Henry Fuchs er et lille domæne fra 1922 i historiske Ribeauvillé med i alt 10,5 ha., inklusive parceller i Bergheim og Hunawihr. Paul Fuchs og børn leverer vine af høj kvalitet, der forener ren økologi (certificeret 2011) med begavet håndværk. De lægger vægt på skånsomt markarbejde, hvor jordens mikrobiologiske liv generes så lidt som muligt.

F.eks. er der naturligt ukrudt som bunddække mellem vinstokkene, som slås og ikke pløjes. Kemisk gødning og ukrudtsmidler bruges ikke. Henry Fuchs holder udbyttet af druer nede for at give de resterende druer ekstra kraft. Vinstokkenes rødder tvinges til at søge dybt ned i jorden for at få den nødvendige næring, som ikke er tilgængelig i det øverste lag jord, og dette er med til at give vinene deres mineralske karakter. Der høstes i hånden, druerne presses meget blidt før gæringen, og brug af svovl minimeres.

Husets stil er rendyrket, elegante vine, der er meget tilgængelige, og de reflekterer druernes sande udtryk med en tydelig Alsace profil.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Domaine Zind-Humbrecht siden 1985. Domænet i Alsace er internationalt kendt for at fremstille sublime vine af tårnhøj kvalitet med nærmest fabelagtige udviklingsmuligheder.

I 1992 blev et helt nyt vineri bygget midt i markerne i Turckheim, og alle Zind-Humbrechts vine har været biodynamisk certificerede siden 2002. Ligesom med økologiske vine må der ikke anvendes sprøjtegifte eller andre kemikalier på mark og i kælder. Herudover er der ifølge den biodynamiske tankegang balance i samspillet mellem marker, menneske og kosmos, og vinbonden tager bl.a. hensyn til månens position i forhold til markarbejde, gødning og høst.

Huset medOlivier Humbrecht er ejer og vinmager af domænet. Han er én af de lidt over 400 uddannede mennesker i verden, der kan kalde sig “Master of Wine”. Vejen til at skabe de store vine blev lagt allerede i 1960’erne og 70’erne, hvor det lykkedes Oliviers far, Léonard Humbrecht at købe nogle af Alsace’ bedste parceller på de meget stejle skråninger, efter de var blevet efterladt af bønder, der søgte mod fladere områder.

Léonards familie har lavet vin i området siden 1620, og “Zind” er moderens navn, som blev tilføjet ved ægteskab og sammenlægning af de to familiers marker i 1959. Vindyrkningen går i arv fra generation til generation. Olivier Humbrecht overtog vingården i 1989, og han er nu ved at oplære næste generation i vinmageriets kunst. Oliviers søn, Pierre-Emile arbejder nu side om side med sin far på domænet, og han har allerede lavet sin første vin, Riesling Gr. Cru Sommerberg.

Domænet har nu godt 40 ha. spredt på talrige lokationer fra Turckheim til Rangen helt mod syd i Alsace. Adskillige er Grand Cru, men mange vine fra andre marker har lige så høj kvalitet. I følge Olivier kan store vine kun komme fra vinstokke, som vokser i en god levende jordbund, der er dyrket korrekt, hvor rødderne kan optage næring og mineralitet. Her spiller den biodynamiske tankegang en vigtig rolle. Mineralitet i vin er alfa og omega, da den har stor indflydelse på smagen, vinens længde og struktur, mener Olivier.

“Mineralitet er et formidabelt tegn på kvalitet, den giver vinen sin unikke karakter, og mineralitet får også ens mundvand til at løbe og giver ultimativt lyst til et glas mere” udtaler Olivier.

Hos Zind-Humbrecht får gæringen lov at vare længe (et år er reglen snarere end undtagelsen), og vinen lagrer “sur lie” indtil tapning uden hverken klaring eller filtrering. Længden af gæringen bestemmes af vinen, ikke domænet; i biodynamisk fremstilling finder vinen en naturlig balance.

På alle Zind-Humbrechts vine finder du en såkaldt indice-skala, som inddeler vinene i en tørheds-/sødmeskala fra 1-5, hvor 1 er tørrest og 5 sødest.

Zind-Humbrecht’s “indice”system er en konsekvens af Olivier princip om, at vinen “laver sig selv”, når først druerne er høstet, sorteret og gæringen begyndt. Han bruger kun den naturlige gær, der sidder på druerne, så gærens måde at virke på kan variere i samspillet mellem de enkelte markers vejrprofiler, druesorter, sukkerniveauet i det konkrete år og de forskellige syretyper, der indgår i processen. Resultatet er, at nogle vine i nogle år gærer i 2 måneder, andre i op til et år. Nogle gærer ud / til meget lavt restsukkerniveau, andre stopper med forskellige grader af restsødme. Da Olivier oplevede, at selv hans kone havde svært ved at finde en passende vin i kælderen, indså han, at kunderne måtte have samme problem med den mængde forskellige vine, han laver. Fra årgang 2000 har alle vine i et af de nederste hjørner på etiketten et indice nr. fra 1 -5. Undtaget er VT / Vendange Tardive / sent høstede eller SGN / Selection Grains Nobles / udvalgte skrumpede druer, hvor restsødme er givet.

Indice 1 er helt tør; 4 og 5 har meget følelig restsødme og er mest til kraftige oste, desserter og et sublimt glas for sig selv. De vedbliver at være søde i hele deres meget lange levetid; mest tydeligt for indice 5. Ud fra 30 års erfaring med hans vine kan man sige, at indice 2 generelt vil have en lille rundhed, når de er unge; mindst følelig for Riesling. Med Indice 3 kan sødme i den yngre vin fornemmes men dominerer den ikke. For indice 2 og 3 vil sødmen normalt integreres i vinen ved lagring og blive mindre mærkbar.

Kreydenweiss kaldes i Gastro ”Den oversete ekstremterrorist”, mens ansete Tim Atkin kalder domænet “et af Alsace’s mest undervurderede”. Le Classement har dog opdaget domænet “Perfektionisten i Alsace”. Biodynamisk vin i særklasse!

Landsbyen Andlau ligger i bjergene bag Dambach og er bygget op omkring benediktiner-kloster fra 800-tallet. Kreydenweiss passede vinstokke for munkene, men fik efter revolutionen deres eget domæne.

Marc var pioner for biodynamisk drift i Alsace og et forbillede for mange biodynamikere i dag. Sønnen Antoine overtog ledelsen i 1999, hvor Marc rykkede til domænet i Rhône. Vinene er bestemt ikke blevet ringere under Antoine.

Metoderne er strengt biodynamiske med med minimum eller ingen svovl i vinene. Udbyttet fra vinstokkene er under det halve af gennemsnittet i Alsace. Antoine leverer vine med længde og dybde samt en markant aroma og elegance. Vinen får næsten mere karakter fra jorden end fra druesorten. Det ses på etiketten, hvor navnet på druesorten i reglen står med små bogstaver på bagetiketten -i front er navn på vinbjerg og domæne!

Kenderne er begejstrede, 2 stjerner af tre fra le Classement i Revue du Vin. Etiketten skifter hvert år, hvor en ny kunstner har tegnet etiketten. Salget er allokeret.