, Pierre Amadieu, Cru du Rhône – Obalo Reserva 2015, Rioja, Rioja Sonsierra – Valpolicella Ripasso Classico Superiore DOC 2017, SperiSyrah EQ 2014, Matetic, San Antonio – Barbera d’Alba Butti 2016, Tenuta Reverdito – d’Arrys Original Shiraz-Grenache 2016, d’Arenberg McLaren Vale – Cabernet Sauvignon 2015, Brutocao Mendocino og Côtes Rhône Villages Tradition 2016, Domaine de Mourchon Séguret.

Dessert: Vaniljeis på en bund af Armagnac syltet svesker og Amarenakirsebær og Sabayonsauce på Riesling.

Til retten serverede vi (blindt) 3 dessertvine:
Krohn Colheita Port, Wiese & Krohn 2007, Krohn LB Vintage Port 2012, Late Bottled in 2018 og Recioto Della Valpolicella Classico, Speri 2015.

Titlen som “Årets julevin” går til…

Under serveringen gav blindsmagerne point til vinene, smagenoter blev flittigt skrevet ned, mens vinenes smag, duft og sammensætningen med maden blev vendt. Stort tak til alle for at gå passioneret og engageret til den vigtige opgave – det betyder meget for os.

1. plads – rødvin

Tradition Côtes du Rhône Villages 2016, Domaine de Mourchon, Séguret, Frankrig



Vine fra Côtes du Rhône hører til blandt de klassiske valg af julevine. Vinene herfra har den kombination af kraft, alkohol, syre og dejlige frugtsødme, som tiltaler mange, og som passer perfekt til dansk julemad. Tradition fra Domaine de Mourchon er sammensat af 65% Grenache, 25% Syrah og 10% af den faste, strukturgivende Carignan. Dette er domænets første vin, og den er stadig i dag en bestseller. Det er en velbalanceret vin, åben og saftig med flot frugtdybde og toner af stenfrugt, sorte kirsebær, blåbær, lakrids og Provence krydderi. Fløjlsagtigt afrundet med faste, men fuldmodne tanniner.

mourchon.png

Indkøbschef Peter Springborg fortæller om “Tradition”


1. plads – hvidvin

Chardonnay Beneath the Clouds 2018, Oak Valley, Elgin, Sydafrika



En vin på Chardonnay der vil matche mange fiskeretter og har vægt nok til skaldyr og lyst kød. Vinen har virkelig god frugtkoncentration med kun en anelse oversøisk eksotik: frisk orangetone og tør fersken, stramt styret af stenet mineralitet og vedholdende cool-climate syre.

Beneath the Clouds kommer fra Elgin, der statistisk er den køligste vinregion i Sydafrika. Om sommeren, når andre vinområder lider under solens varme, præges Elgin af en velkommen vind fra sydøst, “The Cape Doctor”, som trækker et skydække med sig ind over bjergskråningerne – deraf navnet på vinen. Oak Valley vinene kendes på deres elegance, der oser af cool-climate i stil.

Chardonnay-Beneath-the-Clouds-2018.png

Læs mere om vingården Oak Valley

1. plads – dessertvin

Krohn Colheita Port 2007, Wiese & Krohn, Portugal


Portvin er julestemning på flaske. Colheita 2007 er en årgangstawny, hvor du får ungdommens tætte og mørke frugt med masser af sorte søde kirsebær. Tawny er fadlagret port, og den er drikkeklar, når den er tappet og udvikler sig ikke videre. Nyd den kølig til julens chokolade, nødder og til risalamande juleaften. Vil du forkæle dig selv i juletiden: Sæt en åben flaske Krohn Colheita 2007 i køleskabet og nyd et glas til julens hygge over den næste måneds tid – gerne med en du holder af.

krohn-2007.png

Gå på opdagelse i portvinene fra Krohn

Vil du have flere vinanbefalinger og inspiration til valg af julevinen, så kontakt din vinkonsulent på vin@eriksorensenvin.dk, tlf. +45 43 46 99 00 eller kom forbi Erik Sørensen Vins butik.

IMG_0192-1500x630.jpg

Tradition Côtes du Rhône Villages 2016 fra Domaine de Mourchon løb afsted med titlen som årets julevin 2019. ”Det er et klassisk valg fra Côtes du Rhône”, fortæller indkøbschef Peter Springborg, der ikke er overrasket over resultatet af den årlige julevinsmagning. Vinderen “Tradition” falder da også helt i Peters personlige smag.

Vinderen som “årets julevin” er for mig ikke overraskende. Det bekræfter mig blot i, hvad jeg altid selv har foretrukket af vin, når det gælder at matche rødvin op imod klassisk dansk julemad. Det kan været ret udfordrende rent vinmæssigt og kræve en vin, der kan lidt af det hele. En vin med relativ stor kraft og fylde, saft og friskhed, moden frugt samt en solid rygrad med såvel syre og (modne) tanniner, der kan give den udfordrende julemad et modspil, så det hele ikke ender tungt, fladt, alkoholisk og fedt.

”Tradition Côtes du Rhône Villages 2016 fra Domaine de Mourchon er netop den vin, der har alt det, der skal til for at få et rigtig godt match og modspil til såvel flæskesteg, and, medister, rødkål samt de klassiske brunede kartofler og god sovs”.

Mourchon Tradition er lavet på druerne Grenache (65%), Syrah (25%) samt Carignan (10%). En meget vigtig faktor for alle Mourchons vine er, at de er fra relativt højt beliggende vinmarker, typisk 300-400 meter over det normale i Côtes du Rhône. Denne højde er en kæmpe fordel, da druerne får en bedre modningsproces med større temperaturudsving i løbet af dag kontra nat, fordi det naturligt er køligere oppe i bakkerne – især om natten. Det giver en bedre struktur, syre, elegance og – ikke mindst og meget vigtigt – friskhed til vinen, hvilket 2016 Tradition er et klassisk eksempel på. Alt dette gør vinen til et perfekt match til julebordet juleaften.

Et par gode råd om servering af vinen

En vigtig faktor for at få en god vinoplevelse er, at du skal servere vinen relativt kølig og gerne omkring de 16 grader. Generelt drikkes for meget rødvin for varmt, og du skal huske på, at temperaturen i glasset stiger meget hurtigt, når der først er skænket op. Så hold vinen lidt kølig ved evt. at sætte den i kælderen eller køleskabet 1 time før servering. Vær ikke bange for at den er lidt for kold. Det er meget nemmere at få den op i temperatur end ned.

mourchon.png

Vingården Domaine de Mourchon i Séguret

Domaine de Mourchon havde 17 ha. med gamle vinstokke, men ingen vinifikationsanlæg, da skotske Walter McKinlay købte det i 1998. Det blev hurtigt bygget i to etager under ejendommen og 7 ha. mere købt til. Der er i tidens løb erhvervet flere marker, så arealet nu er 35 ha. Domænet ligger i en højtliggende dal i bjergmassivet bag Séguret i retning mod Mont Ventoux. Markerne er placeret i tre områder i h.h.v. 270, 320 og 350 m.s højde, hvilket giver ret kølige nætter – selv i de varme perioder. Det er vigtigt for at få et afbalanceret syreindhold i druerne. Jordbunden er varierede blandinger af limsten, mergel, ler og kalk, der har en god evne til at holde på vandet i undergrunden i tørkeperioder.

Domænet drives i dag af McKinleys datter Kate sammen med den dygtige vinmager Sébastian Magnouac, der har været med næsten fra starten. Man bruger ingen kemi i markerne, pløjer mod ukrudt og gøder med komposteret druekvas fra sidste års produktion. Økologisk certificering forventes i 2020. Séguret, der er på listen over de mest pittoreske landsbyer i Frankrig, er en af de p.t. 17 Rhône-Villages kommuner, der har en særlig ret til at sætte kommunenavnet på etiketten som tegn på, at deres gennemsnitskvalitet er et nøk over de øvrige. Da den verdenskendte vinanmelder Robert Parker havde besøgt domænet, skrev han: “En af referencerne i Rhône syd… En tour de force i vinmageri. Kudos til Mourchon”.

Vil du vide mere om vinene fra Domaine de Mourchon og Erik Sørensen Vins sortiment, så kontakt en vinkonsulent på vin@eriksorensenvin.dk, tlf. +45 43 46 99 00 eller læg vejen forbi Erik Sørensen Vins butik.

Ugens vinanbefaling kommer fra vinkonsulent Tobias Jensen, som du til daglig kan møde i Erik Sørensen Vins forretning på St. Kongensgade. Han har valgt en rød Bourgogne, som sagtens kan nydes i sommervarmen.

“Jeg har det nok som de fleste: når den varmere tid melder sin ankomst, sniger der sig henover sommeren mere og mere hvidvin i glasset, og de røde vine bliver lagt lidt på hylden for en stund. Men selvom kølighed og friskhed måske primært er ord, man forbinder med de hvide vine, kan de bestemt også passe på de røde – især de lidt lettere modeller fra f.eks. Bourgogne, som jeg har valgt her.

Pierre Meurgeys Côte De Nuits-Villages er for mig et stjerneeksempel på, hvor godt en Bourgogne Villages-vin kan skæres – og det uden at prisen stikker helt af.

“Modne, vilde jordbær, grillet peberfrugt og lidt skovbund dominerer i duften…”

…mens den sprællevende syre, der er kendetegnende for 2016-årgangen, samt en antydning af sødme i munden, leder tankerne hen på friske blodappelsiner og tørrede tranebær. En helt igennem skøn vin, og et dejligt læskende glas rød i sommervarmen, når man trænger til en afveksling fra de hvide.”

Find Tobias vinanbefaling på webshoppen

Om vingården Pierre Meurgey

Pierre Meurgey er 4. generation af en passioneret vinfamilie fra Bourgogne. Han har lavet vin under eget navn siden 1990, mens han sideløbende har hjulpet til hos Clos de la Chapelle i Volnay. Fra 2013 har han startet en ny produktion af hvidvine under navnet Meurgey-Croses i Mâconnais, hvor hans mor er født, og deres familiehus ligger. Disse vine afspejler vigtigheden af terroir, som han prøver at udtrykke i alle sine vine. Druerne kommer fra familiens naboer, som de har kendt i årtier, men altid kun fra én vindyrker pr. appellation han producerer. Det sikrer, at han kan styre timingen af høsten og transporten til det moderne vineri i Mâcon. De røde vine, som han laver under navnet Pierre Meurgey, kommer fra Pommard, Vosne-Romanée samt Côte de Nuits-Villages. Disse vinificeres med respekt for hvert terroir i hans kælder under Château de Bligny-les-Beaune.

Se vinene fra Pierre Meurgey

Har du brug for flere vinanbefalinger, et mad- og vinmatch eller hjælp til at sammensætte dit vinkort, så kontakt vores vinkonsulenter på vin@eriksorensenvin.dk eller besøg Erik Sørensen Vins butik.

image00003-1.jpg

Ugens vinanbefaling kommer fra sommelier og vinkonsulent Martin Bonde, der til daglig sørger for at Danmarks bedste restauranter og vinbarer har spændende og velsmagende vine på vinkortet.

“Normalt vil jeg vælge en cool climate Pinot Noir, når jeg skal hygge derhjemme. Det er typisk den stil, der rammer min personlige smag bedst. Men en gang i mellem bliver jeg mindet om, at det ikke altid kun er selve druen – her Pinot – der er eneansvarlig for vinens endelige udtryk. Selvfølgelig har Pinot Noir sine karakteristiske dufts- og smagsaromaer, men er i lige så høj grad blot et medie, der udtrykker specifikke terroirs og vinificeringer. Jeg har overhørt vinbønder i Bourgogne der siger: Jeg laver ikke Pinot Noir! Jeg laver Le Chambertin!”

“Min anbefaling er Guiry, der i den nye årgang har det udtryk, som jeg efterlyser i en vin…”

Da jeg smagte den nye årgang af Guiry Sangiovese fra 2016 blev jeg ramt af præcis det udtryk, jeg efterlyser i en vin. Den er let, levende og vibrerende med en meget forsigtig maceration af farve og tannin. Den formår stadig at have en distinkt krydret Sangiovese-aroma, men det lave farve- og tanninniveau gør, at jeg nok aldrig vil skyde på druen Sangiovese, hvis jeg fik den serveret blindt.

“Biodynamisk tilgang med månekalender og klassisk musik for vinstokkene i markerne…”

Tenuta Mara er meget biodynamiske i deres tilgang (hvis det kan gradbøjes?). Udover at følge månekalenderen og benytte de forskellige urteafkog i markerne, bliver der også spillet Mozart og andet klassisk musik for vinstokkene i markerne. Det hele for at opnå en holistisk balance og give planterne bedst mulige vilkår. Om det virker? Svært at sige konkret, men der er ingen tvivl om, at det er en meget levende og frisk vin jeg får i glasset, og at den giver mig et stort smil på læberne for hver slurk. Og ja, vinen har bællefaktor, hvilket er et plus i min bog. Forstået på den måde, at man bliver ikke træt af den efter første glas eller hiver efter vejret på grund af oversvovling.

Jeg nyder den lettere afkølet grundet det lave tanninniveau, og den går fremragende til lettere retter, hvor man normalt vil gå efter Pinot Noir. Det vil sige: fjerkræ, salater – gerne med masser af krydderurter – og så  til gris på den italienske måde feks. Porchetta.

Skål!

Find vinen

Har du brug for flere vinanbefalinger, et mad- og vinmatch eller hjælp til at sammensætte dit vinkort, så kontakt vores vinkonsulenter på vin@eriksorensenvin.dk.