Fint krydret Pinot Noir. Med druer både fra det nordligste- og sydligste Côte de Nuits, er dette en vin, der balancerer mellem den mere kroprige nordlige stil og den saftige, runde sydlige. Fin til grillet kød, ikke for stærke sammenkogte retter og vildtfugle.
De nordlige druer kommer fra Fixin og dele af Brochon, der ikke har ret til at være Gevrey-Chambertin. De sydlige er fra Premaux-Prissey, Comblancien og Corgoloin kommuner tæt på Côtes de Beaune. Druerne udblødes og gærer i 12-15 dage, hvorefter al vinen lagrer i egefade,20-30% nye fade, i 8-10 mdr.
2015 er samlet set en sjældent uproblematisk årgang. Blomstring først i juni. Meget varme nætter i en måned fra slutningen af juni fik mange af de nye druer til at falde af, så det potentielle udbytte på varme lokationer blev reduceret. Temperaturerne og meget begrænset nedbør i vækstsæsonen holdt druerne små og tykskallede. Høsten af sunde, modne druer begyndte allerede de sidste dage af august mange steder. Vinene er generelt rige og kraftige efter Bourgognestandard med høj lækkerifaktor. De ret tykke drueskind, varmen sørgede for, giver god tanninstruktur til lagring, mens den elegante frugtsyre i en del vine er mindre fremtrædende end i naboårgangene.
Bouchard Père et Fils blev stiftet i 1731 og er en af Bourgognes ældste vinproducenter. Den første vinmark blev købt i 1775 af Joseph Bouchard. I dag er Bouchard Père & Fils den største vinmarkejer i Côte d'Or, hvilket betyder, at huset blandt andet råder over 12 hektar Grand Cru-, samt 74 hektar Premier Cru marker.
I 1995 købte Joseph Henriot Bouchard Père & Fils. Han lagde massive ressourcer i at renovere huset fuldstændigt. Vineriet ligger i Savigny-lès-Beaune og er en 3-etagers underjordisk bygning, hvor tyngdekraften sørger for at transportere vinen igennem de forskellige processer i vinifikationen. Der er over 100 gæringskar og en lagringskælder med plads til 4000 egefade næsten 10 m. under jorden – kort og godt et topmoderne vineri, hvor husets mange vine hver især kan udvikle sig og udtrykke det unikke terroir, de kommer fra.
Artémis Domaines, der ejer en portefølje af nøje udvalgte eksklusive vinproducenter, overtog i 2022 Henriot-gruppen og dermed Bouchard Père & Fils. Frédéric Weber fortsætter som Chefvinmager med Christophe Bouchard som højre hånd med ansvar for markarbejdet.
Husets adelsmærke er, at man - trods det store udvalg - formår at få hver vin til at udtrykke sin særlige oprindelse og karakter på alle niveauer.