Tolaini står som et fantastisk udtryk af Chianti Classico. Chianti Classico er et stort og varieret område, der strækker sig fra de nordlige forstæder af Firenze til udkanten af Sienna mod syd.

Tolaini Estate er grundlagt af Pier Luigi Tolaini. Vingården ligger i Castelnuovo Berardenga – den sydligste kommune i Chianti Classico – hvor vinene kombinerer kraft og intensitet med en fantastisk elegance og lang levetid. Huset anvender bæredygtige principper i vinfremstillingen for at tage hensyn til miljøet og biodiversiteten.

Efter druerne er ankommet til vineriet, bliver de afstilket og scannet af en optisk scanner, så kun de bedste druer er tilbage. De hele druer får en kold udblødning, før gæringen sættes i gang. Det meste af vinificeringen foregår i temperaturkontrollerede rustfri ståltanke. De bedste druer fra hver høst gærer i åbne gæringskar af fransk eg for at give ekstra kompleksitet til vinene.

Gæringen forgår mellem 7-10 dage. For at give vinene endnu mere smag og struktur, macererer vin og skaller yderligere i 10-15 dage, før vinen flyttes til tønder og undergår malolaktisk gæring.

Hvert år køber Tolaini nye Allier- og Troncais egefade. De fleste har en medium- til medium-plus ristning, men enkelte har en mørk ristning. De mange typer og størrelser af gæringskar- og tanke tillader Tolaini at vinificere alle parceller separat indtil de skal blendes til sidst.

Det specielle “Y” symbol på flasken stammer fra det etruskiske alfabet og svarer til et moderne “T”. Med det ældre bogstav, signalerer Tolaini, at de forbinder ældre elementer i vinfremstilling med nye.

Den hovedansvarlige for at sætte retningen for vine er Francesco Rosi. Han arbejder tæt sammen med konsulenten Ruggero Mazzilli, som har startet sit eget firma med fokus på at udvikle bæredygtig og økologisk vinfremstilling. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Tolaini siden 2024.

Col d’Orcia er i den grad et Brunello hus. Hele 108 af vingårdens 140 hektar marker er Brunello-designerede marker. I 1973 købte Count Alberto Marone Cinzano den historiske ejendom fra 1890, Col d’Orcia (= Bakke over floden Orcia), hvor der blev dyrket både hvede, tobak, oliven og vin.

Alberto udvidede hurtigt arealet af marker med druer til 70 hektar. Hans søn, Francesco, tog over i 1992 og fortsatte med at udvide arealet af vinmarker, således at vingården i dag har 140 hektar, og vingården nu er den 3. største ejer af Brunello marker i Montalcino. I 2010 begyndte de at konvertere til økologisk dyrkning, og fra 2013 er deres marker certificeret.

Vingården ligger i det karakteristiske bakkede toskanske landskab i den sydlige del af Montalcino med marker op til ca. 450 meters højde. Det er Middelhavsklima med en begrænset mængde regn, hovedsageligt i marts, april, november og december. Jorden er rig på kalk, og de udsættes ikke for frost sent på foråret.

De sydvendte marker og den unikke jord på denne side af Montalcino giver en bemærkelsesværdig struktur og elegance til Brunelloen. En af de bedste marker er Poggio Al Vento, som bruges til husets Riserva med samme navn.

På vingården lægges der vægt på detaljen. Vinstokkene står tæt og giver et lavt udbytte af højkvalitets og højkoncentrerede sunde druer. Druernes modenhed følges nøje og høsten udføres i hånden, og ydermere sorteres druerne på sorteringsbånd, så snart de når vinkælderen. Kælderen er opdateret med state-of-the art teknologi, og lagringskælderen er udstyret med tønder i forskellige størrelser og en kombination af både slovensk og fransk eg.

Col d’Orcia er meget aktiv indenfor forskning og udvikling af Sangiovese-druen. De har et samarbejde med Universitá de Firenze, hvor der bl.a. arbejdes med klonselektion af Sangiovese i Montalcino mhb. på at højne kvaliteten af druen, foruden eksperimenter af beplantningstæthed af vinstokkene, hele deres rodnet samt meget mere. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Col d’Orcia siden 2023.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Pietradolce siden 2023. Det er en relativ ung vingård, etableret i 2005 i området Solicciata i byen Castiglione di Sicilia på de nordlige skråninger af Siciliens vulkan, Etna. Markerne ligger højt – mellem 600-900 m.o.h.

Markerne (20 hektar) er Contrade Rampante, Zottorinoto og Santo Spirito. Herudover har vingården yderligere 2 hektar på Etnas østlige side i Contrada Caselle, nær landsbyen Milo. Druerne vokser hovedsageligt som buske i en meget stenet jord med let sandet muld og rige mængder af mineraler, der kommer fra den aktive vulkan. Det giver meget karakteristiske og unikke vine.

Pietradolce er bygget med en stolthed over de rige lokale Sicilianske traditioner og et ønske om at afspejle vinene fra Etna. Derfor bruger huset også kun de lokale Etna-druer: De røde Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio samt den hvide Carricante.

Vinstokkene er 90-130 år gamle og hovedsagelige pre-phylloxera. Rødvinene lagrer i 700 liter store franske egefade 2-3-4 år gamle. Vingårdens logo er en trekant med trekantens spejlbillede nedenunder. Trekanten symboliserer vulkanen og al den rigdom, den afgiver til det omkringliggende område, jord og landskab.

Vine med en stærk identitet

Pietradolce har to serier af vine: På den ene prydes etiketten af en “kvindelig vulkan” – elegant og strækt visualiseret – præcist som vingården ønsker, at deres vine skal fremstå. På den anden serie af vine illustrerer etiketten vulkanens eksplosive energi.

Vingården er bygget underjordisk for at respektere det omkringliggende landskab, og den er bygget miljøvenligt ved at implementere energisparende teknikker. I kælderen er der lagt vægt på et mix af kunstnerisk præg og gedigen håndværk. I lokalerne er de anvendte hovedmaterialer vulkanske sten, jern, træ og jord fra de omkringliggende marker, og kunstværker fra både lokale og internationalt kendte italienske kunstnere udsmykker vingården.

I oktober ’21 udtalte Monica Larner fra Parker: “This is a stellar set of wines from Michele Faro and his family. This estate is absolutely on the right track and is showing subtle improvements, new additions to its portfolio and greater single-vineyard identity with each vintage released.”

Sicilien er den største ø i Middelhavet og besidder et spændende varieret klima, jortyper og typografi. Øen udgør samtidig den største vinproducerende region i Italien og er hjemsted for mange lokale, meget indsmigrende og velsmagende, druetyper. Her er den røde Nero d’Avola og den hvide Catarratto de mest kende, men andre store druer er Nerello Mascalese og Carricante.

Vinene fra området omkring Etna på Nerello Mascalese sammenlignes ofte med både Barolo og Bourgogne Pinot Noir pga. druens evne til at afspejle terroir’et i vinen. Vinene er kendte for deres styrke, elegance og struktur, og de er meget lagringsegnede. Holder man af rød Bourgogne eller Barolo, så bør man prøve vine fra Etna. De hvide på Carricante er friske og meget rene i smagen.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Camparo siden 2022. Azienda Agricola Camparo Di Drocco, som er vingårdens fulde navn, har dyrket druer i den lille by Diano d’Alba i tre generationer, og den fjerde, med tre unge, er ved gradvist at overtage mere ansvar. Mauro Drocco’s far og farfar solgte druerne til det lokale kooperativ, men Mauro ville videre. Han indgik i produktionen i 1980’erne og overtog efterhånden ledelsen i 90’erne. Han ændrede lidt på vinifikationsprocesserne og indførte ny teknologi til bedre kontrol af detaljerne, eget tapningsanlæg og markedsføring. Vingården blev, som en af de første på egnen, certificeret økologisk allerede i 2000. Det var ret let, da man altid har arbejdet med naturnære teknikker, længe før økologi blev moderne.

Man bruger Guyot-opbinding, som kræver mere markarbejde og ny opbinding hvert år, men i sig selv begrænser vinstokkens virilitet og gør det let at beskære bladvækst som ønsket. En teknik som vægter druekvalitet over arbejdstid i marken. Der sås bl.a. bønner, ærter og sennep mellem rækkerne, som bidrager til jordforbedring. Der bruges kun lidt af naturstofferne svovlpulver og kobbersulfat, når det er absolut nødvendigt, og alle druer høstes i hånden.

Mauro købte parceller i Grinzano Cavour, lige nord for Diano, hvor vingården ligger, og senere i La Morra, ca. 15 km. mod sydvest, for at kunne lave Barolo. Man har Barbera, Dolcetto og Nebbiolo, samt de hvide druer Arneis og Favorita.

Ejendommen blev i 2014 en del af “Diwinexport”: en fælles salgsorganisation for 12 mindre producenter, og er ved at etablere “agro-turismo” med vingårdsbesøg, smagninger og forskellige events. Ledestjernen i produktionen er at bibeholde vinenes egnstypiske udtryk med den optimering og stabilitet, de nye tekniske muligheder giver. De leverer vine i en virkelig frisk og elegant stil. Vinene har en tiltalende, nærmest svævende, lethed med bred appeal.

La Morra har det største og mest kuperede vinmarksareal I Barolo. Vinene har generelt ry for at være meget elegante, florale og tidligere tilgængelige, selv om deres udviklingshorisont også er lang. Variationerne er -heldigvis- store med utallige kombinationer af jordbund, højde, solorientering, høsttidspunkt, årgangsstil og vinifikationsmetoder. Jordbunden varierer meget, som i hele Barolo, men blågrå mergel med ler er det dominerende, med mindre sand og sandsten end gennemsnitligt. Vine herfra har ofte større succes i tørre år, da jorden er god til at holde på fugt. Kommunen har hele 39 cru’s/MGA’er: “Menzioni geografiche aggiuntive”/særligt geografisk bemærkningsværdige, kan man vel kalde det.

“Montepeloso er kommende superstjerne på den Toscanske kyst” – skriver vinanmelder Antonio Galloni.

“Et resultat… som skyder Montepeloso ind i eliten af italiensk ønologi.” – skriver Gambero Rosso.

Montepeloso ligger tæt på byen Suvereto i Maremma i Toscana lige syd for Bolgheri. Visionen er at skabe enestående vine fra den toscanske kyst – en række af ”Supertoscanere” af høj klasse lavet på en række forskellige druer, som huset mener giver vine med det udtryk af Middelhavet og Italiens unikke karakter, som de ønsker. Vinene har power og finesse, men de er ikke tunge.

Montepeloso opnår dette gennem de bedste terroirs, som huset selv definerer som både naturlige og kulturelle overvejelser: Det udtrykker måden, hvorpå de fortolker de naturlige karakteristika af et område – en proces som kræver både ydmyghed og beslutsomhed. Når det lykkes dem at mestre denne balance, er belønningen vine, som omfavner karakteren af terroiret så vel som temperamentet af dem, der dyrker det og laver vinen.

Huset har 30 hektar, som ligger i terrasser på de let bølgende skråninger mellem 50 og 200 meters højde. Her dyrker Montepeloso druerne Montepulciano (32%), Sangiovese (28%), Cabernet Sauvignon (20%), Alicante (8%), Marselan (5%), Malvasia Nera (4%), Alicante Bouschet (3%). Jorden er rig på mineraler karakteriseret af Silex, der er typisk for området.

Beliggenheden af markerne er unik til vindyrkning, da solens stærke varme afbalanceres af en konstant brise fra havet, der bidrager med både en nedkølende effekt, en friskhed og et saltpræg til druerne. Jorden giver vinen krydrede noter og dets karakteristiske lokale udtryk.

Fabio Chiarelotto købte vingården i 1999, og han døbte den Montepeloso, der signalerer højderne, der omkranser vingården. Han er perfektionist helt ud til fingerspidserne, og det skinner igennem i arbejdet i både mark og kælder med at få det maksimale fra terroiret med over i flasken. I 2007 købte entreprenøren Silvio Denz sig ind i Montepeloso. Han bringer en masse erfaring med international vinhandel med sig fra vingårde i Bordeaux og Katalonien.

Siden 2000 har Fabrizio Moltard stået for arbejdet i kælderen. Han har tidligere arbejdet med de berømte vingårde Frescobaldi og Angelo Gaja. I tillæg til sit arbejde i kælderen, styrer Fabrizio også arbejdet i marken.

Begrebet Supertoscaner bliver brugt om vine, der bliver fremstillet af druer dyrket i Toscana men hovedsageligt på ikke-lokale druesorter. Tilbage i 1970’erne var en gruppe ambitiøse producenter frustrerede over bureaukratiet inden for Italiens vinlovgivning, og de begyndte at fremstille vine med “internationale druer” som Merlot og Cabernet Sauvignon. Da det ikke var tilladt i DOC, blev vinene deklassificeret, og i dag har de betegnelsen IGT. Mange af vinene er sublime og kendt for deres høje kvalitet.

“Dette er fascinerende, forførende vin udmærket ved sin enestående karakter – mere end bare en anden Cabernet eller Merlot.” – udtaler Jancis Robinson om Montepeloso.

Bag Draga og Miklus står en familie med ekstrem passion og generationers erfaring. Mitja står i spidsen for vingården i dag flankeret af sine forældre, Anna og Milan.

Allerede tilbage i begyndelsen af 1900 købte Ivan Miklus land til vindyrkning, men vinproduktionen kom først rigtig igang omkring 1950’erne fra en lille garage – først med produktion af vin i bulk men senere med vin på egne flasker. I 1990’erne blev garagen udvidet til en lille – rigtig – vinkælder, og man købte nogle vinmarker i Draga. I 1997 udvidede huset kælderen endnu en gang, så den nu står med topmoderne udstyr og langt flere tanke, der kan rumme en større produktion.

Husets filosofi opsummeres af Mitja: “For years we have been aiming at increasing the attention to the vineyards and grape selection, as it is from the raw material that a high quality product is made. I do what I always dreamed of as a child and I always look for the highest quality wines, while respecting the traditions, consumers and the environment, as I have been taught by my grandparents and parents.”

Huset har i dag to serier af vine: Draga, der er husets friske moderne hvide i den traditionelle Friuli stil, der har gjort området kendt verden over, og Miklus, som har en gren af natur-/orangevine med lang macerationstid, der følger en trend blandt yngre Friuli-producenter.

Huset ejer marker i de bedste områder af Collio: Draga og Breg. Markarbejdet foregår efter økologisk tankegang, og vingården har flere gange modtaget prisen “eco-friendly”. Som eksempel er markerne dækket af græs. Man anvender ikke pesticider til sprøjtning, og vinen tappes i letvægts-flasker. Huset opsamler regnvand til brug i marker og til rengøring af faciliteter, og bygningerne er udstyret med solpaneler.

Celestino Pecci er født på en gård nær Sant’Antimo i Montalcino. Forældrene ønskede egentligt at han var gået business-vejen, men Celestino, der var født og opvokset blot 5 km fra Montalcino, ville hellere gå vin-vejen. I 1968, da vinen var mindre kendt og jorden billigere, købte han 40 ha. i den højtliggende del af området nord for Montalcino by, hvor Celestino og hustru Idria med årene har opbygget et fint ry for Brunello efter økologiske (men ikke certificerede) metoder. I dag har datteren Tiziana taget førertrøjen i produktionen med samme dybe passion for arbejdet med at fremstille vine til perfektion. Faderen, Celestino, giver en hjælpende hånd med på sidelinjen.

Markerne er syd-sydvest eksponerede i ca. 350 m.s højde. Det er en placering, der er god for temperaturforskelle mellem dag og nat, som fremmer friskhed i vinene, ikke mindst i varme årgange. Brunello lagrer ikke mindre end 3-4 år i store og mindre egefade før tapning, og siden på flaske 1-2 år før salg.

Quattro Conti – de 4 grever – har boet i Apulien (som er ”hælen i Italiens støvle”) siden 1580. I mange år dyrkede domænet druer, der blev brugt til andres vine, men i starten af 1900-tallet begyndte man selv at fremstille vinen. I 1935 samlede man kræfterne om at lave egen vin fra familiens marker. I dag drives Quattro Conti af de ”fire grever”, brødrene Alcibiade, Francesco, Luciano og Mario. Huset består af i alt fire domæner, der tilsammen har 320 hektar vinmarker i Apulien.

Hos Quattro Conti driver man landbruget bæredygtigt, sådan som man har gjort det gennem generationer. Man bruger kun maskiner, når det er absolut nødvendigt, og man holder udbyttet lavt, så høsten er af så høj kvalitet som muligt. Vinstokkene er ligeledes plantet tæt for at tvinge udbyttet pr. vinstok ned. Quattro Conti laver blandt andet vin på de lokale druerne Primitivo, Negroamaro og Malvasia. Jorden er meget frugtbar, klimaet er tørt og lunt, men mildnet af vind fra havet som ligger tæt på.

Husets stil er moderne vine, der er friske og rige på frugten. Det er tiltalende hverdagsvine, der passer perfekt til velkrydrede italienske pastaretter, risotto og grillet oksekød.

Italien er en stor kunde til fransk Champagne. Italiens egen spumante er ofte en kopi af den franske original. Så der er grund til at interessere sig for Prosecco, Italiens eget bidrag til mousserende vin. Contarini leverer herlig spumante.

Prosecco er vinen fra Venedig, som bliver serveret på alle de smarte trattorie omkring Markuspladsen og Rialto broen. En herlig vin med en aroma og sprød friskhed, der -når den er bedst- er unik italiensk!

Druerne gror på smukke vinbjerge i de nedre Alper nord for kanalbyen. Vinen har altid været favoritten i Venedig. Familien Contarini er en af byens vigtige familier og leverede bl.a. flere doger til bystyret.

I 1606 skrev Zaccaria Contarini -en stamfader til leverandøren af denne vin- i brev til bystyret, at det meste prosecco blev eksporteret til Tyskland og Polen. Contarini paladset med det smukke trappetårn kan stadig ses i byen. Et yndet motiv for ikke mindst Monet.

Familiehuset ligger i dag midt i Conegliano området og leverer en glimrende mousserende vin. Mest kendt for Prosecco på druen glera, men også god rosato og moscato.

Giordano Emendatori grundlagde huset Mara (opkaldt efter sin kone) i år 2000 og fik dermed realiseret sin livsdrøm om at producere fantastisk vin. Valgt faldt på druen Sangiovese, og der gik 5 år, før de kunne plante vinstokkene. Fra begyndelsen lagde huset vægt på de holistiske principper inden for vindyrkning.

Tenuta Mara er ikke en almindelig vingård men en kompleks og komplet organisme, som vokser og lever til årstidernes rytmer. Her bliver alle fem sanser vakt. Vingården drives biodynamisk (Demeter certificeret), og arbejdet med vinen kombineres med passionen for musik, kunst og liv og skaber dermed en helhed.

Fra man kommer ind på vingården lægger man mærke til de store kunstværker, som passer harmonisk til stedet. I markerne gror vinen til toner af Mozart; musikkens rytmer er vigtig og regulerer årstiderne og livscyklusen, mener man hos Mara. 7 hektar er plantet med Sangiovese, og det perfekte økosystem inkluderer 700 fuglereder, 50 kasser til flagermuse, 5 ynglesteder til insekter og 3 hestestalde.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Cantina Tramin siden 2010. Cantina Tramin er et af mange kooperativer i området ved foden af Dolomitterne, men det udmærker sig ved at have vundet stor respekt for sine vine internationalt. Det blev startet af den lokale sognepræst i 1898, men det er den nuværende leder Willi Stürz, som har formået at skabe en enestående korpsånd blandt de næsten 300 ejere af 245 ha. marker. Han kom tilbage til sin fødeby som uddannet vinmager i 1989 og har ikke stået stille siden. Al dyrkning, markpleje og høst koordineres omhyggeligt, og vinene har nået en sådan kvalitet, at Tramin tyve gange har fået tildelt de maksimale 3 glas i vinguiden Gambero Rosso, og huset er generelt vurderet med to stjerner som kun 30 i hele Italien. Willi Stürz blev årets vinmager i Gambero Rosso i 2004.

Der er for nyligt bygget en ny vinkælder i avanceret design, hvor al flytning af most og vin sker ved tyngdekraft. Cantina Tramin har fået “Vini Buoni EcoFriendly Award” for bæredygtig drift og lavt energiforbrug.

Alto Adige er del af den orditalienske provins Trentino-Alto Adige. Størstedelen af befolkningen her har tysk som første sprog, og vintraditionerne er mere østrigske end italienske. Området fik appellation i 1975, og der dyrkes et hav af lokale druer. Cantina Tramin Tramin laver vin på flere af druerne, som Pinot Grigio, Pinot Bianco, Sauvignon Blanc, Gewürztraminer og Pinot Nero. Vinene er generelt kendetegnet ved en fin balance mellem modenhed og en stringent kølighed, da de fleste marker har meget lave nattemperaturer.

Fausto og Adriana Albanesi overtog vingården Torre dei Beati fra Fautos far i 1999 og besluttede straks at ændre produktionen til økologi, og de har i processen opdateret vineriet med den nyeste up-to-date teknologi.

Den økologiske tankegang følger familiens ønske om at lave vin på de lokale druer fra Loreto Aprutino og udtrykke druernes rene karakter gennem ekstrem udvælgelse i mark og kælder. Druerne, som de arbejder med, er den røde Montepulciano drue og de hvide Pecorino og Trebbiano druer. I tillæg til vigtigheden af vinenes kvalitet, ønsker familien gennem deres økologiske handlinger også at kunne efterlade landet levende og intakt til deres børn.

Druerne høstes ad flere omgange i små 20 kg.-kasser og køres straks til vingården, der ligger midt i markerne. Her sorteres druerne igen på et sorteringsbånd, så kun de bedste druer bruges. Denne proces er ens for alle vingårdens vine, da de ønsker at få det bedste frem i hver vin.

Torre dei Beati ligger i provinsen Pescara i Abrozzo regionen i det centrale Italien ud mod Adriaterhavet. Husets vin kommer udelukkende fra egne marker – 21 ha. i Loreto Aprutino, der ligger mellem 250 og 300 m.o.h. ved foden af Gran Sasso, der er det største bjerg i bjergkæden Apenninerne. Markerne ligger ca. 25 km. fra Adriaterhavet, og netop her nyder de godt af de varme vinde, der kommer fra havet om dagen, og den kolde luft, der strømmer ned fra bjerget om natten. Specielt de sidste par måneder før høst er der sne på toppen af bjerget, hvilket giver ekstra kølig luft. Disse køligere mikroklimaer giver mere koncentration til vinene.

Navnet på vingården henter Torre dei Beati fra 1300-tals fresko af “Dommedag” i den lokale kirke, hvor “De velsignedes Tårn” -Torre dei Beati- er det mål, som sjælene af de afdøde kan nå efter hårde og lange prøvelser. For Fausto signalerer det vingårdens overordnede mål: at stræbe efter at vise det enorme potentiale i den lokale og historiske Montepulcianodrue, som fortjener at blive anerkendt for dens høje niveau.

Fausto kæmper en brav kamp for at udbrede kendskabet til sine vine, da han mener, at man fra Abruzzo-regionens side er håbløse til at markedsføre Abruzzo som et område, der også byder på kvalitetsvine. At Fausto formår at skabe stor vin gennem lige dele perfektionisme og hårdt arbejde dokumenteres år efter år med blandt i den anerkendte italienske vinguide Gambero Rosso med en række glas til alle husets vine, både hvid, rosé og rødvin.

Abruzzo er umiddelbart kendt for at producere store mængder konsumvin, men en række ambitiøse vingårde viser, at der også kan produceres kvalitetsvin. De bedste vinmarker ligger i de to nordligste provinser i Abruzzo: Pescara og Teramo. Jorden her er jernholdig ler og kalksten, hvilket er perfekt til vindyrkning.

Der står hele 5 stærke kvinder bag vingården Donne Fittipladi fra Bolgheri i Toscana. Fra begyndelsen i 2004 har Maria og hendes 4 døtre stræbt efter at skabe vine af højeste kvalitet, og de har allerede høstet stor ros af både danske og internationale anmeldere. Målet har fra starten været at skabe vine med høj elegance og harmoni samtidig med at afspejle karakteren i store Bolgheri-vine.

Der var ingen vin på ejendommen lidt syd for Bolgheri landsby, da Maria Fittipaldi i 1992 købte 46 ha. land og det tilhørende landsted fra slutningen af 1800-tallet.

I 2004 etablerede Maria vingårdens godt 9 ha. i 80 – 100 m.s højde sammen med sine fire døtre, og familien blev kendt som de fem “donne/kvinder”.

Donne Fittipaldi har fra begyndelsen ønsket at kombinere vin med kunst og har arbejdet tæt med kunstneren Giorgio Restelli – der går under kunstnernavnet Giores – for at skabe etiketterne. Etiketterne “stjålne ben” repræsenterer femininitet og skal signalere den æstetik, de lægger vægt på, både i- og udenfor vinflaskerne. Druerne er Merlot, Petit Verdot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Malbec og den lokale hvide Orpicchio.

Det faglige rygstød til at opfylde ambitionerne sørger ønologen Emiliano Falsini for. De fem kvinder har meget forskellige personligheder men står 100% bag projektet og byder ind med træk som mod, ressourcestærkhed, udholdenhed, sensualitet og en smag for alt, der udtrykker skønhed og typisk kvindelighed. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Donne Fittipaldi siden 2018.

Quintarelli: En simpel håndskreven etiket på en næsten uopdrivelig vin… Quintarelli kaldes “mesteren fra Veneto”. Han skaber, hvad der er kaldt både “Italiens d’Yquem” og “Verona’s Romanée Conti”… Her er ingen vingård og aldrig en reklame. Men vingården er en legende med nogle af Italiens, ja Verdens mest eftertragtede vine. Ægte kult!

Vinen er stort set håndlavet -derfor er vingården ikke stor. Og de 12 hektar på udsøgte skråninger leverer sjældent mere end 50.000 flår.

Giuseppe døde i 2012, men datteren Fiorenza og barnebarnet Francesco var allerede med til at lave vinen efter samme metoder. Vingården er ikke let at finde -slet ikke med GPS, men værd at besøge, hvis man kan få lov!

Her er ingen hastværk. “Lad vinen gøre, som den vil”, er vingårdens filosofi -omtrent som Humbrecht i Alsace. Derfor lader han hver vin lave sig selv, men sørger blot for idéelle betingelser. Hver drue plejes på de bakker, og druerne tørrer og våges over som et nyfødt forkælet barn, og hvert fad, som får lov at gære så længe, som vinen ønsker det.

Vinen tappes, når den er parat, ikke før. Og det kan godt vare både 4 og 5 år, ofte op til 10 år for Amarone! “”Et monument til det vidunderlige i traditionel Valpolicella” -Belfrage i “Barolo to Valpolicella”. “Det er hans kendskab til hver en detalje, der gør forskellen på den store vinmager og den, der bare er god. ****/Hugh Johnson: “I top, både hvad angår pris og kvalitet”.

Kører du fra fra Ponte Vecchio i Firenze mod øst op ad floden Arno, når du snart til det lille Rùfina: “Det mindste område i Chianti med vine, der kun kan matches af dele af Classico”, skriver Burton Anderson i “bibelen” VINO. Villa Travignoli er et af de bedste og ældste domæner her.

Navnet Travignoli antyder, at der fra tidernes morgen har groet vin her. Etruskerne havde vin her, antydet af stele på domænet.

Fra 1100-tallet havde det sit nuværende navn og var ejet af det berømte Santa Maria Nuova hospital og kirke i Firenze. Her blev der drukket meget vin, som Travignoli blev måske nydt af lederne, bl.a. faderen til Dante’s elskede Beatrice og Leonardo da Vinci, som var patient her. Stiftelsen ejede også en bank (med Michelangelo som kunde).

Siden 1700 har domænet tilhørt greverne Busi. Domænet var i 1927 var medstifter af Chianti’s første consorzio for kvalitet og ledes i dag af grev Giovanni Busi (f. 1965), som også har det ærefulde hverv som præsident for Chianti syndikatet.

Vingården ligger midt i giganten Frescobaldis store domæne -endda deres bedste vingård- og består af en lang skråning over floden Arno vendt mod syd -perfekt til vin.

Druen er sangiovese plus lidt cabernet sauvignon og merlot. Villaens Riserva er en klassiker, men også den “almindelige” Rùfina skiller sig ud. Som VinTop10 skrev om 2010: ”Hvad er det, der gør denne Chianti så helt speciel? Raffinementet, kære læser”, mens Gastro mente. at ”Grev Busi har skabt et lille mesterværk”. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Villa Travignoli siden 1993.

Det, der udmærker Tenuta Michele Reverdito, er en balance i vinene, der både tilgodeser druekaraktererne og samtidig har en tilgængelig frugtighed, som giver selv Barolo’er fra enkeltmarker et meget bredt drikkevindue. De kan udvikle sig meget men giver allerede meget som ret unge. Gambero Rosso skriver: “Reverdito tilbyder karakter og dybde i vine til særdeles rimelige priser”.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Reverdito siden 2010. Michele Reverdito overtog domænet fra faderen i 1999, en vingård på nu 22 hektar i la Morra og nabokommuner, som årligt leverer ca. 70.000 fl. Han får i kælderen hjælp af søsteren Sabina og i vinbjergene af far Silvano og moderen Maria. Metoderne er bæredygtige – her bruges ikke insektgifte, pesticider eller kunstgødning. Barolo fra La Morra har ry for at være blandt de mere elegante udgaver af vinen med en parfumeret aroma. Vinene er også oftere tilgængelige som unge, men de store kan stadig udvikle sig i 15-20 år.

Michele var primus motor i det lokale projekt “Green Experience”, der fremmer brug af naturgødning, skadedyrsbekæmpelse ved brug af teknikker der forstyrrer deres forplantning, spredning af gavnlige insekter der fremmer bestøvningen, og beskyttelse af den naturlige fauna. Mere end 70 dyrkere er nu tilknyttet dette projekt. “Vi er dyrkere før producenter” siger Michele, og vi går efter elegance, raffinement og genkendelighed. Vine fra enkeltmarker skal udtrykke, hvor de kommer fra, og vinificeres derfor forskelligt. Arbejdet i kælderen er ellers helt traditionelt med ståltanke og en masse gamle “botti”, træfade på 40 – 50 hl.

Augusto Dal Cero grundlagde Soave-vingården, Corte Giacobbe, lige øst for Verona i 1934. Han købte et unikt stykke land i kommunen Roncà, der er domineret af to uddøde vulkaner, Crocetta og Calvarina, på grænsen mellem Verona og Vicenza. Jorden er rig på basalt samt grå og sort tuf / hærdet vulkansk aske, og vinmarkerne blev anlagt i terrasser på vulkanernes skråninger op til 450 m.s højde. Soave-vinene laves på den traditionelle drue Garganega.

Klimaet er tempereret, og nat- og dagstemperaturer varierer meget i løbet af året. Dette – sammenholdt med den kølige luft, der strømmer ned fra Alperne – har positiv indflydelse på vinene og er med til at give markante og velsmagende vine, der både har dybde og en klar, sprød stil.

Augustos to sønner Dario og Giuseppe førte vingården i Soave videre efter faderens død og købte også en vingård i Toscana.

Af nyere dato har familien køb Valpolicella-vingården, Dal Cero, kun få km. fra Soave. Den er grundlagt af Dario og Giuseppes børn, dvs. 3. generation, med Alberto, Davide, Nico, og Francesca Dal Cero, som alle er dybt involveret i arbejdet på vingården.

Den ligger sydvendt på skråning i terrasser i ca. 300 m.s højde. Nærheden til Gardasøen sikrer et mildt klima, og konstante milde vinde tørrer hurtigt druerne efter nedbør. Jorden er hvid limsten, sort vulkansk jord og en blanding af de to. Rygraden i vinene er de traditionelle druer Corvina, Rondinella og Molinara.

De fremstiller vinene bæredygtigt efter økologiske principper så naturligt som muligt og uden brug af nogen form for kemikalier. Vingården er ikke certificeret, men husets filosofi er at holde naturen i balance og beskytte organismerne i jorden for at opnå sunde og stærke druer, som giver bedre vin.

De fire familiemedlemmer har sat deres signatur på etiketterne for at markere deres dedikation til vinene i dette prestigefyldte område, som Valpolicella er. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Dal Cero siden 2017. 

Pira har været synonymt med Chiara Boschis siden 1990, da hun overtog den lille ejendom, som hendes familie havde drevet, siden den mandlige linje i Pirafamilien var uddød. Netop da begyndte et opgør mellem traditionalister og modernister i Barolo. De første stod – lidt karikeret – for alenlang maceration af hele klaser med stilke i gamle kastanjefade, der resulterede i vine, som i heldigste fald var tilnærmelige efter 8-10 år. Modernisterne ville lave lækre, tidligere modne vine med kortere maceration og lagring i toastede 225 l. barriques.

Den lille kælder i Barolo by havde oprindeligt kun få marker, med Cannubi som juvelen, men der blev i 2009 tilkøbt gode marker østpå i Monforte- og Serralunga d’Alba.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Pira siden 1999. Chiara Boschis var den første kvindelige vinmager i Barolo, og hun har siden hun overtog Pira kæmpet en brav kamp for at revolutionere vinproduktionen i den lidt konservative Piemonte-region. Hun har blandt andet fået gjort den mest kendte mark i Barolo – Cannubi – økologisk efter stædigt at have prøvet at overtale de andre ejere gennem en lang årrække. Sidenhen er også hendes andre vine blevet økologisk certificeret.

Chiara, der egentlig er økonom, havde også lært vin på det ret traditionelle Borgogno domæne, som hendes brødre driver. Hun eksperimenterede meget med de nye metoder i 90’erne og fandt efterhånden en flot balance mellem Barolos oprindelige “sjæl” og en mere åbenarmet, lækker stil, der har gjort hende til den topdyrker, hun er i dag.

Hun vinterbeskærer til maks 9 knopper pr. vinstok, som reduceres yderligere ved grøn høst om sommeren. Druerne håndsorteres strengt ved høst, og maceration / udblødning er ca. en uge i cementtanke for Nebbiolodruen, med langsom nedtrykning af faststofferne i mosten og overpumpninger. Gæringen sker med de naturlige gærceller, der sidder på druerne, og malolaktisk gæring / æble-mælkesyregæring sker for enkeltmarks-Baroloerne i medium toastede nye barriques, hvor vinen lagrer i to år.

Chiara har en stor kærlighed til området, og hun har passioneret kæmpet for at bevise, at Barolo godt kan have tyngde og power uden at udelukke feminin elegance og finesse.

Den lille kælder i Barolo by havde oprindelig kun få marker, med Cannubi som juvelen, men i 2009 tilkøbte Chiara gode marker østpå i Monforte- og Serralunga d’Alba. Chiara har aldrig brugt pesticider i markerne, og i 2010 besluttede hun sig for at blive økologisk certificeret, hvilket hun blev i 2014. Alle hendes vine, på nær Langhe Nebbiolo, er i dag certificerede økologiske.

Det er endda lykkedes hende at få alle dyrkere af vin på den berømte Cannubi Cru til at blive økologiske (26 i alt), og hendes ihærdige arbejde blev i 2022 belønnet med det eftertragtede “Robert Parker Green Emblem”, der uddeles af mediet “The Wine Advocate” – og kun til producenter, som forpligter sig til bæredygtighed, langsigtet miljøbeskyttelse og biodiversitet.

Søger man topklasse Barolo, der kan nydes fra en karaffel som 3-4-årig, men kan udvikle sig i 20 år, er det her.

Sicilien har de ældste vinmarker i Italien. Først kom fønikerne, fulgt af grækerne omkring år 700 f.v.t. Romerne blev afløst af maurerne, som blev nedkæmpet af bl.a. vikinger ledet af Giscard Robert Guiscard. Hvede var vigtigere end vin, desværre!

I dag er Sicilien mere kendt for solskin og Mafia end for vin. Men her er ikke mindre end 200.000 hektar vin (væsentlig mere end Australien!), men det meste er dog konsumvin uden kvalitet. Men flere og flere opdager, at Sicilien har alle muligheder for at levere god vin – godt klima ikke mindst i højderne og mager, tynd jord, der giver lavt udbytte.

Angelo laves af QWine, et ungt, dynamisk fima med danske Kenneth Løndahl som en af partnerne. De ejer ingen vingårde, men er rådgiver og vinmager for en lang række vingårde på Sicilien. Angelo laves i hypermoderne kælder af druer fra Trapani mellem Marsala og Palermo, et af de gode områder på Sicilien.

Vinen gror på terrasser over Middelhavet og skiller sig markant ud fra de fleste vine fra Sicilien.

Den mindre familieejendom ligger i Neive nordøst for Alba i Piemonte, med udsigt til Barbaresco’s bytårn i det fjerne. “Fratelli”/brødre i navnet (Azienda Agricola F.lli ) skyldes den nuværende ejer Renato’s far og onkel, der solgte druer og vin på dunke på markedspladsen i 1960’erne.

I dag driver Renato vingården med sin hustru og to døtre, Claudia og Silvia., og Renato har totalt ændret standarderne på ejendommen: Han var en af de første i området til at udtynde druer i markerne så kraftigt, at naboer syntes, han var skør. Han har fuldt fokus på terroir: de lokale jordbundsforholds samspil med druen. Det omhyggelige markarbejde er basis for kvaliteten; der høstes i hånden i mindre plastkasser, så druerne ikke trykkes itu, og der praktiseres minimum-intervention i kælderen, hvor der kun bruges naturgær. Metoderne er i praksis økologiske men uden certificering. I næsten 30 år var Cigliuti den eneste vingård i området, der lod sine Serraboella druer (en Cru i Neive) gære separat, og Cru’ens navn blev nærmest synonymt med vingården.

“For us producing wine means telling the story of our family and our local area. Our inspiration is our family’s old-fashioned approach, which we carry on with all our passion, using only the grapes we grow ourselves in accordance with methods and principles of the highest quality.” – Siger Renato.

Renato var længe i tvivl om hvorvidt døtrene ville gå ind i dette “mandearbejde”, som han så det i sine yngre år, men de deltager nu fuldt i driften og det især i vinmarkerne, da det i følge kvinderne specielt er her livet til store vine med deres individuelle personligheder begynder.

Vingårdens metoder er i praksis økologiske men uden certificering. Da de er en lille vingård, er det for dyrt for dem – ikke kun – at søge om certificering men også at skulle vedligeholde den med de krav, det kræver.

Vingården har en rød stjerne i den anerkendte italienske vinguide Gamero Rosso, hvilket betyder, at de har fået den maksimale karakter, 3 røde glas, 10 gange.

Huset fremstiller Barbera, Barbaresco og Nebbiole Langhe og er meget anerkendt internationalt. Blandt andet har huset fået følgende udtalelser:

Bruce Sanderson/WineSpectator: “The wines are beautiful and expressive.”

Antonio Galloni, Vinous Media: “If there is an estate in Barbaresco that deserves more attention, it is without question Cigliuti.” … “Cigliuti is arguably the most under the radar estate in Barbaresco when it comes to looking at the wines and comparing quality with visibility in the market… Silvia and Claudia [Cigliuti] continue to turn out absolutely gorgeous wines.”