Krohn blev grundlagt i 1865 af norske Theodor Wiese, der havde solgt klipfisk til portugiserne, og hans fætter Dankert Krohn, som Theodor lokkede med til Porto. Wiese tog i 1875 tilbage til Norge og solgte portvin fra Krohn i Portugal til stadig flere nordeuropæiske markeder. Dankert Krohn døde i Portugal i 1906, og herfra overtog hans enke og to døtre virksomheden. En årrække senere kom Edmundo Carneiro ind i firmaet, og i 30’erne overtog han alle aktier. Edmundo var portugiser og havde arbejdet for Krohn som exportchef i 11 år. Krohn forblev i familien Carneiros eje gennem 3 generationer indtil Flatgate Partnership (med Taylot, Croft, Fonseca) overtog i 2013. Heldigvis opererer Krohn stadig som en selvstændig producent med sin egen identitet.

Carneiro-familien kan tage en stor del af æren for at Krohn i dag anses som værende en af de førende producenter af portvin. Huset har været mest kendt for deres tawny vine i særklasse, men de har også produceret vintage port i små mængder siden 1927.

Krohn’s vingård “Quinta do Retiro Novo” er er klassificeret som en ”A” vingård i Portugals officielle kvalitetsklassifikationssystem, hvilket er det bedste, man kan opnå. Den ligger i den øvre del af Dourodalen ved Floden Rio Torto, “den snoede flod”, der løber ud i Douro sydfra. Den består af ret stejle terrasser med mager jord, domineret af skifer og hovedsageligt beplantet med de traditionelle druer Touriga National, Touriga Francesa, Tinta Barroca og Tinta Roriz. Det er kvaliteten, der omhandler bl.a. jordbund, druetyper, alder på vinstokke og plantningstæthed, der er med til at klassificere den som “A”.

Vinen – både rød og hvid port – laves på stedet, så man undgår den lange transport til Vila Nova de Gaia ved flodens udløb, der var nødvendig før i tiden og ikke god for druemosten, især under meget varme forhold. Vinifikationen er meget vigtig for vinens tilblivelse, og hos Krohn kombinerer man gamle traditioner med moderne teknologi. Det vil sige at man både bruger gamle åbne cementtanke, kaldet “lagares”, hvor man fodtræder druerne til de bedste vine, men også moderne åbne ståltanke, hvor de menneskelige fødder er erstattet af mekaniske metoder. Efter gæring lagres vinen i mange år i brugte træfade, som er plomberet. Vinene tappes direkte fra fadet uden hverken klaring eller filtrering

Krohn har bl.a. været leverandør til senatet i Portugals parlament med portvinen ”Porto Senador”, der oprindeligt blev tappet eksklusivt til senatorerne, men som i mange år har været til salg til alle, der elsker en fyldig portvin med behersket sødme og fantastisk duft. Denne vin har nu skiftet navn og hedder blot Krohn Tawny Port.