Bodegas Obalo er en moderne vingård, der laver moderne Rioja. Vingården hører til blandt den nye stil i Rioja, “las modernistas”, som ønsker at få mere frugt frem i vinen frem for den mere ege-prægede stil, som distriktet historisk har været kendt for. Huset arbejder udelukkende med druen Tempranillo til dets rødvine.

Vingården er nybygget fra 2006 og ligger højt på bjergsiden på grænsen mellem Rioja Alta- og Alavesa ved landsbyen Obalos, med Sierra Cantabria bjergkæden, der skærmer mod kulde nordfra, i ryggen. Sonsierrabjergene leder samtidig Atlanterhavsluft ind fra vest, som mildner ekstremer i klimaet. Vinstokkenes beliggenhed i 400-700 m.s højde sikrer den vitale forskel mellem dag- og nattemperaturer, der giver elegance og syrespil, selv i kraftige vine.

Druerne kommer fra forskellige parceller med varierende jordbund af kalk, mergel, sandsten og ler, som dræner godt. Vinstokkene er mellem 40 og 90 år gamle, og de højest beliggende marker er plantet i terrasser. Der tages hensyn til de enkelte parcellers mikroklima og soleksponering ved altid at håndhøste, dobbeltsortere og vinificere hvert parcel for sig selv. Druerne fra de forskellige parceller holdes hver for sig lige indtil den afsluttende blanding.

Mosten udbløder med overpumpninger, ift. hvad der er optimalt for det enkelte parti druers karakter, før gæring dels i stål, dels i store træfade. Vinen lagrer i fransk eg – ingen amerikansk eg her! – mindst 12 mdr. og 2 år på flaske efter blanding af den endelige vin. Bodegaen har ca. 900 franske fade med forskellig toastning og alder fra nye til 3 år, så der er rige muligheder for en afbalanceret lagring af den enkelte vin.

Den tætte kontakt med lokale traditionsbundne druedyrkere kombineret med det moderne vineri, giver Obalo de bedste betingelser for at skabe komplette og moderne Rioja vine.

Olivier er en ukuelig franskmand på udebane. Han er opvokset i Cognac og ønologuddannet i Bordeaux med speciale i biodynami. Efter arbejde på flere vingårde i Bordeaux og Bourgogne ville han etablere sig i Fitou, men havde ikke råd. Et par år som konsulent i konvertering til biodynami hos Telmo Rodriques i Rioja fra 2004 blev starten på et liv i Spanien. Han købte først druer hos små økologiske dyrkere i Rioja og fik i 2009 adgang til faste faciliteter hos Bodegas Lacus i Rioja. Jord med gamle Tempranillo og Garnacha vinstokke havde han kun råd til at købe på højtliggende lokationer i det mindre fashionable Arlanza mellem Rioja og Ribera del Duero. Jord, der aldrig har været dyrket med kemiske bekæmpelsesmidler. Han laver nu vin fra 19 ha. i Arlanza og Rioja med faciliteter i Lardero syd for Logrono i Rioja, og i Covarrubias i det østlige Arlanza.

Han er med i en gruppe på ti yngre vinmagere, der kalder sig “Rioja ‘n’ Roll”. Deres projekt er at lade den enkelte lokalitet og drue udtrykke diversiteten i området; modsat Rioja’s tradition for at blande store mængder vin til mærkevarer, der helst skal være så ens som muligt fra år til år.

Olivier arbejder biodynamisk i markerne. Al høst sker i hånden. Hver druesort vinificeres separat. Graden af afstilkning afgøres af de konkrete forhold i årgangen. Udblødning af mosten sker køligt og langsomt. Der bruges kun naturlig gær. Han bruger både ståltank, beton, store- og små egefade afhængigt af den enkelte vin. Vinen klares oftest ikke, og kun stållagrede vine filtreres let inden tapningen.

Udtrykket “naturvin” bryder han sig ikke om: Det er mennesket, der laver vinen, og betegnelsen bruges ofte for at dække over fejl og dårlig vin, mener han.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Olivier RIvière siden 2015.