Producenter Arkiv - Side 6 af 7 - Erik Sørensen Vin

Olivier Rivíère leverer små mængder vin, som skiller sig ud. Ikke kun i etiket, men især i smag. Vinene er tæt på kult…

Olivier er dog ikke spansk – som andre, der har været med til at ændre spansk vin (listen omfatter bl.a. Domecq, Pingus og Vega Sicilia). Han kom til verden i Cognac og fik en grad som vinmager i Saint Émilion.

Han blev “udlært” i Bourgogne hos Leroy og naturvinmager i Saint Romain. Han blev overbevist økologist og kom til Spanien i 2004 som konsulent for Telmo Rodriguez i Ribera del Duero. Han blev dog træt af at lave vin for andre og lavede sin første “egen” vin i 2006, 6000 flasker fra 1,2 hektar lejet i Rioja Alavesa.

I 2009 købte han sine første vinstokke -i Arlanza, et ekstremt lovende område ved siden af Ribera del Duero. Hans filosofi er enkel:

“Jeg arbejder med økologiske eller biodynamiske metoder, som for mig er den eneste måde at få et områdes sande “terroir” frem. Men ikke “naturvin”. For mig er ingen vin er naturlig. Hvis du ikke hjælper vinen på vej, leverer druerne eddike! Vinen skal hjælpes på vej med gæring, maceration osv. Stor vin er et resultat af et samarbejde med mennesket ! Mange vil nok kalde mig en naturvinmager. Men alt for ofte et naturvin en undskyldning for at sælge en dårlig vin med fejl”, siger Olivier.

I stedet bruges lavt udbytte og masser af arbejde for at få det bedste ud af druerne. “He is a breath of fresh air for Rioja” -Parker.

Domaine de Mourchon havde 17 ha. med gamle vinstokke men ingen vinifikationsanlæg, da skotske Walter McKinlay købte det i 1998. Det fik han hurtigt bygget i to etager under ejendommen og 7 ha. flere marker blev tilkøbt. Med tiden har domænet erhvervet flere marker, så arealet nu er 35 ha.

Mourchon ligger i en højtliggende dal i bjergmassivet bag Séguret i retning mod Mont Ventoux. Markerne er placeret i tre områder i hhv. 270, 320 og 350 m.s højde, hvilket giver ret kølige nætter, selv i de varme perioder, hvilket er vigtigt for at få et afbalanceret syreindhold i druerne. Jordbunden er varierede blandinger af kalk, mergel og ler, der har en god evne til at holde på vandet i undergrunden i tørkeperioder.

Domænet drives i dag af McKinlays datter Kate sammen med den dygtige vinmager Sébastian Magnouac, der har været med næsten fra starten. Vingården bruger ingen kemi i markerne, pløjer mod ukrudt og gøder med komposteret druekvas fra sidste års produktion – og fra 2020 årgangen er domænet økologisk certificeret.

Familiens første vin blev kaldt Tradition, og den er stadig i dag domænets bestseller. I Séguret har domænet marker beplantet med Grenache, Syrah og Carignan. Der laves otte forskellige vine, herunder også hvid- og rosévin samt rødvin fra Châteauneuf-du-Pape. Rødvinene få maceration med drueskallerne i ca. tre uger, hvor farve og tanniner trækker ud i vinen. Efter gæringen bliver vinene lagret – for størstedelens vedkommende i cementtanke, mens vinen fra de ældste parceller får lidt tid på franske egetræsfade. Her kan vinen ånde, mens den ældes, så tanninerne bliver blødere og mere behagelige.

Séguret, der er på listen over mest pittoreske landsbyer i Frankrig, er en af Rhône-Villages kommunerne, der har en særlig ret til at sætte kommunenavnet på etiketten som tegn på, at deres gennemsnitskvalitet er et nøk over de øvrige.

Da den verdenskendte vinanmelder Robert Parker havde besøgt domænet, skrev han: “En af referencerne i Rhône syd… En tour de force i vinmageri. Kudos til Mourchon”.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Domaine de Mourchon siden 2003.

Mayne Vieil har i over 150 år hørt til de bedste vine fra Fronsac og nød indtil 1940erne et ry større endog end naboerne Saint Émilion og Pomerol.

“Det gamle Herresæde” -Mayne Vieil- tilhørte 1500-1809 den adelige familie du Paty, der byggede de store kældre i 1600-tallet.

I 1809 overtog den berømte familie Fontemoing slottet og opførte i 1860 det elegante chartreuse, der kan ses i dag. Det var her, Fontemoing kreerede ”den nye Bordeaux”, et svar på den succes, som de store Médoc vine fik efter 1855-klassifikationen.

Familien anså Mayne-Vieil for bedre end vinen fra deres slot i Saint Émilion, i dag kendt som Canon, 1.Grand Cru. Mayne-Vieil var også dyrere. Faktisk nød Mayne-Vieil som andre af Fronsac’s topslotte et større ry end naboen Pomerol indtil 1940erne.

Siden 1918 har Mayne Vieil tilhørt familien de Sèze. Bertrand Sèze overtog som ung slottet sammen med sin søster og er en begavet og sympatisk herre, der selv bor på slottet (en sjældenhed i nutidens Bordeaux).

Vingården dækker 50 hektar og er plantet med merlot og en smule cabernet-franc, der gror på grus lige som Pomerol. Midt gennem vinmarken går kommunegrænsen, så en del af vinen, Buisson-Redon, sælges som “Bordeaux”. Jord og druer er dog identiske, så denne vin er et fremragende køb. “Aliénor” er en prestigevin fra de ældste merlot vinstokke, som lagres i ny eg.

Hugh Johnson er en af mange, der har opdaget Mayne-Vieil: ”En af de bedste i Fronsac… dybt farvet, har krop og virkelig finesse” (mærket med * som særligt god). Erik Sørensen Vin har arbejdet med Château Mayne Vieil siden 1994.

Ved enden af ”caminoen” i det grønne, våde og kølige Galicien laves Spaniens bedste hvidvin. Den fineste laves på den lokale drue Albariño -måske bedst fra det fine domæne Nora.

Caminoen er pilgrimmenes vej til Santiago de Compostela i Galicien med den imponerende domkirke over Sct. Jakobs grav. Lidt syd herfor laves modner den lokale Albariño langsomt i -Rias Baixas (”De nedre floder”) ikke langt fra det kolde Atlanterhav.

Det siges, at tyske munke havde druen Albariño med sig -måske identisk med Riesling- med sig til Santiago de Compostela. De to druer har flere fælles træk -en rig aroma, sprød friskhed og fine syrer.

Viña Nora er et af de større domæner med 15 hektar på skråninger over flden Minho, der danner grænsen til Portugal -som faktisk kan ses fra domænet. 100% Albariño. Ejes i fællesskab af den respekterede vinmager Javier Alen og Victor Rodriguez med fortid på det ansete magasin, Vino y Gastronomía.Vinene laves af den unge begavede vinmager Susana Perez, der sørger for ekstrem omhu med de sarte druer.

Vinen? ”Ukendt for de flste herhjemme men det er synd. I duften mødes man af citrus og lime og det fortsætter i smagen med et mineralsk udtryk og en knivskarp afslutning. På den ene side så let i udtrykket og på den anden med en flt dybde”, skrev Rydberg i Ekstrabladet. Rydberg er også forfatter til bogen “Spanske Vine”.

Henri Bonneau (1938-2016) var en legendarisk, næsten myteomspunden, Châteauneuf-du-Pape-producent i absolut verdensklasse. Selve Hr. Henri Bonneau var 12. generation af vinavlere, og han lavede sin første årgang i 1956. Han døde i 2016, men hans vin lever videre gennem hans mangeårige business-partner, Daniel Combin.

Domænet dækker kun 6 ha. hovedsageligt beplantet med Grenache, der normalt tæller mere end 90% af blandingen og tilsat små mængder Mourvèdre, Counoise og Vaccarèse. Vinmarkerne er fordelt på 5,25 ha i La Crau (formentlig Châteauneuf-du-Papes fineste terroir) og 0,75 ha på mere stenet jord nær Couthézon i den nordøstlige del af appellationen.

Huset laver 3 cuvéer, men ikke alle bliver lavet hvert år. Huset beslutter først hvilke, der skal laves, efter vinen har ligget på fad i flere år. Normalt lagrer vinene 3-4 år, før de tappes ufiltreret. Nogle fade får lov til at ligge 6, 8, eller helt op til 10 år. Vinene er i en liga for sig selv. Kort og godt sublime og en kæmpe oplevelse. ”Hemmeligheden” til den uovertrufne kvalitet er et meget lavt udbytte, omkring 10-12 hl./ha., meget sen høst og en ikke overdrevet maceration.

Efter Henri Bonneau’s død drives domænet videre af hans enke, Jacqueline Bonneau (f. 1940), sønnen Marcel Bonneau (f. 1971) og Regis Charmasson (f. 1971). Regis Charmasson har i mange år været ansvarlig for vinmarkerne, og har hjulpet til i kælderen. Han er en af de få, der har et indgående kendskab til Henri Bonneaus arbejdsmetoder. Han er en slags direktør for foretagendet, mens Daniel Combin er den eneste agent, der sælger og distribuerer vinene. En ny æra er nu begyndt men vinene lever videre i legenden.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Henri Bonneau siden 2004.

Pinoso ligger i bjergene over Alicante og er måske Spaniens vigtigste økologiske vingård, kendt for vine af høj kvalitet til ofte særdeles rimelige priser.

Alicante ligger mellem Valencia og Màlaga og er kendt som et sandsynligt fødested for druen mourvèdre (som selv i små mængder giver karakter til bl.a. Châteauneuf du Pape), som lokalt kendes som monastréll.

Den hyggelige by var også en kort tid hovedstad i Spanien, indtil Franco besatte byen og afsluttede borgerkrigen i 1939. Indtil for nylig var vinen herfra mest kendt for at give “krop” til vinen fra andre regioner, men i dag er en række lovende vingårde begyndt at levere stor vin.

Pinoso i byen af saem navn solgte før hele høsten til et stort kooperativ, men tapper i dag den bedste vin selv. Vinene får stadig mere ros, bl.a. takket være den unge vinager Ana Amat.

Historisk set er Krohn nok det største kvalitetsaftryk, nordmænd har haft indenfor vin. Huset blev grundlagt i Portugal i 1865 af Theodor Wiese, der havde solgt klipfisk til portugiserne, og hans fætter Dankert Krohn, som blev lokket med til Porto. Wiese tog tilbage til Norge i 1875 og solgte portvinen til stadig flere nordeuropæiske markeder. Krohn forblev i Portugal, og efter hans død i 1906 kom portugisiske Edmundo Carneiro ind i firmaet og overtog i 30’erne alle aktier. Huset forblev i Carneiro-familiens eje, indtil Flatgate Partnership overtog i 2013.

I 2023 kom Krohn tilbage på portugisiske hænder, da de kom under WineStone-gruppen, som er sit eget forretningsområde under José de Mello, der er en af Portugals største konglomerater. WineStones fokus ligger på at fremme vinmarkedet i Portugals Douro- og Vinho Verde-regioner.

Carneiro-familien kan tage en stor del af æren for at Krohn i dag anses som værende en af de førende producenter af portvin. Huset har været mest kendt for deres Tawny vine i særklasse, men de har også produceret vintage port i små mængder siden 1927.

Krohn’s vingård “Quinta do Retiro Novo” er er klassificeret som en ”A” vingård i Portugals officielle kvalitetsklassifikationssystem, hvilket er det bedste, man kan opnå. Den ligger i den øvre del af Dourodalen ved Floden Rio Torto, “den snoede flod”, der løber ud i Douro sydfra. Den består af ret stejle terrasser med mager jord, domineret af skifer og hovedsageligt beplantet med de traditionelle druer Touriga National, Touriga Francesa, Tinta Barroca og Tinta Roriz. Det er kvaliteten, der omhandler bl.a. jordbund, druetyper, alder på vinstokke og plantningstæthed, der er med til at klassificere den som “A”.

Vinen – både rød og hvid port – laves på stedet, så man undgår den lange transport til Vila Nova de Gaia ved flodens udløb, der var nødvendig før i tiden og ikke god for druemosten, især under meget varme forhold. Vinifikationen er meget vigtig for vinens tilblivelse, og hos Krohn kombinerer man gamle traditioner med moderne teknologi. Det vil sige at man både bruger gamle åbne cementtanke, kaldet “lagares”, hvor man fodtræder druerne til de bedste vine, men også moderne åbne ståltanke, hvor de menneskelige fødder er erstattet af mekaniske metoder. Efter gæring lagres vinen i mange år i brugte træfade, som er plomberet. Vinene tappes direkte fra fadet uden hverken klaring eller filtrering

Krohn har bl.a. været leverandør til senatet i Portugals parlament med portvinen ”Porto Senador”, der oprindeligt blev tappet eksklusivt til senatorerne, men som i mange år har været til salg til alle, der elsker en fyldig portvin med behersket sødme og fantastisk duft. Denne vin har nu skiftet navn og hedder blot Krohn Tawny Port. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Wiese & Krohn siden 1988.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Ritme siden 2016. Ritme og Acústic Celler er Albert Jané’s værk. Han arbejdede i mange år på sin fars vingård i Penedès men begyndte for sig selv ved køb af marker med meget gamle vinstokke i Montsant i 2004. Han har marker flere steder i området. Det er vigtigere for ham, at placeringen er god og vinstokkene gamle, 60 – 90 år, end at områderne hænger sammen. Hans vineri i Marcà, lige syd for grænsen til Priorat, er over 200 år gammelt i flere etager, så vinifikationens processer kan foregå ved tyngdekraft.

Vineriet i Priorat, der kom til lidt senere, ligger i den lille flække La Vilella Alta nord for Gratallops, næsten midt i distriktet. Det er ca. 370 m. over havet. Vinstokkene på de forskellige marker er 35 – 80 år gamle.

Navnene på de to vingårde er hans associationer for vin der spiller, men naturligt/akustisk uden kunstig forstærkning. Han har fra starten arbejdet økologisk og er certificeret fra 2014. Hans hovedsynspunkt er, at vinen primært laves i marken, ikke i kælderen. Han bruger helt traditionelle metoder: Alt markarbejde udføres ved håndkraft, og høsten er manuel i små 20 kg. kasser. Han bruger meget små egefade, men let toastede indvendig og ikke nyere, end det er i harmoni med frugten. “Et godt egefad er det, du ikke kan smage”, siger han. (Den indvendige svidning af træet gøres i flere grader). Vinene klares og filtreres ikke. Det gennemgående for vinene er den fine afstemning af høj frugtintensitet med mineralitet og frisk syre. Intensitet uden klodset tyngde.

Montsant, “det hellige bjerg”, omringer næsten Priorat på bjergskråninger ned mod floderne Siurana og Montsant i Catalonien. Et imponerende landskab, der nu også er nationalpark. Området fik først appellation (DO) i 2001 og har udviklet sig meget de senere år. Der er ca. 2000 ha. vinmarker, og antallet af producenter stiger. Markerne ligger i 200 – 700 m.s højde; højest mod bjergene i sydvest og nordvest. Jordbunden er dels den specielle Llicorella af skifer og den eroderede kvarts: mica, som karakteriserer Priorat, dels områder med mere ler, granitsand og rullesten.

Priorat/Priorato ligger i det nordøstlige hjørne af Spanien (Catalonien). Området har fået sit navn efter det gamle Kloster af Guds Trappe (Priorato de Scala Dei), og vi er fysisk tæt på Gud her, da vinmarkerne ligger højt i op til over 700 meters højde på stejle terrasse. Højden giver et køligt natteklima, der bevirker, at druerne ikke bliver kogte og overmodne af varmen om dagen. Vinstokkene vokser i en speciel jordbund af skiftende skifer og kvarts kaldet Llicorella, hvilket giver vinene et udtalt mineralsk udtryk, der tøjler den intense frugt og høje alkoholprocent. Den ekstremt næringsfattige overjord tvinger vinstokkenes rødder ned i skifersprækkerne for at søge næring og væde.

Området var før ret ukendt og fik først sin appellation (DO) i 1954. Vinfolk fra Rioja så potentialet i området omkring 1980, og nogle imponerende vine skabte fra 90’erne en så usædvanligt hurtig stigning i områdets status, at det, med Rioja, i dag er de eneste områder med den nye super-appellation DOCa / DOQ på Catalansk.

Hovedforskellen på Montsant og Priorat er i følge Albert Jané, at vinene fra Montsant er friske, frugtige og runde, hvorimod vinene fra Priorat har mere charme, intensitet og dybde. Hoveddruerne er Garnatxa/Grenache og Carinyena/Carignan, som er rygraden i de traditionelle rødvine. Der dyrkes også Cabernet Sauvignon, Morlot og Syrah samt Monastrell/Mourvedre. Blandt hvide druer er Grenache Blanc og Macabeo de traditionelle, sammen med den aromatiske Pansal / Xarel-lo, som ikke er tilladt i Priorat.

Autòcton er Albert Jané’s sidste nye projekt: I 2020 gennemførte han et køb og udlever nu sin drøm med at lave vin fra en gammel vingård, Finca Mas Vilellai, i den lille by La Bisbal del Penedès i Catalonien, 60 km. syd for Barcelona.

Vingården har marker i to distrikter, Baix Penedès og Alt Camp, og Albert har 8 af vingårdens 20 hektar marker. De er beplantet med de lokale – og næste uddøde – druesorter Sumoll, Malvasia de Sitges samt Xarel-Lo – både rød og hvid. Markerne har jord af porøs ler og kalk og ligger i 300-500 meters højde.

Bygningen daterer tilbage til det 16. århundrede og har en vidunderlige gammel vinkælder, der er perfekt til lagring af vin.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Acústic siden 2016. Acústic og Ritme Celler er Albert Jané’s værk. Han arbejdede i mange år på sin fars vingård i Penedés, men begyndte for sig selv ved køb af marker med meget gamle vinstokke i Montsant i 2004. Han har marker flere steder i området. Det er vigtigere, at placeringen er god og vinstokkene gamle, 60 – 90 år, end at områderne hænger sammen. Hans vineri i Marcà, lige syd for grænsen til priorat, er over 200 år gammelt i flere etager, så vinifikationens processer kan foregå ved tyngdekraft.

Navnene er hans associationer for musik der spiller, men naturligt /akustisk uden kunstig forstærkning. Han har fra starten arbejdet økologisk, og flere af vinene er i dag certificerede økologiske. Hans hovedsynspunkt er, at vinen primært laves i marken, ikke i kælderen. Han bruger helt traditionelle metoder: Alt markarbejde udføres ved håndkraft, og høsten er manuel i små 20 kg. kasser. Han bruger meget små egefade, men let toastede indvendig og ikke nyere, end det er i harmoni med frugten. “Et godt egefad er det, du ikke kan smage”, siger han. (Den indvendige svidning af træet gøres i flere grader). Vinene klares og filtreres ikke. Det gennemgående for vinene er den fine afstemning af høj frugtintensitet med mineralitet og frisk syre. Intensitet uden klodset tyngde.

Montsant “det hellige bjerg” omringer næsten Priorat (s.d.) på bjergskråninger ned mod floderne Siurana og Montsant i Catalonien. Et imponerende landskab, der nu også er nationalpark. Området fik først appellation (DO) i 2001 og har udviklet sig meget de senere år. Der er ca. 2000 ha. vinmarker, og antallet af producenter stiger. Markerne ligger i 200 – 700 m.s højde; højest mod bjergene i sydvest og nordvest. Jordbunden er dels den specielle Llicorella af skifer og den eroderede kvarts: mica, som karakteriserer Priorat (s.d.) dels områder med mere ler, granitsand og rullesten.
Der er marker med ekstremt gamle vinstokke af især Garnatxa / Grenache og Carinyena / Carignan, som er rygraden i de traditionelle rødvine; (her de catalanske stavemåder). Der dyrkes også Cabernet Sauvignon, Morlot og Syrah samt Monastrell / Mourvedre. Blandt hvide druer er Grenache Blanc og Macabeo de traditionelle, sammen med den aromatiske Pansal / Xarel-lo, som ikke er tilladt i Priorat.

Det temmelig fastlandsagtige klima med store temperaturvariationer, også mellem dag og nat, deler Montsant med Priorat, og vinenes stil er tæt på hinanden, når de er lavet på samme druer. Området er dog lidt mindre omsværmet og vinene ofte noget mere moderate i pris. Topversioner kan være meget elegante og koncentrerede på samme tid og kan modne i mange år.

Champagnehuset blev overtaget af brødrene Jean-Hervé og Laurent Chiquet i 1988. De har, med målrettet arbejde, fået husets kvalitet og ry op på øverste hylde og nyder international anerkendelse. Deres hovedfokus har været maksimering af basisvinenes kvalitet ved omhyggeligt, rettidigt markarbejde og skrap sortering. “En middelmådig vin er en middelmådig vin, uanset om den har bobler eller ej”, siger de. Kunstgødning, insektgifte og chaptalisering / sukkertilsætning til mosten bruges ikke. Chiquet-brødrenes ihærdige og fokuserede arbejde blev anerkendt af det franske vinmagasin, La Revue du vin de France, i december 2024. Magasinet udgiver ca. hvert 10. år en liste over de 50 bedste champagnehuse, og i december 2024 opnåede Jacquesson pladsen som 3. bedste på listen over de bedste champagnehuse.

Jacquessons unikke karakter er ikke så meget forbundet med de specifikke druer (Chardonnay, Pinot og Pinot Meunier), der indgår i vinen, men mere til de steder de kommer fra. Domænets marker er beplantet med 50% Chardonnay, 35% Pinot Noir og 15% Meunier. Da husets Cuvée 700 repræsenterer mere end 97% af domænets totale produktion, er vinen normalt lavet på samme druefordeling. Variationer i %-fordelingen kan dog forekomme fra år til år pga. evt. dårlig høst af nogle druer fra specifikke marker. Her justerer Jacquesson så druefordelingen, men vinen rammer stilmæssigt altid deres kendte præcise stil.

Et af Jacquessons kardinalpunkter er kontrol med druematerialet, så andelen af indkøbte druer minimeres og ikke udgør mere end 20% i nogle årgange – og druerne kommer udelukkende fra nabodyrkere til deres egne parceller, så druerne kan presses hurtigt og lokalt efter høsten.

Egne marker er parceller i Valée de la Marne: Aÿ, Grand Cru, Dizy og Hautvillers, Premier Cru. Marker med et varierende indhold af ler og mergel, udover kalk, vendt mod øst, syd og sydvest. I Côte de Blancs: Avize og Oiry, begge Grand Cru, sydvendt med dyb kalkjord.

Druerne presses lokalt i vertikale kurvepresser, som er gode til ikke at rive drueskindene op og tilføre farve fra de røde druer til mosten, ligesom stilkene forbliver hele. Tanninerne i dem modner sjældent helt så højt mod nord og kan tilføre bitre toner til mosten, hvis de knækkes. 2. pres sælges altid videre; af og til også dele af 1. pres, hvis kvaliteten ikke er høj nok.

Gæringen sker i ældre egefade 3 – 4 mdr., og vinen lagrer videre uden omstikning med batonnage / omrøring ugentligt. Vinene klares og filtreres ikke. Når enkeltmarksvine laves, kommer de på flaske til 2. gæring omkring juli efter høsten. 700-serien først efter næste høst. Lagring af basisvinen på eg er medansvarlig for, at vinene kan være knastørre og alligevel have en forunderligt, luftig og rund mildhed i eftersmagen.

Cuvée 700 serien er, for hvert nyt nummer, baseret på en årgangs grundkarakter med ca. 20% reservevine (ældre vine), som tilfører ekstra dybde, nuancer og kan justere lidt på fx. syreniveau uden at tage årgangsidentiteten fra vinen. Ideen kom fra en gammel kælderbog, hvor cuvée nr. 1 blev lavet i 1898 for at fejre husets 100-års jubilæum. Den moderne implementering af systemet begyndte med Cuvée 728 og årgang 2000.

700-vinene har altid forrang for enkeltmarksvine, der kun produceres når 700-cuvéen ikke derved mister kvalitet. Fx. blev Corne Boutay 2011 (100% Chardonnay fra Dizy) lavet, men endte med at komme i Cuvée 739 for at gøre den bedre. Den første Cuvée 700-DT / Degorgement Tardif kom på markedet i 2014. Disse er samme vine som den oprindelige, der har ligget på gæren dobbelt så længe, hvorved de får øget kompleksitet og aromanuancer uden at frugtens vitalitet ældes samtidig.

For at sikre fremtiden af Champagne Jacquesson, indgik brødrene Chiquet i 2022 et samarbejde med Artémis Domaines, der endte med at købe Champagnehuset i december ’22. Champagne Jacquesson passer perfekt i Artémis Domaines’ portefølje af nøje udvalgte eksklusive vinproducenter, hovedsageligt i Frankrig, hvor der lægges vægt på familietraditioner, know-how og fokus på detaljen.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Champagne Jacquesson siden 2003.

Castelfort er fra et gammelt kooperativ i Nogaro, som laver både armagnac og bordvine. Der er 60 dyrkere med 900 ha. marker tilsluttet. Deres tre alambic’s / destillationsapparater hedder Athos, Porthos og Aramis efter “De Tre Musketerer”, som er en væsentlig del af egnens identitet. Destillatet lagres i egefade fra Gascogne, Vogeserne og Allier skovene; enkelte fade er meget store men langt de fleste er på 400 l. De har et stort lager af meget gammel armagnac med en fin, nuanceret smag. Armagnac er en spændende drik med et væld af smagsnuancer, og meget ældre end cognac, som den ofte nævnes som alternativ til. Mht. druerne er de nærtstående, men fremstillingsprocessen ligner mere maltwhisky, og den fås i meget gamle årgange. I lagret armagnac er ofte duft- og smagsindtryk som kandiseret frugt, orangeskal, karamel, vanilje, nødder, dadel, peber og tørrede svesker.

Armagnac har hjemme i Gascogne i Sydvestfrankrig. Omkring 10 druetyper er tilladt, men i praksis er det, ligesom cognac, hovedsageligt Ugni Blanc, Folle Blance og Colombard, basisvinen laves på; plus den meget lokale Baco: En hybrid mellem Folle Blanche og den amerikanske Noah, oprindeligt skabt til at være resistent mod vinlusen. Druerne høstes ret tidligt, med en potentiel alkoholprocent på 9-10, for at bevare en frisk syre.

Destillationen sker kun én gang i en lokal “pot-still” kaldet alambique, sammenligneligt med malt whisky, hvor cognac destilleres to gange. Derfor bliver flere af vinens smagselementer i destillatet, der får en mere rustik, stoflig karakter med en forunderlig frugtighed, selv i meget gamle versioner. Den lagres oftest et par år i delvist nye, toastede egefade og overføres så til ældre, neutrale fade i resten af lagringstiden, der kan være årtier.

Lagringsbetegnelserne ligner cognac’s: VS, VSOP, Napoléon, XO/Hors d’Age (begge 10 år), men armagnac fra én årgang er dens særkende. Armagnac vokser fantastisk i kompleksitet med mange år i egefadene, og de gamle er derfor selvskreven til markering af mærkedage.

Distriktet er delt i: Bas-Armagnac, der har mest lerblandet sandjord med et stort indhold af jern. Det regnes generelt for at give de bedste vine, og er størst. Tenarèze med mere kalksten i lerjord er næststørst og giver en mere fast struktureret drik, der kan have lidt mindre finesse. Haut-Armagnac længst mod øst er lille med mest kalksten i jorden. Der produceres ca 6 mill. flasker / år, hvor der laves ca. 25 gange så meget cognac.

Idéelt serveres armagnac ved stuetemperatur i et stort rundt glas – det giver både luft til drikken, så duften af alkohol forsvinder og åbner op for drikkens vidunderlige duft af frugt, blomster og brændte toner og krydderier, og samtidig bidrager det med en fantastisk visuel oplevelse pga. drikkens flotte mahogni-farve.

Som drik er armagnacs fordøjelsesdyder ubestridelige, men lad dig ikke begrænse af kun at nyde den efter en middag. Armagnac gør sig fortrinligt som akkompagnement til et ostebord eller desserter med mørk chokolade. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Castelfort siden starten af 1980’erne.

Familien Groult har produceret Calvados i 5 generationer. Huset laver både klassiske blends, som 3-, 8-, og 12-års Calvados – og X.O. blends. Jean-Roger Groult står for distilleriet i dag. Han er begyndt at eksperimentere med produktion af bl.a. Vintage og gourmet ciders.

Roger Groult har 27 hektar plantage plantet med mere end 6000 æbletræer. De har 15 hektar højstammede træer og 12 hektar lavstammede træer.

Huset anvender 30 varianter af æbler, hvoraf de 70% er bitre og bittersøde sorter, 20% er søde og 10% er syrlige æbler. Alle æbler sorteres med hånden og vaskes før de brygges. De brygger mellem 400 og 600 ton æbler hvert år. Gennemsnitsudbyttet er 650 liter cider pr. 1 ton æbler. Først brygger huset cider, der sidenhen destilleres. Huset bruger “Pot Stills” for dobbeltdestillering.

Efter destillering skal Calvados’en blendes og lagre. Lagringskælderen hos Roger Groult er fyldt med 400 tønder og fade af fransk eg, som kan rumme fra 100 liter op til 13.000 l. Husets klassiske blends lagrer ved brug af “perpetual” blending, også kendt som “solera” (fra Sherry-fremstilling), hvor ældre vin blandes med yngre. Hvert år tappes kun en vis del af hvert fad, som så fyldes op med yngre vin. Alderen på den Calvados, der til sidst står på flasken, som f.eks. 3-, 8-, eller 12-års, svarer til den yngste årgang i blendet.

Roger Groult flytter jævnligt Calvados fra tønde til tønde for at give brændevinen luft. Denne metode sammen med brugen af meget gamle tønder, der er lav i tannin, giver elegante og frugtige Calvados.

Hos Groult er æbletræerne indhegnet – for under træerne græsser også køer, som leverer gødning til træerne. Gamle æbletræer bruges til at fyre op for ilden til destillation i gamle alambics. Årligt laves blot 60.000 fl. fordelt på 8-10 æblebrændevine – og huset har lager til godt 25 års salg. Hver flaske er forsynet med fadnummer og tappemåned.

Calvados ligger i det nordvestlige Frankrig og består af tre appellationer: AOC Calvados, AOC Pays d’Auge Calvados og AOC Calvados Domfrontais, hvoraf Pays d’Auge anses for at være den bedste.

Den bedste Calvados kan, som Cognac og Armagnac, lagre i mange år.

Gastronomisk kan Calvados både nydes som digestif, og til f.eks. æblekage og frugttærter, samt til “Trou Normand” – “normannisk hul” for at rense smagen og gøre plads til mere mad mellem retterne i et tungt eller langt måltid. Calvados fremtræder også i nogle cocktails. Se f.eks. Vénérable Old Fashion med Roger Groult Vénérable.

Nyd den enten efter middagen eller i en cocktail. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Roger Groult siden 1984.

Château Eyssards ligger sydvest for byen Bergerac, der har givet distriktet navn, på sydsiden af Dordognefloden i området Saussignac, der også er AOP for deres fremragende, søde hvidvin. Domænet har været i familiens eje siden 1929, og der er 20 ha. med Merlot, Cabernet Franc og lidt Cabernet Sauvignon plus 28 ha. Sauvignon Blanc, Semillon og Chenin Blanc. Terrænet er bløde bakker med jordbund, der meget ligner den i St. Emilion, som der er en halv time til i bil.

Pascal Cuisset har tegnet ejendommen i 30 år. Han var oprindeligt indenfor foie gras, mens hans bror var vinuddannet, men blev “solgt” på god vin og skiftede spor. Der laves en bred palet af vine i alle farver, og vinstokkene er plantet med en meget højere tæthed, 6000 stokke pr. ha., end det er almindeligt i Bergerac, hvilket i sig selv giver lavere udbytter. Domænet er certificeret bæredygtigt under “Terra Vitis”, men selv om han overvejende arbejder økologisk, vil Pascal ikke bindes ind i regler, som han udtrykker det. Han har forbindelser til Sydafrika og er fascineret af, at man har frihed til at udvikle sin vin, som man vil. Andrew Jefford skrev i Financial Times: “Hvis jeg skulle tippe en vindyrker til kommende storhed, ville det være den kompromisløse Pascal Cuisset fra Château Eyssards”.

Bergerac kunne måske kaldes det glemte Bordeaux, for rødvinene ligner meget St. Emilion i grundstil, og mange hvidvine kan sagtens interessere de, der holder af god Graves. Områdets ca. 12000 ha. ligger i blødt bakket terræn lige øst for Bordeaux, længere oppe ad Gironde floden. Der har været dyrket vin siden romertiden, og vinene har historisk været solgt som Bordeaux, før området blev afgrænset. Transporten ad floden var let, men vinene blev gerne nedprioriteret af de handlende i Bordeaux, som favoriserede deres egen vin.

De små 1200 dyrkere høster stort set de samme druesorter som i Bordeaux. Dog dyrkes også Loire-druen Chenin Blanc. Jordbunden er meget varierende, men er i store områder ler-, kalk-, grusblandinger, som meget ligner jorden i St. Emilion. Der er ikke mindre end 13 appellationer for røde-, hvide-, søde- og rosévine, hvilket ikke gør det lettere at udbrede kendskabet til vinene. Rødvinene har generelt ry for at være lidt rustikke og “landlige”, men der er store variationer i kvalitet og stilarter, og priserne for de bedre vine er ofte væsentligt lavere end tilsvarende fra de mere kendte områder hos den berømte nabo.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Château des Eyssards siden 2001.

Augusto Dal Cero grundlagde Soave-vingården, Corte Giacobbe, lige øst for Verona i 1934. Han købte et unikt stykke land i kommunen Roncà, der er domineret af to uddøde vulkaner, Crocetta og Calvarina, på grænsen mellem Verona og Vicenza. Jorden er rig på basalt samt grå og sort tuf / hærdet vulkansk aske, og vinmarkerne blev anlagt i terrasser på vulkanernes skråninger op til 450 m.s højde. Soave-vinene laves på den traditionelle drue Garganega.

Klimaet er tempereret, og nat- og dagstemperaturer varierer meget i løbet af året. Dette – sammenholdt med den kølige luft, der strømmer ned fra Alperne – har positiv indflydelse på vinene og er med til at give markante og velsmagende vine, der både har dybde og en klar, sprød stil.

Augustos to sønner Dario og Giuseppe førte vingården i Soave videre efter faderens død og købte også en vingård i Toscana.

Af nyere dato har familien køb Valpolicella-vingården, Dal Cero, kun få km. fra Soave. Den er grundlagt af Dario og Giuseppes børn, dvs. 3. generation, med Alberto, Davide, Nico, og Francesca Dal Cero, som alle er dybt involveret i arbejdet på vingården.

Den ligger sydvendt på skråning i terrasser i ca. 300 m.s højde. Nærheden til Gardasøen sikrer et mildt klima, og konstante milde vinde tørrer hurtigt druerne efter nedbør. Jorden er hvid limsten, sort vulkansk jord og en blanding af de to. Rygraden i vinene er de traditionelle druer Corvina, Rondinella og Molinara.

De fremstiller vinene bæredygtigt efter økologiske principper så naturligt som muligt og uden brug af nogen form for kemikalier. Vingården er ikke certificeret, men husets filosofi er at holde naturen i balance og beskytte organismerne i jorden for at opnå sunde og stærke druer, som giver bedre vin.

De fire familiemedlemmer har sat deres signatur på etiketterne for at markere deres dedikation til vinene i dette prestigefyldte område, som Valpolicella er. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Dal Cero siden 2017.

Domaine Marc Colin & Fils er et topdomæne i Bourgogne, specielt kendt for deres førsteklasses hvidvine. I hvidvinene søger de efter renhed, elegance og længde, mens de fokuserer på friskhed, sprød frugt og silkebløde tanniner i de røde vine. Vinene kan synes lidt subtile i deres ungdom, men de har et enormt lagringspotentiale.

Domænets rødder går tilbage til 1970’erne, hvor Marc Colin som 26-årig overtog nogle parceller og grundlagde domænet. Marc gik på pension for mange år siden, og i mange år drev hans børn, Pierre-Yves, Joseph, Damien og Caroline vingården sammen. I 2005 grundlagde Pierre-Yves sit eget domæne, efterfulgt af Joseph, som startede for sig selv i 2016.

Så siden 2016 har Damien og Caroline stået i spidsen for domænet, der ligger i Saint-Aubin og har 12 hektar vinmarker i Côte de Beaune appellationer som Saint-Aubin, Chassagne-Montrachet, Puligny-Montrachet, Santenay og Pernand-Vergelesses. De har udvidet faciliteterne således, at de kan gå endnu mere detaljeret til værks i vinifikationen. Gamle fade er efterhånden blevet udskiftet med nye og mindre fade, og vinene fremstår mere rene, koncentrerede og ærlige end tidligere. Dette giver dem mulighed for at modne deres vine længere end hidtil. Vinene modner nu 18 måneder før aftapning – hhv. 12 måneder på fad og 6 med gærresterne i karret – hvilket er med til at styrke kvaliteten af vinene endnu mere.

Vinmarkerne dyrkes efter økologiske principper men er ikke certificerede. Domænet er åben for innovation men holder fast i en traditionel stil og stræber for eksempel efter optimal friskhed i hvidvinene og undgår det trædominerede Chardonnay-udtryk.

Marc Colins vine er meget eftertragtede, og de fleste findes i begrænsede mængder.

Vinene sælges som allokation. Kontakt din sælger for at høre mere.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Marc Colin siden 2002.

Canals Nadal er et mindre familieejet Cavahus, der ligger i bjergene lige øst for Barcelona. Den årlige høst er 50.000 fl/år, hvilket er omtrent hvad de store huse præsterer på bare én arbejdsdag. Det startede med Antoni Canals Nadal, der producerede sine første Cava’er i 1986 sammen med sine sønner; de har i dag taget over mens Antoni holder øje fra sidelinjen.

Canals Nadal ejer selv 4 hektar marker mens de passer yderligere 10 hektar, som ejes af folk med tæt relation til familien Canals Nadal. Druerne til Cava-produktionen er Macabeu, Xarel-lo, Parellada, Chardonnay og Trepat. Udover Cava producerer huset også 4 rødvine.

Fra begyndelsen har huset haft som mål at levere det bedst mulig produkt med de resourcer, de havde tilgængelig. Først og fremmest har familien haft en stor forkærlighed for druen Xarel.lo, fordi den har været en interessant variant, rund, kompleks og med lagringspotentiale. Derfor har huset altid haft en høj procent af druen in deres basisvine.

Joan Miquel Canals Bosch er husets vinmager, som har været med fra starten. Han arbejder målbevidst i kælderen, hvor presning og den forsigtige håndtering af mosten fra de hvide druer til Cavaproduktionen kræver en sans for detaljer. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Canals Nadal siden 2013.

Den entusiastiske Emmanuel Darnaud producerer polerede, generøse vine på sin vingård i La Roche de Glun, der ligger på en halvø ved Rhône-floden. Han fokuserer på at vise hver parcels individuelle og unikke udtryk.

Emmanuel Darnaud startede som ung hos den velrenommerede Hermitage-dyrker Bernard Faurie, inden han startede for sig selv i 2001 med 1,5 hektar vinstokke Crozes-Hermitage lige syd for den lille by Tain l’Hermitage. År for år har ejendommen erhvervet nye jorder, og i dag har de nu 15 hektar i Crozes-Hermitage, der omfatter 21 parceller i Roche-de Glun lige syd for Tain l’Hermitage, Pont-de-l’Isere området hvor Rhône og Isère bifloden løber sammen, samt i Mercurol øst-sydøst for byen. Alle er præget af meget stenede gletcheraflejringer med højt mineralindhold.

I 2010 tilføjede vingården 1,7 ha i St. Joseph. Parcellet ligger ved Maures lige overfor Crozes-Hermitage, hvor jorden er granit. Herudover ejer Emmanuel også en parcel i Hermitage, som han har arvet fra sin svigerfar, Bernard Faurie.

Emmanuels omhyggelige arbejde i mark og kælder sikrede ham allerede fra starten i 2001 anerkendelse som en talentfuld producent blandt de store i regionen, og hans vine høster ofte stor ros i franske og internationale medier.

Vinifikationen er meget traditionel. Det, der sætter prikken over i’et, er den dybtgående forståelse for- og håndtering af druernes karakter i den konkrete årgang i samspil med vinifikationen. Også bevarelse af områdets grundkarakter er vigtig. I mange anmeldelser af Emmanuel Darnauds vine nævnes det særligt, at de, trods dyb frugtkarakter, har den friskhed og saftighed som viser, at det er Nordrhône.

Helt siden starten har Emmanuel gjort sig umage med at adskille produktionen fra hver jordparcel til vinfremstilling for at holde vægten på hvert terræns subtilitet og levende udtryk. Hans ideal er at finde en perfekt balance, hvilket kræver den største omhu under druehøsten. Jordene bearbejdes, og udbyttet er begrænset. Druerne plukkes manuelt og grupperes efter parcel. Høsten afstilkes delvist og lægges i gæringskar i 15-20 dage. Vinen bringes til en finish i træbeholdere, for det meste fade, men også trækar eller enorme egetræsfade kaldet “demi muids”.

Arbejdet på vingården udføres med miljøhensyn for øje. Siden juni 2020 har vingården været certificeret med HVE Haute Valeur Environnementale. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Emmanuel Darnaud siden 2006.

En Sancerre producent med konstant højt og stabilt kvalitetsniveau.

Hubert Brochard er en traditionsrig familieproducent i landsbyen Chavignol, vest for Sancerre by. Hubert’s søn Henri og ægtefælle Therèse styrede domænet gennem anden halvdel af 1900-tallet og købte mere jord til, så familien har 62 ha. i alt fordelt på otte kommuner i Sancerre, Pouilly Fumé og nogle ha. Vdp Val de Loire. Kælderen, der blev helt fornyet i 1992, har 15 forsænkede tanke, 30 temperaturstyrede ståltanke og 50 egefade på 228, 400 og 600 l. foruden enkelte 600 l. akaciefade.

I juli 2022 kom Hubert Brochard under Crémant de Loire-specialisten, Langlois, der er ejet af Bollinger-familien, og det har åbnet et nyt kapitel for Hubert Brochard baseret på visionen: “Der findes ikke bare én Sancerre men forskellige Sancerre-vine.” Dette skal demonstreres ved at fremstille unikke vine baseret på de mange forskellige terroirs, der findes i Sancerre, og gennem de mange års know-how, der er gået i arv fra generation til generation. Brochard-teamet styres fremadrettet af Rodrigo Zamorano med det præcise mål at vise de mange forskellige unikke terroirs, der findes i Sancerre, som ler, kalk, mergel og flint. Med Langlois samarbejdet har Brochards vine fået en endnu friskere og mineralsk stil.

Man arbejder efter miljøkodeks “HVE / Haut Valeur Environnementale”. Der bruges kun naturgødning efter observeret behov og let pløjning for ukrudt mellem rækkerne. Man skal bl.a. handle med respekt for biodiversitet i markerne, reducere energi- og vandforbrug samt sortere og minimere affald.

Pira har været synonymt med Chiara Boschis siden 1990, da hun overtog den lille ejendom, som hendes familie havde drevet, siden den mandlige linje i Pirafamilien var uddød. Netop da begyndte et opgør mellem traditionalister og modernister i Barolo. De første stod – lidt karikeret – for alenlang maceration af hele klaser med stilke i gamle kastanjefade, der resulterede i vine, som i heldigste fald var tilnærmelige efter 8-10 år. Modernisterne ville lave lækre, tidligere modne vine med kortere maceration og lagring i toastede 225 l. barriques.

Den lille kælder i Barolo by havde oprindeligt kun få marker, med Cannubi som juvelen, men der blev i 2009 tilkøbt gode marker østpå i Monforte- og Serralunga d’Alba.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Pira siden 1999. Chiara Boschis var den første kvindelige vinmager i Barolo, og hun har siden hun overtog Pira kæmpet en brav kamp for at revolutionere vinproduktionen i den lidt konservative Piemonte-region. Hun har blandt andet fået gjort den mest kendte mark i Barolo – Cannubi – økologisk efter stædigt at have prøvet at overtale de andre ejere gennem en lang årrække. Sidenhen er også hendes andre vine blevet økologisk certificeret.

Chiara, der egentlig er økonom, havde også lært vin på det ret traditionelle Borgogno domæne, som hendes brødre driver. Hun eksperimenterede meget med de nye metoder i 90’erne og fandt efterhånden en flot balance mellem Barolos oprindelige “sjæl” og en mere åbenarmet, lækker stil, der har gjort hende til den topdyrker, hun er i dag.

Hun vinterbeskærer til maks 9 knopper pr. vinstok, som reduceres yderligere ved grøn høst om sommeren. Druerne håndsorteres strengt ved høst, og maceration / udblødning er ca. en uge i cementtanke for Nebbiolodruen, med langsom nedtrykning af faststofferne i mosten og overpumpninger. Gæringen sker med de naturlige gærceller, der sidder på druerne, og malolaktisk gæring / æble-mælkesyregæring sker for enkeltmarks-Baroloerne i medium toastede nye barriques, hvor vinen lagrer i to år.

Chiara har en stor kærlighed til området, og hun har passioneret kæmpet for at bevise, at Barolo godt kan have tyngde og power uden at udelukke feminin elegance og finesse.

Den lille kælder i Barolo by havde oprindelig kun få marker, med Cannubi som juvelen, men i 2009 tilkøbte Chiara gode marker østpå i Monforte- og Serralunga d’Alba. Chiara har aldrig brugt pesticider i markerne, og i 2010 besluttede hun sig for at blive økologisk certificeret, hvilket hun blev i 2014. Alle hendes vine, på nær Langhe Nebbiolo, er i dag certificerede økologiske.

Det er endda lykkedes hende at få alle dyrkere af vin på den berømte Cannubi Cru til at blive økologiske (26 i alt), og hendes ihærdige arbejde blev i 2022 belønnet med det eftertragtede “Robert Parker Green Emblem”, der uddeles af mediet “The Wine Advocate” – og kun til producenter, som forpligter sig til bæredygtighed, langsigtet miljøbeskyttelse og biodiversitet.

Søger man topklasse Barolo, der kan nydes fra en karaffel som 3-4-årig, men kan udvikle sig i 20 år, er det her.