Castelfort er fra et gammelt kooperativ i Nogaro, som laver både armagnac og bordvine. Der er 60 dyrkere med 900 ha. marker tilsluttet. Deres tre alambic’s / destillationsapparater hedder Athos, Porthos og Aramis efter “De Tre Musketerer”, som er en væsentlig del af egnens identitet. Destillatet lagres i egefade fra Gascogne, Vogeserne og Allier skovene; enkelte fade er meget store men langt de fleste er på 400 l. De har et stort lager af meget gammel armagnac med en fin, nuanceret smag. Armagnac er en spændende drik med et væld af smagsnuancer, og meget ældre end cognac, som den ofte nævnes som alternativ til. Mht. druerne er de nærtstående, men fremstillingsprocessen ligner mere maltwhisky, og den fås i meget gamle årgange. I lagret armagnac er ofte duft- og smagsindtryk som kandiseret frugt, orangeskal, karamel, vanilje, nødder, dadel, peber og tørrede svesker.
Armagnac har hjemme i Gascogne i Sydvestfrankrig. Omkring 10 druetyper er tilladt, men i praksis er det, ligesom cognac, hovedsageligt Ugni Blanc, Folle Blance og Colombard, basisvinen laves på; plus den meget lokale Baco: En hybrid mellem Folle Blanche og den amerikanske Noah, oprindeligt skabt til at være resistent mod vinlusen. Druerne høstes ret tidligt, med en potentiel alkoholprocent på 9-10, for at bevare en frisk syre.
Destillationen sker kun én gang i en lokal “pot-still” kaldet alambique, sammenligneligt med malt whisky, hvor cognac destilleres to gange. Derfor bliver flere af vinens smagselementer i destillatet, der får en mere rustik, stoflig karakter med en forunderlig frugtighed, selv i meget gamle versioner. Den lagres oftest et par år i delvist nye, toastede egefade og overføres så til ældre, neutrale fade i resten af lagringstiden, der kan være årtier.
Lagringsbetegnelserne ligner cognac’s: VS, VSOP, Napoléon, XO/Hors d’Age (begge 10 år), men armagnac fra én årgang er dens særkende. Armagnac vokser fantastisk i kompleksitet med mange år i egefadene, og de gamle er derfor selvskreven til markering af mærkedage.
Distriktet er delt i: Bas-Armagnac, der har mest lerblandet sandjord med et stort indhold af jern. Det regnes generelt for at give de bedste vine, og er størst. Tenarèze med mere kalksten i lerjord er næststørst og giver en mere fast struktureret drik, der kan have lidt mindre finesse. Haut-Armagnac længst mod øst er lille med mest kalksten i jorden. Der produceres ca 6 mill. flasker / år, hvor der laves ca. 25 gange så meget cognac.
Idéelt serveres armagnac ved stuetemperatur i et stort rundt glas – det giver både luft til drikken, så duften af alkohol forsvinder og åbner op for drikkens vidunderlige duft af frugt, blomster og brændte toner og krydderier, og samtidig bidrager det med en fantastisk visuel oplevelse pga. drikkens flotte mahogni-farve.
Som drik er armagnacs fordøjelsesdyder ubestridelige, men lad dig ikke begrænse af kun at nyde den efter en middag. Armagnac gør sig fortrinligt som akkompagnement til et ostebord eller desserter med mørk chokolade. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Castelfort siden starten af 1980’erne.
Familien Groult har produceret Calvados i 5 generationer. Huset laver både klassiske blends, som 3-, 8-, og 12-års Calvados – og X.O. blends. Jean-Roger Groult står for distilleriet i dag. Han er begyndt at eksperimentere med produktion af bl.a. Vintage og gourmet ciders.
Roger Groult har 27 hektar plantage plantet med mere end 6000 æbletræer. De har 15 hektar højstammede træer og 12 hektar lavstammede træer.
Huset anvender 30 varianter af æbler, hvoraf de 70% er bitre og bittersøde sorter, 20% er søde og 10% er syrlige æbler. Alle æbler sorteres med hånden og vaskes før de brygges. De brygger mellem 400 og 600 ton æbler hvert år. Gennemsnitsudbyttet er 650 liter cider pr. 1 ton æbler. Først brygger huset cider, der sidenhen destilleres. Huset bruger “Pot Stills” for dobbeltdestillering.
Efter destillering skal Calvados’en blendes og lagre. Lagringskælderen hos Roger Groult er fyldt med 400 tønder og fade af fransk eg, som kan rumme fra 100 liter op til 13.000 l. Husets klassiske blends lagrer ved brug af “perpetual” blending, også kendt som “solera” (fra Sherry-fremstilling), hvor ældre vin blandes med yngre. Hvert år tappes kun en vis del af hvert fad, som så fyldes op med yngre vin. Alderen på den Calvados, der til sidst står på flasken, som f.eks. 3-, 8-, eller 12-års, svarer til den yngste årgang i blendet.
Roger Groult flytter jævnligt Calvados fra tønde til tønde for at give brændevinen luft. Denne metode sammen med brugen af meget gamle tønder, der er lav i tannin, giver elegante og frugtige Calvados.
Hos Groult er æbletræerne indhegnet – for under træerne græsser også køer, som leverer gødning til træerne. Gamle æbletræer bruges til at fyre op for ilden til destillation i gamle alambics. Årligt laves blot 60.000 fl. fordelt på 8-10 æblebrændevine – og huset har lager til godt 25 års salg. Hver flaske er forsynet med fadnummer og tappemåned.
Calvados ligger i det nordvestlige Frankrig og består af tre appellationer: AOC Calvados, AOC Pays d’Auge Calvados og AOC Calvados Domfrontais, hvoraf Pays d’Auge anses for at være den bedste.
Den bedste Calvados kan, som Cognac og Armagnac, lagre i mange år.
Gastronomisk kan Calvados både nydes som digestif, og til f.eks. æblekage og frugttærter, samt til “Trou Normand” – “normannisk hul” for at rense smagen og gøre plads til mere mad mellem retterne i et tungt eller langt måltid. Calvados fremtræder også i nogle cocktails. Se f.eks. Vénérable Old Fashion med Roger Groult Vénérable.
Nyd den enten efter middagen eller i en cocktail. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Roger Groult siden 1984.
Brødrene Pascal og Laurent Cuisset overtog i 1984 vingården fra deres forældre, Léonce og Marcelle. Pascal havde arbejdet med eksklusive delikatesser, mens hans bror var vinuddannet, men de drømte om at lave vin sammen. Brødrene plantede flere marker og opbyggede eksportmarkederne, og domænet laver i dag 16 forskellige vine.
Château des Eyssards ligger sydvest for byen Bergerac, der har givet distriktet sit navn, på sydsiden af Dordognefloden i området Saussignac. De har i alt 60 ha. med Merlot, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Malbec, Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Sauvignon Gris, Chardonnay, Muscadelle og Sémillon, og der laves en bred palet af vine i alle farver – rød, hvid og rosé. Vinstokkene er plantet med en meget høj tæthed, 6000 stokke pr. ha., hvilket giver lavere udbytter og dermed mere koncentrerede druer.
Domænet er certificeret bæredygtigt, men selv om der overvejende arbejdes økologisk, er huset ikke certificeret, da de ikke ønsker at bindes ind i strenge regler. Pascals datter, Flavie, joinede familievingården i 2015 efter at have studeret ønologi, og i 2024 stødte hendes partner Benoit til. Laurent gik samtidig på pension, så næste generation er nu klar til at føre vingården videre, når den dag kommer.
Bergerac kunne måske kaldes det glemte Bordeaux, for rødvinene ligner meget St. Emilion i grundstil, og mange hvidvine kan sagtens interessere de, der holder af god Graves. Områdets ca. 12000 ha. ligger i blødt bakket terræn lige øst for Bordeaux, længere oppe ad Gironde floden. Der har været dyrket vin siden romertiden, og vinene har historisk været solgt som Bordeaux, før området blev afgrænset. Transporten ad floden var let, men vinene blev gerne nedprioriteret af de handlende i Bordeaux, som favoriserede deres egen vin.
De små 1200 dyrkere høster stort set de samme druesorter som i Bordeaux. Dog dyrkes også Loire-druen Chenin Blanc. Jordbunden er meget varierende, men er i store områder ler-, kalk-, grusblandinger, som meget ligner jorden i St. Emilion. Der er ikke mindre end 13 appellationer for røde-, hvide-, søde- og rosévine, hvilket ikke gør det lettere at udbrede kendskabet til vinene. Rødvinene har generelt ry for at være lidt rustikke og “landlige”, men der er store variationer i kvalitet og stilarter, og priserne for de bedre vine er ofte væsentligt lavere end tilsvarende fra de mere kendte områder hos den berømte nabo.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Château des Eyssards siden 2001.
Domaine Marc Colin & Fils er et topdomæne i Bourgogne, specielt kendt for deres førsteklasses hvidvine. I hvidvinene søger de efter renhed, elegance og længde, mens de fokuserer på friskhed, sprød frugt og silkebløde tanniner i de røde vine. Vinene kan synes lidt subtile i deres ungdom, men de har et enormt lagringspotentiale.
Domænets rødder går tilbage til 1970’erne, hvor Marc Colin som 26-årig overtog nogle parceller og grundlagde domænet. Marc gik på pension for mange år siden, og i mange år drev hans børn, Pierre-Yves, Joseph, Damien og Caroline vingården sammen. I 2005 grundlagde Pierre-Yves sit eget domæne, efterfulgt af Joseph, som startede for sig selv i 2016.
Så siden 2016 har Damien og Caroline stået i spidsen for domænet, der ligger i Saint-Aubin og har 12 hektar vinmarker i Côte de Beaune appellationer som Saint-Aubin, Chassagne-Montrachet, Puligny-Montrachet, Santenay og Pernand-Vergelesses. De har udvidet faciliteterne således, at de kan gå endnu mere detaljeret til værks i vinifikationen. Gamle fade er efterhånden blevet udskiftet med nye og mindre fade, og vinene fremstår mere rene, koncentrerede og ærlige end tidligere. Dette giver dem mulighed for at modne deres vine længere end hidtil. Vinene modner nu 18 måneder før aftapning – hhv. 12 måneder på fad og 6 med gærresterne i karret – hvilket er med til at styrke kvaliteten af vinene endnu mere.
Vinmarkerne dyrkes efter økologiske principper men er ikke certificerede. Domænet er åben for innovation men holder fast i en traditionel stil og stræber for eksempel efter optimal friskhed i hvidvinene og undgår det trædominerede Chardonnay-udtryk.
Marc Colins vine er meget eftertragtede, og de fleste findes i begrænsede mængder.
Vinene sælges som allokation. Kontakt din sælger for at høre mere.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Marc Colin siden 2002.
Den entusiastiske Emmanuel Darnaud fremstiller polerede, generøse vine på sin vingård i La Roche de Glun, der ligger på en halvø ved Rhône-floden. Han fokuserer på at vise hver parcels individuelle og unikke udtryk.
Emmanuel Darnaud startede som ung hos den velrenommerede Hermitage-dyrker Bernard Faurie, inden han startede for sig selv i 2001 med 1,5 hektar vinstokke Crozes-Hermitage lige syd for den lille by Tain l’Hermitage. År for år har ejendommen erhvervet nye jorder, og i dag har de nu 15 hektar i Crozes-Hermitage, der omfatter 21 parceller i Roche-de Glun lige syd for Tain l’Hermitage, Pont-de-l’Isere området hvor Rhône og Isère bifloden løber sammen, samt i Mercurol øst-sydøst for byen. Alle er præget af meget stenede gletcheraflejringer med højt mineralindhold.
I 2010 tilføjede vingården 1,7 ha i St. Joseph. Parcellen ligger ved Maures lige overfor Crozes-Hermitage, hvor jorden er granit. I januar 2021 kunne Emmanuel endelig overtage sin svigerfar, Bernard Faurie’s, 1,5 ha. mark i Hermitage (inkl. 0.20 ha. hvid Hermitage) på de to terroirs Bessards, hvor jordbunden er aflejringer fra gletsjere med små sten, og Greffieux, hvor jorden er granit.
Emmanuels omhyggelige arbejde i mark og kælder sikrede ham allerede fra starten i 2001 anerkendelse som en talentfuld producent blandt de store i regionen, og hans vine høster ofte stor ros i franske og internationale medier.
Vinifikationen er meget traditionel. Det, der sætter prikken over i’et, er den dybtgående forståelse for- og håndtering af druernes karakter i den konkrete årgang i samspil med vinifikationen. Også bevarelse af områdets grundkarakter er vigtig. I mange anmeldelser af Emmanuel Darnauds vine nævnes det særligt, at de, trods dyb frugtkarakter, har den friskhed og saftighed som viser, at det er Nordrhône.
Helt siden starten har Emmanuel gjort sig umage med at adskille produktionen fra hver jordparcel til vinfremstilling for at holde vægten på hvert terræns subtilitet og levende udtryk. Hans ideal er at finde en perfekt balance, hvilket kræver den største omhu under druehøsten. Jordene bearbejdes, og udbyttet er begrænset. Druerne plukkes manuelt og grupperes efter parcel. Høsten afstilkes delvist og lægges i gæringskar i 15-20 dage. Vinen bringes til en finish i træbeholdere, for det meste fade, men også trækar eller enorme egetræsfade kaldet “demi muids”.
Arbejdet på vingården udføres med miljøhensyn for øje. I 2023 blev markerne i Crozes-Hermitage og Saint-Joseph certigiceret økologisk, og i 2024 blev Hermitage markstykkerne certificeret økologisk.
Allerede i 2014 udtalte Robert Parker: “He’s certainly one of the superstars of Crozes Hermitage… If you haven’t yet heard of this estate, now is prime time to fix that!”
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Emmanuel Darnaud siden 2006.
En Sancerre producent med konstant højt og stabilt kvalitetsniveau.
Hubert Brochard er en traditionsrig familieproducent i landsbyen Chavignol, vest for Sancerre by. Hubert’s søn Henri og ægtefælle Therèse styrede domænet gennem anden halvdel af 1900-tallet og købte mere jord til, så familien har 62 ha. i alt fordelt på otte kommuner i Sancerre, Pouilly Fumé og nogle ha. Vdp Val de Loire. Kælderen, der blev helt fornyet i 1992, har 15 forsænkede tanke, 30 temperaturstyrede ståltanke og 50 egefade på 228, 400 og 600 l. foruden enkelte 600 l. akaciefade.
I juli 2022 kom Hubert Brochard under Crémant de Loire-specialisten, Langlois, der er ejet af Bollinger-familien, og det har åbnet et nyt kapitel for Hubert Brochard baseret på visionen: “Der findes ikke bare én Sancerre men forskellige Sancerre-vine.” Dette skal demonstreres ved at fremstille unikke vine baseret på de mange forskellige terroirs, der findes i Sancerre, og gennem de mange års know-how, der er gået i arv fra generation til generation. Brochard-teamet styres fremadrettet af Rodrigo Zamorano med det præcise mål at vise de mange forskellige unikke terroirs, der findes i Sancerre, som ler, kalk, mergel og flint. Med Langlois samarbejdet har Brochards vine fået en endnu friskere og mineralsk stil.
Man arbejder efter miljøkodeks “HVE / Haut Valeur Environnementale”. Der bruges kun naturgødning efter observeret behov og let pløjning for ukrudt mellem rækkerne. Man skal bl.a. handle med respekt for biodiversitet i markerne, reducere energi- og vandforbrug samt sortere og minimere affald.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Hubert Brochard siden 2000.
Robert Parker siger bl.a. om Pierre Amadieu: “Readers looking for solid value, as well as good typicity, from the Southern Rhône should check out the releases from Pierre Amadieu… they always deliver plenty of pleasure and are reasonably priced.”
Pierre Amadieu holder til i Gigondas og er et stort navn her. Siden 1929 og gennem tre generationer har de opbygget det største domæne i Gigondas med 137 ha. Intet er sparet, selv i de små detaljer. Udbyttet holdes nede for at give ekstra koncentration til de tilbagesiddende druer. Der kunstvandes ikke, der tyndes ud i bladene, høstes i hånden, og druerne sorteres med omhu.
Gennem hele vinifieringsprocessen lægger Pierre Amadieu vægt på at opnå den perfekte balance mellem druer og de specifikke terroirs, de har vokset i, når de laver den endelige vin. Huset har gennem mange år lagt vægt på de miljø-fokuserede principper med respekt for naturen og det, den giver os, og fra 2023-høsten er alle Pierre Amadieus vine fra appellationen Gigondas certificeret økologisk.
Gigondas ligger op mod bjergryggen Dentelles de Montmirail, som begrænser mængden af sol på markerne om morgenen og dermed forlænger modningstiden af Grenachdruen. Det giver mere syre og friskhed til druen.
Appellationen Gigondas er en af Rhône-dalens Cru’er – dvs. hvor byens navn står på etiketten i stedet for, eksempelvis, blot Côtes du Rhône. Byen blev et ”Cru” på lige fod med Châteauneuf-du-Pape allerede i 1971, og 2. generation med Jean-Pierre i spidsen kunne tage en stor del af æren for dette. I dag ledes huset af 3. generation, Pierre, som også er præsident for alle vingårdene i området. Hans ambition er at skabe klassisk Gigondas, som har mineralitet såvel som kraft: ”I want elegant wines endowed with a good freshness and a pleasant fruity taste respecting familial tradition and appellations’ typicity.”
Med årene er huset også begyndt at lave vin fra andre Rhônedistrikter som Vacqueyras, Vinsobres, Châteauneuf-du-Pape og almindelig Côtes du Rhône. Med disse vine er Pierre Amadieu kommet i mål med ønsket om at kunne tilbyde et bredt sortiment af vine i klassisk stil fra en stor del af Rhône.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Pierre Amadieu siden 1986.