En af domænets mest kendte -og mest sjældne vine. Flot fokuseret frugt med høj intensitet; lidt røg samt citrus, flint og stenmel. Clos Rebberg er blot 0,85 hektar -heraf 0,45 ha Riesling- på skråning med blå skifer, en helt ekstrem 80% hældning og vinstokke fra 90'erne. Topvin med stort lagringspotentiale. Munke har møjsommeligt skabt 20 terrasser, som hæver sig 70 meter over vejen. Marken ligger sydøstvendt over Kastelberg Grand Cru på samme blå skifer. Den ældste undergrund i Alsace: 500 mill. år.
Marc Kreydenweiss var pioner for biodynamisk drift i Frankrig, og sønnen Antoine har videreført projektet fra 2007: lave høstudbytter, minimum intervention, kun naturlig gær og lang skindkontakt før tapning direkte fra fadene.
Jorden varierer meget mellem lokationerne; karakteristisk for et foldebjerglandskab som Alsace. Målet er jordbundens størst mulige aftryk på vinen i samspil med druesorterne. Hovedparten af de 13,5 ha. marker ligger indenfor 10 km. fra kælderen i Andlau, ca. midt mellem Colmar og Strasbourg.
Kan man tale om fællestræk ved vinene, må det være ekstrem renhed og udtalt mineralitet. Mange med fine udviklingsmuligheder, de bedste også på den lange bane. Men det er ikke mainstream vine. Efter besøg og smagning i 2016 skrev Rene Langdahl i Gastro 2016: "Marc og Antoine Kreydenweiss forvandler stene til vin, nærmest bogstaveligt talt. Og vores vinskribent er rystet efter smagningen. Rystet på den gode måde, altså!" ..." Vinene er ikke for Alsaceklassicister, men mere for søgende, opdagelsesrejsende, modige vinmennesker... Hvordan gør han det?"
"Perfektionisten", kaldes domænet af le Classement du Revue du Vin (** af 3); "den oversete ekstremterroirist" (jordbundsfanatiker) af Gastro's René Langdahl.
I 2015 gav for høj temperatur under blomstringen noget coulure / blomsterfald, men frugtsætningen var som gennemsnit i nærheden af normal. Solide regnmængder i maj og første del af juni viste sig senere at være en fordel, da intens sol og varme uden en dråbe i halvanden måned medførte brændte druer og svedne blade på udsatte steder og druer, der ikke tog på i vægt. Trods tørken var meldugangreb udbredte. Nogen regn senere var kærkommen men ujævnt fordelt. Den genstartede dog væksten og en hurtig veraison / farveskifte. Generelt var druerne fysiologisk fuldt modne i begyndelsen af september og kunne høstes i fint vejr, med lidt stress en del steder, da regn blev varslet og kom d. 16/9. Der kom fint vejr igen efter regnen, så ikke høstede druer kunne oparbejde mere sukker, men med risiko for faldende syreniveau.