Ugens vinanbefaling kommer denne gang fra vinkonsulent Kim Jørgensen, som du til daglig kan møde hos Erik Sørensen Vin i Kokkedal. Han fortæller om en “stærkt undervurderet” drue og tager en viniøs tur til Californien.
Cabernet Franc er for mig en voldsomt undervurderet drue. Den sammenlignes ofte – uretfærdigt – med sin ”lillebror” Cabernet Sauvignon (som faktisk er et ”afkom” af Franc), men det er to vidt forskellige druer.
Cabernet Franc kommer med markant mere frisk juice, saftighed og en læskende tone. Det er en vin, som byder på mere fokus, på drikkevenlighed og bærsmag. Dermed ikke sagt at det er en sjasket vin, for det er det på ingen måde, men den har slet ikke Sauvignons aggressive garvesyre og kryddertoner, og for mig er det positivt.
Cabernet Franc er mest kendt som blandingsdrue i Bordeaux, men der laves også vidunderlige vine på den i Loire og ikke mindst i Californien. Begge steder får den optimale betingelser for at samle sig og balancere sin vinsyre og frugtighed optimalt.
Vinanbefaling – Lucas & Lewellen Cabernet Franc 2017, Santa Ynez Valley
Jeg anbefaler derfor Lucas & Lewellen Cabernet Franc – for mig er vinen det perfekte glas vin til for eksempel en fredag aften, hvor den både skal passe til mad og nydes uden mad efterfølgende. Den eneste ulempe er, at den forsvinder for hurtigt nogle gange og med kun 324 kasser (af 12 fl). produceret, går den hurtigt udsolgt også. Druerne kommer fra højtliggende marker i Santa Ynez Valley og lagrer hele 22 måneder på egetræsfade – 20% af dem er nye.
…”Vinen har en varmt krydret duft med druens lidt urte-sprøde kant. God, vedholdende frugtdybde med præg af moden blomme, salvie og en lille, tør karameltone. En snert af vanilje fra fadlagringen i eftersmagen. Tannin holder vinen i form, men er diskret”.
Om vingården Lucas & Lewellen
Lucas & Lewellen er et resultat af mødet mellem en 3. generations druedyrker og en højesteretsdommer med en brændende interesse for vin (!). Louis Lucas har dyrket druer i Santa Barbera County i Californien siden 1970 og havde set mange vine, baseret på hans druer, få flotte anmeldelser, da han mødte dommeren Royce Lewellen i Rotary og det lokale Wood & Wine Society. De udviklede et nært venskab og begyndte i lånte faciliteter i 1998, og de byggede derefter en helt ny vingård i Buellton i Santa Ynez Valley, tæt på Lucas’ hjem i Solvang, hvor deres tasting room også ligger på Copenhagen Drive. Det blev valgt til dalens bedste i 2017 af “Santa Ynez Valley News”.
Markerne ligger ret kystnært i Santa Barbera County nordvest for Los Angeles. Der er i alt 161 ha. i tre dale med forskellige klimaprofiler: Santa Ynez er den sydligste og luneste med sydvendte skråninger ned mod floden af samme navn. Los Alamos Valley er længere mod nord og har et moderat klima med dalen vendt øst-vest, så de kølige vinde fra havet blæser over markerne, og nætterne er kølige. Samme retning har Santa Maria Valley i den nordligste del af Santa Barbera; en meget kølig tunneldal, hvor vinstokke er plantet mellem 90 og 240 m. oppe på skråningerne, og tåge fra havet bliver ofte liggende op ad dagen, så vækstsæsonen her er meget lang.
Dyrkningen er “sustainable” / miljøvenlig og “old world style”, som de udtrykker det. I 2006 kom Megan McGrath til som vinmager. Hun har stadig i dag hovedansvaret for vinifikationen sammen med Louis Lucas.