Marchand-Tawse er resultatet af et atypisk makkerpar, forenet ved deres fascination af Bourgogne: Pascal Marchand er oprindeligt sømand fra den fransktalende provins Quebec i Canada. Han havde, da han begyndte for sig selv, gennem 15 år skabt sig et navn i Bourgogne ved at arbejde for respekterede domæner som Comte Armand og La Vaugeraie, samt Pinot Noir-projekter i Vestaustralien.
Moray Tawse, finansmand og vingårdsejer i Ontario i Canada, gav Pascal den økonomiske mulighed. Han havde Bourgogne som forbillede i sin vinproduktion og fik fra 2006 Pascal Marchand som konsulent. De gik all-in, fik en vinkælder i Nuits Saint Georges og har nyindrettet en kælder i Beaune, specielt til hvidvine. I et interview med “Bourgogne Aujourd’hui” blev han spurgt, om det er en rentabel investering, han har gjort. “Nej, det er en sentimental investering. Jeg har investeret her for at prøve at give mit beskedne bidrag til historien i det, jeg betragter som den største vinregion i verden…”.
Projektet har fra starten været tænkt biodynamisk, men uden certificering, da der bruges mange druer fra marker ejet af andre dyrkere, selv om bio-standarder for markarbejdet overholdes . Månekalenderen følges i alle processer, og brugen af svovl er minimal. Der plukkes i små 17 kg. kasser, så druerne ikke presser hinanden i stykker. Der bruges kun naturlig gær og lange macerationstider før presning for at udtrække smagsstofferne så blidt som muligt. En meget tidkrævende vertikalpresse bruges til små cuvéer og en pneumatisk til de større. Gæringskarrene er åbne og af træ, som Pascal Marchand holder af pga. deres store træghed overfor temperaturændringer. Egefadene er fra fire forskellige skove og kun let toastede. Nye fade bruges fra 10 – 100% afhængigt af vinen og årgangen. Klaring bruges ikke, og filtrering meget sjældent. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Marchand-Tawse siden 2018.
Seks generationer Confuron har haft jord under neglene i Côte de Nuits, de sidste tre med dette domæne, som blev skabt af farfar til Edouard, der i disse år er ved at overtage ansvaret og tegne vinenes stil. Hans far Francois og frue Claudine Gindre har sat deres efternavne på etiketterne fra 1989. Udover Francois’ marker i Vosne-Romanée og Nuits-Saint-Georges har Claudine Gindre tilført arealer i Gevrey-Chambertin og Bourgogne AOP, så det samlede markareal nu er ca. 13 ha. Domænet har hjemme i Vosne-Romanée på grænsen til Nuits-Saint-Georges.
Francois har i årevis været inspireret af biodynamien og er certificeret med “Agriculture raisonnée” for sin produktion. Den grundlæggende opfattelse er, at arbejdet i marken og sikring af vinstokkenes trivsel og naturlige modstandskraft mod sygdomme er næsten vigtigere end vinifikationen. Profylaktiske metoder, som han kalder det. Det handler bl.a. om omsorg for det mikrobiologiske liv i jorden, ingen kemiske sprøjtemidler samt rigtig beskæring og udtynding under hensyn til månekalenderen.
Sønne Edouard kom tilbage “til rødderne” fra et vinprojekt i Sydafrika i 2015. Fra 2016-årgangen har han arbejdet ved siden af sin far, og han har stille og roligt implementerer sine ideer til yderligere forbedring af vinene. Hans ledestjerner er maksimal klarhed i frugten og størst muligt præg af netop det “lieu dit”/konkrete markområde, druerne har vokset på. Det indbefatter delvis brug af hele klaser i gæringen, mere begrænset “pigeage”/nedtrykning af faststofferne i mosten før- og under gæringen for at mindske overførsel af grønne tanniner til vinen, og en reduceret brug af nye egefade. For yderligere at bringe terroir-præget i vinene i front vil de 2,37 ha. i Vosne-Romanée, som ligger forskellige steder i kommunen, i de kommende årgange blive opdelt i mindre partier vine, der afspejler deres helt konkrete voksested. På xlburgundy’s producentoversigt er domænet, som få andre, mærket med “Valeur sûre” / et sikkert valg.
Sideløbende med at føre vinene videre under Confuron-Gindre-navnet, hvor Edouard sætter sit præg på domænets vinene, har Edouard startet en serie af vine under eget navn, Domaine Edouard Confuron, også i Vosne og ved at bruge nogle af vinmarkerne fra familiens ejendom. Under sit eget navn er han fri til at følge sin vision og lave de vine, han selv kan lide, uden begrænsninger. Han begyndte i 2021. Det var ikke det nemmeste år, men det var en spændende begyndelse, der viser interessante vine. Produktionen er stadig meget begrænset.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Confuron-Gindre siden 2018.
Pierre Meurgey er 4. generation af en passioneret vinfamilie fra Bourgogne. Han har lavet vin under eget navn siden 1990, mens han sideløbende har hjulpet til hos Clos de la Chapelle i Volnay.
Fra 2013 har han startet en ny produktion af hvidvine under navnet Meurgey-Croses i Mâconnais, hvor hans mor er født, og deres familiehus ligger. Disse vine afspejler vigtigheden af terroir, som han prøver at udtrykke i alle sine vine. Druerne kommer fra familiens naboer, som de har kendt i årtier, men altid kun fra én vindyrker pr. appellation han producerer. Det sikrer, at han kan styre timingen af høsten og transporten til det moderne vineri i Mâcon.
De røde vine, som han laver under navnet Pierre Meurgey, kommer fra Pommard, Vosne-Romanée samt Côte de Nuits-Villages. Disse vinificeres med respekt for hvert terroir i hans kælder under Château de Bligny-les-Beaune.
Bouchard Père et Fils blev stiftet i 1731 og er en af Bourgognes ældste vinproducenter. Den første vinmark blev købt i 1775 af Joseph Bouchard. I dag er Bouchard Père & Fils den største vinmarkejer i Côte d’Or, hvilket betyder, at huset blandt andet råder over 12 hektar Grand Cru-, samt 74 hektar Premier Cru marker.
I 1995 købte Joseph Henriot Bouchard Père & Fils. Han lagde massive ressourcer i at renovere huset fuldstændigt. Vineriet ligger i Savigny-lès-Beaune og er en 3-etagers underjordisk bygning, hvor tyngdekraften sørger for at transportere vinen igennem de forskellige processer i vinifikationen. Der er over 100 gæringskar og en lagringskælder med plads til 4000 egefade næsten 10 m. under jorden – kort og godt et topmoderne vineri, hvor husets mange vine hver især kan udvikle sig og udtrykke det unikke terroir, de kommer fra.
Artémis Domaines, der ejer en portefølje af nøje udvalgte eksklusive vinproducenter, overtog i 2022 Henriot-gruppen og dermed Bouchard Père & Fils. Samtidig traf de en markant beslutning om at stoppe produktionen af negociantvin, hvilket reducerede deres årlige produktion fra 2 mio. flasker til 600.000-700.000 flasker. Dette var et vigtigt skridt i deres bestræbelser på at positionere sig som en af de førende producenter i Côte de Beaune. Frédéric Weber fortsætter som Chefvinmager med Christophe Bouchard som højre hånd med ansvar for markarbejdet.
Husets adelsmærke er, at man – trods det store udvalg – formår at få hver vin til at udtrykke sin særlige oprindelse og karakter på alle niveauer.
Bouchard Père & Fils har til huse i Château de Beaune – det gamle kongeslot i Beaune by bygget i det 15. århundrede af Konge Louis XI. Under slottet ligger lagringskældre, hvilket giver ideelle naturlige opbevaringsforhold for Bouchard Père & Fils fine vine. Vinene ligger på op til 10 meters dybde og udvikler sig og ældes uforstyrret. Her er bl.a. en unik samling på over 2.000 flasker fra det 19. århundrede. En uvurderlig historisk arv med, som ikon, den ældste vin – en Meursault Charmes 1846, der stadig bevarer sin glans. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Bouchard Père & Fils siden 2006.
Armand Rousseau er en legendarisk Bourgogneproducent, der laver vine fra absolut øverste hylde, som sælges ekstremt allokeret – kun til udvalgte få.
Kvalitetsmæssigt sammenlignes Rousseau med bl.a. Romanée-Conti og Leflaive, og år efter år fremstiller huset fuldkomne og komplette vine, som er med til at give Bourgogne det eftertragtede ry, som mange mennesker higer efter, og mange Pinot Noir producenter verden over stilmæssigt drømmer om at efterligne.
Rousseau har 15,3 hektar egen jord i bl.a. Le Chambertin, Chambertin-Clos de Bèze, Mazy-Chambertin, Clos Saint-Jacques, En Champs og Lavaux St-Jacques mv. – alle i Gevrey-Chambertin, samt Grand Cru Clos de la Roche i Morey-St. Denis.
Vinstokkene er gamle og udbyttet meget lille for at sikre så stor koncentration til druerne som muligt. I alle led af vinfremstillingen gås der minutiøst til værks. Der tyndes meget ud i druerne, vinstokke udskiftes løbende for at bibeholde den høje gennemsnitsalder, og efter høst sorteres druerne strengt. Vinene lagrer 18 måneder ført de tappes, og de frigives til salg, når de er 2 år gamle.
Domænet blev grundlagt af Armand Rousseau, der som 18-årig i begyndelsen af 1900-tallet arvede forskellige parceller i Gevrey-Chambertin. Gennem sit giftermål fik han flere vinmarker foruden det sted, hvor domænet ligger i dag. Først solgte han sin vin i bulk, men senere besluttede han sig for at flaske sine bedste vine selv, og med hjælp fra Raymond Badouin, grundlægger af magasinet Revue des Vins de France, fik han hurtigt en kundekreds blandt restauranter og private. Sønnen Charles overtog vingården i 1959, efter Armands død. Han fortsatte med at udvikle domænet, bl.a. ved at øge eksporten til mange lande verden over.
I 1982 begyndte Charles’ søn, Eric, at arbejde på domænet. Han har bl.a. introduceret flere økologiske principper til arbejdet. Nu har han travlt med at overdrage stafetten og al sin viden til datteren Cyrielle, der begyndte at arbejde side om side med Eric i 2014. Familiens værdier og høje arbejdsmoral føres videre fra en generation til næste; værdier som fornøjelse, præcision, kærlighed til vinstokkene og nydelse. Rousseau-familien er stolte af deres kendetegnende Bourgogne vine. Familien holder fast i enkeltheden i arbejdet og ønsket om at lave fantastiske store vine, hvor man kan nyde slutproduktet.
J’aime le Pinot – C’est la faute a Rousseau (Jeg elsker Pinot – og det er Rousseaus skyld).
Gevrey-Chambertin i den nordlige del af Côte de Nuits er kommunen med den højeste koncentration af Grand Cru marker, hvis legendariske Chambertin og Chambertin-Clos-de-Bèze vine blev nydt af Napoleon. Vinene herfra er meget efterspurgte grundet deres kombination af råstyrke og blødhed.
Vinen vokser i ca. 220 – 380 m.s højde. Grand Cru markerne ligger i et bælte på midtskråningen syd for byen med de fleste Premier Cru’er lige under og nord for, tæt på byen. Med et vinareal på 435 ha., udover Grand Cru’erne, er produktionen relativ stor, men efterspørgslen altid større! Navnet “Chambertin” har været brugt siden 1200-tallet og indgår i alle ni Grand Cru navne.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Armand Rousseau siden 1999.
Vinene sælges som allokation. Kontakt din sælger for at høre mere.
Domaine Marc Colin & Fils er et topdomæne i Bourgogne, specielt kendt for deres førsteklasses hvidvine. I hvidvinene søger de efter renhed, elegance og længde, mens de fokuserer på friskhed, sprød frugt og silkebløde tanniner i de røde vine. Vinene kan synes lidt subtile i deres ungdom, men de har et enormt lagringspotentiale.
Domænets rødder går tilbage til 1970’erne, hvor Marc Colin som 26-årig overtog nogle parceller og grundlagde domænet. Marc gik på pension for mange år siden, og i mange år drev hans børn, Pierre-Yves, Joseph, Damien og Caroline vingården sammen. I 2005 grundlagde Pierre-Yves sit eget domæne, efterfulgt af Joseph, som startede for sig selv i 2016.
Så siden 2016 har Damien og Caroline stået i spidsen for domænet, der ligger i Saint-Aubin og har 12 hektar vinmarker i Côte de Beaune appellationer som Saint-Aubin, Chassagne-Montrachet, Puligny-Montrachet, Santenay og Pernand-Vergelesses. De har udvidet faciliteterne således, at de kan gå endnu mere detaljeret til værks i vinifikationen. Gamle fade er efterhånden blevet udskiftet med nye og mindre fade, og vinene fremstår mere rene, koncentrerede og ærlige end tidligere. Dette giver dem mulighed for at modne deres vine længere end hidtil. Vinene modner nu 18 måneder før aftapning – hhv. 12 måneder på fad og 6 med gærresterne i karret – hvilket er med til at styrke kvaliteten af vinene endnu mere.
Vinmarkerne dyrkes efter økologiske principper men er ikke certificerede. Domænet er åben for innovation men holder fast i en traditionel stil og stræber for eksempel efter optimal friskhed i hvidvinene og undgår det trædominerede Chardonnay-udtryk.
Marc Colins vine er meget eftertragtede, og de fleste findes i begrænsede mængder.
Vinene sælges som allokation. Kontakt din sælger for at høre mere.
Erik Sørensen Vin har arbejdet med Marc Colin siden 2002.