Tolaini står som et fantastisk udtryk af Toscana. Huset blev grundlagt af Pier Luigi Tolaini i 1998 med visionen om at lave top-kvalitet fra Toscana, og huset har hurtigt vundet international anerkendelse af både deres Chianti Classico og Supertoscanere, der hvert år høster stribevis af 90+ point.
Chianti Classico er et stort og varieret område, der strækker sig fra de nordlige forstæder af Firenze til udkanten af Sienna mod syd. Tolaini Estate ligger i Castelnuovo Berardenga – den sydligste kommune i Chianti Classico – hvor vinene kombinerer kraft og intensitet med en fantastisk elegance og lang levetid. Huset anvender bæredygtige principper i vinfremstillingen for at tage hensyn til miljøet og biodiversiteten.
Pier Luigi er meget optaget af terroir. Vinene skal udstråle områdets autentiske udtryk, og derfor arbejdes der fokuseret med detaljerne i både mark og kælder. Efter druerne er ankommet til vineriet, bliver de afstilket og scannet af en optisk scanner, så kun de bedste druer er tilbage. De hele druer får en kold udblødning, før gæringen sættes i gang. Det meste af vinificeringen foregår i temperaturkontrollerede rustfri ståltanke. De bedste druer fra hver høst gærer i åbne gæringskar af fransk eg for at give ekstra kompleksitet til vinene.
Gæringen forgår mellem 7-10 dage. For at give vinene endnu mere smag og struktur, macererer vin og skaller yderligere i 10-15 dage, før vinen flyttes til tønder og undergår malolaktisk gæring.
Hvert år køber Tolaini nye Allier- og Troncais egefade. De fleste har en medium- til medium-plus ristning, men enkelte har en mørk ristning. De mange typer og størrelser af gæringskar- og tanke tillader Tolaini at vinificere alle parceller separat, indtil de skal blendes til sidst.
Det specielle “Y” symbol på flasken stammer fra det etruskiske alfabet og svarer til et moderne “T”. Med det ældre bogstav, signalerer Tolaini, at de forbinder ældre elementer i vinfremstilling med nye.
Den hovedansvarlige for at sætte retningen for vine er Francesco Rosi. Han arbejder tæt sammen med konsulenten Ruggero Mazzilli, som har startet sit eget firma med fokus på at udvikle bæredygtig og økologisk vinfremstilling. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Tolaini siden 2024.
Col d’Orcia er i den grad et Brunello hus. Hele 108 af vingårdens 140 hektar marker er Brunello-designerede marker. I 1973 købte Count Alberto Marone Cinzano den historiske ejendom fra 1890, Col d’Orcia (= Bakke over floden Orcia), hvor der blev dyrket både hvede, tobak, oliven og vin.
Alberto udvidede hurtigt arealet af marker med druer til 70 hektar. Hans søn, Francesco, tog over i 1992 og fortsatte med at udvide arealet af vinmarker, således at vingården i dag har 140 hektar, og vingården nu er den 3. største ejer af Brunello marker i Montalcino. I 2010 begyndte de at konvertere til økologisk dyrkning, og fra 2013 er deres marker certificeret.
Vingården ligger i det karakteristiske bakkede toskanske landskab i den sydlige del af Montalcino med marker op til ca. 450 meters højde. Det er Middelhavsklima med en begrænset mængde regn, hovedsageligt i marts, april, november og december. Jorden er rig på kalk, og de udsættes ikke for frost sent på foråret.
De sydvendte marker og den unikke jord på denne side af Montalcino giver en bemærkelsesværdig struktur og elegance til Brunelloen. En af de bedste marker er Poggio Al Vento, som bruges til husets Riserva med samme navn.
På vingården lægges der vægt på detaljen. Vinstokkene står tæt og giver et lavt udbytte af højkvalitets og højkoncentrerede sunde druer. Druernes modenhed følges nøje og høsten udføres i hånden, og ydermere sorteres druerne på sorteringsbånd, så snart de når vinkælderen. Kælderen er opdateret med state-of-the art teknologi, og lagringskælderen er udstyret med tønder i forskellige størrelser og en kombination af både slovensk og fransk eg.
Col d’Orcia er meget aktiv indenfor forskning og udvikling af Sangiovese-druen. De har et samarbejde med Universitá de Firenze, hvor der bl.a. arbejdes med klonselektion af Sangiovese i Montalcino mhb. på at højne kvaliteten af druen, foruden eksperimenter af beplantningstæthed af vinstokkene, hele deres rodnet samt meget mere. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Col d’Orcia siden 2023.
“Montepeloso er kommende superstjerne på den Toscanske kyst” – skriver vinanmelder Antonio Galloni.
“Et resultat… som skyder Montepeloso ind i eliten af italiensk ønologi.” – skriver Gambero Rosso.
Montepeloso ligger tæt på byen Suvereto i Maremma i Toscana lige syd for Bolgheri. Visionen er at skabe enestående vine fra den toscanske kyst – en række af ”Supertoscanere” af høj klasse lavet på en række forskellige druer, som huset mener giver vine med det udtryk af Middelhavet og Italiens unikke karakter, som de ønsker. Vinene har power og finesse, men de er ikke tunge.
Montepeloso opnår dette gennem de bedste terroirs, som huset selv definerer som både naturlige og kulturelle overvejelser: Det udtrykker måden, hvorpå de fortolker de naturlige karakteristika af et område – en proces som kræver både ydmyghed og beslutsomhed. Når det lykkes dem at mestre denne balance, er belønningen vine, som omfavner karakteren af terroiret så vel som temperamentet af dem, der dyrker det og laver vinen.
Huset har 30 hektar, som ligger i terrasser på de let bølgende skråninger mellem 50 og 200 meters højde. Her dyrker Montepeloso druerne Montepulciano (32%), Sangiovese (28%), Cabernet Sauvignon (20%), Alicante (8%), Marselan (5%), Malvasia Nera (4%), Alicante Bouschet (3%). Jorden er rig på mineraler karakteriseret af Silex, der er typisk for området.
Beliggenheden af markerne er unik til vindyrkning, da solens stærke varme afbalanceres af en konstant brise fra havet, der bidrager med både en nedkølende effekt, en friskhed og et saltpræg til druerne. Jorden giver vinen krydrede noter og dets karakteristiske lokale udtryk.
Fabio Chiarelotto købte vingården i 1999, og han døbte den Montepeloso, der signalerer højderne, der omkranser vingården. Han er perfektionist helt ud til fingerspidserne, og det skinner igennem i arbejdet i både mark og kælder med at få det maksimale fra terroiret med over i flasken. I 2007 købte entreprenøren Silvio Denz sig ind i Montepeloso. Han bringer en masse erfaring med international vinhandel med sig fra vingårde i Bordeaux og Katalonien.
Siden 2000 har Fabrizio Moltard stået for arbejdet i kælderen. Han har tidligere arbejdet med de berømte vingårde Frescobaldi og Angelo Gaja. I tillæg til sit arbejde i kælderen, styrer Fabrizio også arbejdet i marken.
Begrebet Supertoscaner bliver brugt om vine, der bliver fremstillet af druer dyrket i Toscana men hovedsageligt på ikke-lokale druesorter. Tilbage i 1970’erne var en gruppe ambitiøse producenter frustrerede over bureaukratiet inden for Italiens vinlovgivning, og de begyndte at fremstille vine med “internationale druer” som Merlot og Cabernet Sauvignon. Da det ikke var tilladt i DOC, blev vinene deklassificeret, og i dag har de betegnelsen IGT. Mange af vinene er sublime og kendt for deres høje kvalitet.
“Dette er fascinerende, forførende vin udmærket ved sin enestående karakter – mere end bare en anden Cabernet eller Merlot.” – udtaler Jancis Robinson om Montepeloso. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Montepeloso 2023.
Celestino Pecci er en sand lille perle, der laver stor Brunello di Montalcino. Celestino Pecci er født på en gård nær Sant’Antimo i Montalcino. Hans forældre ville have, at han skulle blive kontoruddannet, men han ville hellere gå vinvejen. I 1968, da vinen ikke var så kendt og jorden billigere, købte han 40 ha. i den højtliggende del af området nord for Montalcino by, hvor Celestino og hustru Idria efterhånden har opbygget et fint ry for Brunello efter økologiske (men ikke certificerede) metoder. I dag har datteren Tiziana taget førertrøjen i produktionen.
Markerne er syd-sydvest eksponerede i ca. 350 m.s højde. En placering, der er god for temperaturforskelle mellem dag og nat, som fremmer friskhed i vinene, ikke mindst i varme årgange. Brunello lagrer ikke mindre end 3-4 år i store og mindre egefade før tapning, og siden på flaske 1-2 år før salg. “The wines are focused, clean and respectful of Montalcino tradition. This under-the-radar estate is worth checking out.” – skriver Robert Parker (feb. 2017).
Montalcino ligger på en ca. 550 m. høj bakketop 30 km. syd for Siena, lidt syd for- og tættere på vestkysten end Montepulciano (Vino Nobile). Der er ca. 1200 ha. vin i et meget bakket landskab med store variationer, men generelt ligger markerne tæt på- og nord for byen højest og køligst, mens terrænet falder gradvist mod syd-sydøst, hvor det største vinareal er. Navnet Brunello “den lille brune” skyldes, at man før troede, druen var en egen sort, men det er en klon af Sangiovese, som er hoveddrue i hele Chianti. Brunello må kun laves 100% af den.
Vinene har længe været respekteret for kvalitet, men har først fået verdensry fra 1960’erne. Da Autostrada del Sole åbnede tæt på, svandt byens rolle som gennemfartsby og generelt handelscentrum hurtigt, og den måtte bygge sig selv op igen med vin som kvalitetsprodukt. Det lykkedes i så høj grad, at vinen var blandt de første til at få den strenge DOCG-appellation i 1980, og der er nu ca. 200 dyrkere. Klimaet er lunt for Toscana med mindre regn end gennemsnittet, og modningsproblemer ses meget sjældent.
Brunello-vinen skal lagre mindst 2 år i egefade og 4 mdr. på flaske. Lagringen sker ofte i en blanding af små- og store fade, afhængigt af årgangens karakter og den konkrete parcels mikroklima. En balancegang mellem frugtintensitet, saftighed/tørhed og bevarelse af frisk syre i vinen. Da den lange ventetid på salg, 4 år efter reglerne, kunne give producenterne lommesmerter, indførtes i 1984 Rosso di Montalcino, som ikke har fadlagringskrav, men stadig kun laves på Sangiovese. Det har også vist sig at højne kvaliteten af Brunello-vinen, da der er en mulighed for at deklassere partier af vin, der ikke lever op til de høje krav til- og priser på hovedvinen. Det giver også forbrugerne mulighed for en billigere vin, der har stilen men er mere frugtig og tidligere moden. Der justeres af og til på reglerne. Fx skal nye plantninger fra 2016 have en tæthed på mindst 4000 vinstokke/ha., og kravet til syreniveau for Rosso er sænket, så den kan være mere venlig og åben tidligere. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Celestino Pecci siden 2015.
Der står hele 5 stærke kvinder bag vingården Donne Fittipladi fra Bolgheri i Toscana. Fra begyndelsen i 2004 har Maria og hendes 4 døtre stræbt efter at skabe vine af højeste kvalitet, og de har allerede høstet stor ros af både danske og internationale anmeldere. Målet har fra starten været at skabe vine med høj elegance og harmoni samtidig med at afspejle karakteren i store Bolgheri-vine.
Der var ingen vin på ejendommen lidt syd for Bolgheri landsby, da Maria Fittipaldi i 1992 købte 46 ha. land og det tilhørende landsted fra slutningen af 1800-tallet.
I 2004 etablerede Maria vingårdens godt 9 ha. i 80 – 100 m.s højde sammen med sine fire døtre, og familien blev kendt som de fem “donne/kvinder”.
Donne Fittipaldi har fra begyndelsen ønsket at kombinere vin med kunst og har arbejdet tæt med kunstneren Giorgio Restelli – der går under kunstnernavnet Giores – for at skabe etiketterne. Etiketterne “stjålne ben” repræsenterer femininitet og skal signalere den æstetik, de lægger vægt på, både i- og udenfor vinflaskerne. Druerne er Merlot, Petit Verdot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Malbec og den lokale hvide Orpicchio.
Det faglige rygstød til at opfylde ambitionerne sørger ønologen Emiliano Falsini for. De fem kvinder har meget forskellige personligheder men står 100% bag projektet og byder ind med træk som mod, ressourcestærkhed, udholdenhed, sensualitet og en smag for alt, der udtrykker skønhed og typisk kvindelighed. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Donne Fittipaldi siden 2018.
Kører du fra fra Ponte Vecchio i Firenze mod øst op ad floden Arno, når du snart til det lille Rùfina: “Det mindste område i Chianti med vine, der kun kan matches af dele af Classico”, skriver Burton Anderson i “bibelen” VINO. Villa Travignoli er et af de bedste og ældste domæner her.
Navnet Travignoli antyder, at der fra tidernes morgen har groet vin her. Etruskerne havde vin her, antydet af stele på domænet.
Fra 1100-tallet havde det sit nuværende navn og var ejet af det berømte Santa Maria Nuova hospital og kirke i Firenze. Her blev der drukket meget vin, som Travignoli blev måske nydt af lederne, bl.a. faderen til Dante’s elskede Beatrice og Leonardo da Vinci, som var patient her. Stiftelsen ejede også en bank (med Michelangelo som kunde).
Siden 1700 har domænet tilhørt greverne Busi. Domænet var i 1927 var medstifter af Chianti’s første consorzio for kvalitet og ledes i dag af grev Giovanni Busi (f. 1965), som også har det ærefulde hverv som præsident for Chianti syndikatet.
Vingården ligger midt i giganten Frescobaldis store domæne -endda deres bedste vingård- og består af en lang skråning over floden Arno vendt mod syd -perfekt til vin.
Druen er sangiovese plus lidt cabernet sauvignon og merlot. Villaens Riserva er en klassiker, men også den “almindelige” Rùfina skiller sig ud. Som VinTop10 skrev om 2010: ”Hvad er det, der gør denne Chianti så helt speciel? Raffinementet, kære læser”, mens Gastro mente. at ”Grev Busi har skabt et lille mesterværk”. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Villa Travignoli siden 1993.