Domaine Fond Croze er historien om mere end 100 års vindyrkning i den lille landsby Saint-Roman-de-Malegarde i Rhône, kombineret med at værne om familiehyggen på vingården. Som de selv udtrykker det, skriver de familiehistorie mellem passion og ekspertise.

Huset blev grundlagt af Charles Long i 1918 i landsbyen Saint-Roman-de-Malegarde nord/nordøst for Cairanne og nordvest for appellationen Côtes du Rhône Villages Vaison-La-Romaine. I begyndelsen dyrkede familien både vinstokke, meloner, ferskentræer og abrikostræer, men i 1997, da de to brødre, Daniel og Bruno fra 3. generation, tog over, grundlagde de Domaine Fond Croze med fokus på at lave vin fra egne marker. Daniel styrer markerne, der gennem årene er forøget til 80 ha., og som dækker en bred palet af de klassiske Rhône druer – både blå og grønne. Kvalitetsfanen holdes højt, og vinstokkene får lov at blive gamle. Der er ikke brugt sprøjtegift og kunstgødning i årtier, og vingården blev helt omlagt til økologi i 2009 med certifikat i 2012.

Bruno er ønologuddannet og ansvarlig for kælderen. Udvalget af vine dækker hvid-, rosé- og rødvin på alle niveauer op til Cru-niveau som Rasteau og Cairanne. Domænet ønsker at vise mangfoldigheden af de forskellige terroirs, der findes i området, som giver hver vin sin egen identitet, og de komponerer alt fra friske vine med lettere udtryk til fornøjelse, over friske og finesserige terroir-fokuserede vine, til parcel-specifikke vine med power og elegance. Et adelsmærke for domænet er kombinationen af frugtdybde og elegance.

Fremtiden er sikret. Siden 2017 har 4. generation med Daniels søn, Guillaume, været en del af den daglige drift. Han er både er ønologuddannet og har erfaring fra vingårde i udlandet, og han er parat til at videreføre det eventyr, som familien startede, og videreudvikle vingården.

Domænets Côtes du Rhone Villages vine tilføjes kommunenavnet Vaison la Romaine. Vaison la Romaine er en af de Rhône-Villages kommuner, der har en særlig ret til at sætte kommunenavnet på etiketten som tegn på, at deres gennemsnitskvalitet er et nøk over de almindelige Côtes du Rhône Villages vine. Kommunen fik appellationsstatus i 2016.

Vaison-la-Romaine ligger i en række bølgende bakker i den østlige del af Côtes du Rhône, før terrænet bliver bjergrigt. Det giver vinbønderne masser af valgmuligheder i forhold til beplantning af vinstokke: At plante i fuld sol eller på mere skyggefulde steder og på skråninger åbne – eller i læ for – nordenvinden og den afkølende bjergbrise. Navnet på byen stammer fra romertiden. Vinstokke blev bragt hertil af romerne, og der har været et væld af rester fundet i landsbyen – deraf navnet ‘La Romaine’. Det beplantede område er dog lidt større og omfatter de fem områder: Vaison-la-Romaine, Saint-Marcellin-lès-Vaison, Villedieu, Buisson og Saint-Roman-de-Malegarde. Rødvinene fra Côtes du Rhône Villages Vaison-la-Romaine er kendt for deres krydrede noter og dufte af garrigue og for at besidde en behagelig balance mellem krop og friskhed og med et godt ældningspotentiale.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Domaine Fond Croze siden 2010.

En sand perle og et kunstværk i vinmageri fra en isoleret dal i det sydøstlige Ribera del Duero. For 600 år siden byggede man her vingårde direkte i kalkklipperne. I 1999 videreførte Dominio de Atauta traditionen med et moderne vinhus skåret ind i klippesiden 1000 meter over havets overflade. Udefra ligner det en beskeden bondegård, men huset har 3 etager under sig. På hver etage sker et trin i vinifikationen. Tyngdekraft erstatter dermed pumper og transporterer vinen til næste led i vinifikationen en etage længere nede. Huset er hurtigt strøget til tops hos internationale anmeldere. Bl.a. skrev Robert Parker i januar 2023 om Dominio de Atauta: “Dominio de Atauta is one of the leading producers in the Soria zone of Ribera del Duero.”

Byen Atauta ligger i Soria regionen i den sydøstlige del af Ribera del Duero og har kun ca. 1000 indbyggere men en lang vinhistorie.

I vinsammenhæng er dalen Atauta unik, idet den undgik vinlusen Phylloxera, som fra 1860’erne og ind i 1900-tallet hærgede Europa. Derfor findes her vinstokke ældre end 150 år. Den isolerede beliggenhed og et lag af sand øverst i jordbunden er nok de vigtigste årsager til, at vinlusen ikke fandt vej hertil. Atautadalen er kun 1×4 km., hvor vingården har 15 ha. samt styrer dyrkningen og får druer fra yderligere 30 ha. Jorden er inddelt i ca. 600 små markstykker mellem 980 og 1050 m. over havet, med mange variationer i jordbund og soleksponering, som giver et spændende men kompliceret puslespil, når vinene skal komponeres. Varme dage og kolde nætter modner druerne langsomt og sikrer den kombination af frugtdybde og saftighed, der komplementerer hinanden så godt i vinene.

Dyrkningsmetoderne er biodynamiske og økologiske men ikke certificerede. Alle druer høstes manuelt og placeres i små beholdere (ikke større end 15 kg) for at sikre, at druerne ikke beskadiges. Domænet benytter en kombination af gæringskar i forskellige materialer, som træ, beton og rustfrit stål og i størrelser, der varierer fra 1.000 til 10.000 liter.

Efter den malolaktiske gæring føres vinene til lagringskælderen, hvor vinene lagrer i 100% fransk eg. Tønderne fornyes med jævne mellemrum for at få de bedste mineralske egenskaber frem i hver vin.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Dominio de Atauta siden 2008.

Bliss begyndte med Irv Bliss, der var farmer i Sonoma først i 1930-erne og drømte om at få en vingård nordpå i Mendocino, som han mente mest velegnet til vindyrkning. I 1943 kom muligheden, da en 180 hkt. vingård, han tidligere havde set længselsfuldt på, kom til salg.

Efter 35 års hårdt arbejde overtog hans svigersøn Leonardo Brutocao i slutningen af 70-erne. Han udgav den første vin under eget navn i 1980. I 1991 blev et helt nyt vineri bygget, og hans tre sønner indgik i driften og specialiserede sig i hhv. markarbejde, vinifikation og afsætning. Hoss Milone, der er 4.-generations vinmager i Mendocino, stødte til i 2009. Der laves to serier vine: En med det originale navn Bliss og de allerbedste som Brutocao.

Brutocao begyndte med Irv Bliss. Han var farmer i Sonoma først i 1930’erne og drømte om at få en vingård nordpå i Mendocino, som han mente var det mest velegnede område til vindyrkning. I 1943 kom muligheden, da en 180 hkt. vingård, han tidligere havde set længselsfuldt på, kom til salg.

Efter 35 års hårdt arbejde overtog hans svigersøn Leonardo Brutocao i slutningen af 70’erne. Han udgav den første vin under eget navn i 1980. I 1991 blev et helt nyt vineri bygget, og hans tre sønner indgik i driften og specialiserede sig i hhv. markarbejde, vinifikation og afsætning. Hoss Milone, der er 4.-generations vinmager i Mendocino, stødte til i 2009. I dag laver huset to serier vine: En med det originale navn Bliss og de allerbedste som Brutocao.

Mendocino County ligger ved den nordlige del af Californiens kyst, nord for Sonoma og ca. 160 km. fra San Francisco. Området har et meget varieret terræn, både i højde og retning til solen, og er kendt for at have en af de største døgntemperaturforskelle af alle vinområder i Californien, hvilket fremmer frisk syre og aromaudvikling i vinene. Især den kystnære halvdel, hvor ejendommen ligger, er præget af de kølige aftentåger fra havet, der driver ind langs Navaro flodens løb. (Fænomenet kendes af mange fra billeder af Golden Gate Bridge).

Der er en stærk tradition for naturlig dyrkning. Fx blev Mendocino i 2004 det første County i USA, som forbød GMO-afgrøder / genmodificerede organismer i landbrug og vindyrkning. Pga. klimaet sammenlignes vinene ofte mere med de nordligere fra Oregon og Washington State end med det øvrige Californien.

De utroligt mange variationer i jordbund, højdeforhold og soleksponeringer gør, at der er en stor variation af druesorter, da man har sjældent gode muligheder for at vælge en placering, der netop tilgodeser den enkelte sort. I begge vinserier laves vinene hovedsageligt på enkeltdruer på klassiske druer som bl.a. Zinfandel, Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Pinot Noir og Sauvignon Blanc.

Vinene fra Oak Valley kendes på deres elegance. Fokus på detaljen i markerne og minimum intervention i kælderen er med til at skabe disse vine på Chardonnay, Riesling, Sauvignon Blanc og Pinot Noir, som oser af cool-climate i stil.

Sir Antonie Viljoen grundlagde Oak Valley Estate i 1898. Han startede med æbleplantager og i 1908 startede han den første vinproduktion i Elgin Valley. Vinkælderen blev lukket i 1940’erne, hvor den statsstyrede megakoncern KWV kontrollerede alt, men produktionen blev genoptaget i slutningen af 1900-tallet, hvor der blev bygget et spritnyt vineri og plantet nye vinstokke. Den første – nye – Oak Valley vin var husets Sauvignon Blanc 2003. Antonie kan tage en stor del af æren for, at Elgin er blevet anerkendt som et yderst velegnet landbrugsland. Området er kendt for dets store æble- og pæreplantager, blomsterproduktion og ikke mindst produktion af højkvalitets cool-climate vin.

Oak Valley ligger 1 time øst for Cape Town langs Groenlandberg bjergkæden i Elgin. Elgin er et frodigt plateau omringet af stejle bjergsider, der skaber et naturligt amphiteater. Vinmarkerne ligger op til 500 m.o.h., og kombinationen af højden og kolde vintre gør Elgin til den køligste vinregion i Sydafrika. Området får store mængder nedbør (1011 mm.), hvilket medfører en langsom vækst i starten af året.

Om sommeren, når andre vinområder lider under solens varme, præges Elgin af en velkommen vind fra sydøst, “The Cape Doctor”, som trækker et skydække med sig ind over bjergskråningerne. Det holder dagtemperaturen nede, strækker modningen ud og bevarer syrebalancen i vinene. Først ved middagstid får solen opløst skydækket. Dette giver perfekte forudsætninger for at lave Cool Climate vine med friskhed og balance, der er meget kølige og elegante i stilen. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Oak Valley siden 2018.

Maison Henriot blev grundlagt i 1808 af Apolline Henriot og var i familiens eje helt frem til 2022. Efter en kort periode med omstruktureringer og organisationsændringer kom Maison Henriot i marts 2023 under paraplyorganisationen Terroirs et Vignerons de Champagne (TEVC), som repræsenterer flere Champagnebønder, -kooperativer og -huse. Under denne paraply, får Champagne Henriot adgang til alverdens kontakter og knowhow, men Champagne Henriot opererer som selvstændig producent med egen ledelse, hvor de kan fokusere 100% på at vedligeholde deres eksklusive Champagnebrand.

Vinmager for Henriot er den højtrespekterede Alice Tétienne, der blev ansat i 2020. Hun kom fra en stilling hos Maison Krug og er en af Champagnes mest specialiserede vinmagere med flere uddannelelser inden for Champagne og ønologi.

Henriot fokuserer på Chardonnay, men benytter også Pinot Noir og Pinot Meunier til at opnå den ønskede, meget elegante og raslende sprøde, stil. Huset benytter sig af en imponerende høj mængde Premier og Grand Crus
fra de bedste Chardonnay parceller. Disse terroirs bidrager til vinenes lange holdbarhed.

Husets top cuvée, Cuvée 38, er et strålende eksempel på den friskhed, dybde, kompleksitet og ultimative udtryk af terroir, som kældermesteren skaber. Samme oplevelse af renhed og elegance går igen i Henriots Blanc de Blancs.

Maison Henriot beskriver selv deres stil som “chiseled” – mejslet! Deres Blanc de Blancs er mineralske og komplekse, og Brut Souverain, på Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier, er præcis og balanceret. Huset er under økologisk konvertering, men der går nogle år, før vinene bliver certificerede, da der indgår reservevin i vinene. Certificeringen ønskes af miljømæssige årsager, foruden at den er 100% i overensstemmelse med et af Maison Henriots mål: At fremme mangfoldigheden og dermed rigdommen af de forskellige unikke terroirs.

Vinene høster store anmelderroser over hele verden. Det er et champagnehus i den absolutte top. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Maison Henriot siden 2017.

“Perfection is reached, not when you have nothing left to add, but when there is no longer anything to take away.” – disse ord fra Antoine de Saint-Exupéry ligger bag husets filosofi i fremstillingen af deres Champagne.

Champagne Charpentier er et familiedomæne grundlagt i 1855 af Prosper, hvor hver generation har oplært næste generation i vinmageriets kunst med afsæt i husets unikke værdier, passion og erfaringer. I dag ledes det af 8. generation med Jean-Marc Charpentier i spidsen.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Champagne Charpentier siden 2009. Charpentier har dyrket sine 24 hektar biodynamisk siden 2009 og venter på økologisk certificering. I marken har de anvendt biodynamiske principper siden 2009. En smagning hos en ven i 2009 overbeviste Jean-Marc om, at biodynamisk vindyrkning var det eneste rigtige. Både smagen på vinen og hele tankegangen overbeviste ham: “Min jord er blevet levende, og vinene byder på mineralitet, spændstighed, dybde og friskhed” fortæller Jean-Marc. Da husets Cuvéer er lavet med en portion reservevin fra ældre årgange, vil der gå nogle år, før certificeringen trykkes på flasken.

Charpentier ligger i Charly-Sur-Marne, og druerne kommer fra 24 ha, som Jean-Marc har opdelt i 72 forskellige unikke parceller for at gøre vinene endnu mere præcise i deres udtryk. Parcellerne er beplantet med Chardonnay (45%), Pinot Meunier og Pinot Noir.

Serien “Tradition” repræsenterer karakteren af terroiret i Marne Valley – rig på Pinot Meunier og perfektioneret af Jean-Marcs personlige præg. Vinene er præcise og velafbalancerede med en behagelig kombination af frisk frugt og elegance.

Celestino Pecci er en sand lille perle, der laver stor Brunello di Montalcino. Celestino Pecci er født på en gård nær Sant’Antimo i Montalcino. Hans forældre ville have, at han skulle blive kontoruddannet, men han ville hellere gå vinvejen. I 1968, da vinen ikke var så kendt og jorden billigere, købte han 40 ha. i den højtliggende del af området nord for Montalcino by, hvor Celestino og hustru Idria efterhånden har opbygget et fint ry for Brunello efter økologiske (men ikke certificerede) metoder. I dag har datteren Tiziana taget førertrøjen i produktionen.

Markerne er syd-sydvest eksponerede i ca. 350 m.s højde. En placering, der er god for temperaturforskelle mellem dag og nat, som fremmer friskhed i vinene, ikke mindst i varme årgange. Brunello lagrer ikke mindre end 3-4 år i store og mindre egefade før tapning, og siden på flaske 1-2 år før salg. “The wines are focused, clean and respectful of Montalcino tradition. This under-the-radar estate is worth checking out.” – skriver Robert Parker (feb. 2017).

Montalcino ligger på en ca. 550 m. høj bakketop 30 km. syd for Siena, lidt syd for- og tættere på vestkysten end Montepulciano (Vino Nobile). Der er ca. 1200 ha. vin i et meget bakket landskab med store variationer, men generelt ligger markerne tæt på- og nord for byen højest og køligst, mens terrænet falder gradvist mod syd-sydøst, hvor det største vinareal er. Navnet Brunello “den lille brune” skyldes, at man før troede, druen var en egen sort, men det er en klon af Sangiovese, som er hoveddrue i hele Chianti. Brunello må kun laves 100% af den.

Vinene har længe været respekteret for kvalitet, men har først fået verdensry fra 1960’erne. Da Autostrada del Sole åbnede tæt på, svandt byens rolle som gennemfartsby og generelt handelscentrum hurtigt, og den måtte bygge sig selv op igen med vin som kvalitetsprodukt. Det lykkedes i så høj grad, at vinen var blandt de første til at få den strenge DOCG-appellation i 1980, og der er nu ca. 200 dyrkere. Klimaet er lunt for Toscana med mindre regn end gennemsnittet, og modningsproblemer ses meget sjældent.

Brunello-vinen skal lagre mindst 2 år i egefade og 4 mdr. på flaske. Lagringen sker ofte i en blanding af små- og store fade, afhængigt af årgangens karakter og den konkrete parcels mikroklima. En balancegang mellem frugtintensitet, saftighed/tørhed og bevarelse af frisk syre i vinen. Da den lange ventetid på salg, 4 år efter reglerne, kunne give producenterne lommesmerter, indførtes i 1984 Rosso di Montalcino, som ikke har fadlagringskrav, men stadig kun laves på Sangiovese. Det har også vist sig at højne kvaliteten af Brunello-vinen, da der er en mulighed for at deklassere partier af vin, der ikke lever op til de høje krav til- og priser på hovedvinen. Det giver også forbrugerne mulighed for en billigere vin, der har stilen men er mere frugtig og tidligere moden. Der justeres af og til på reglerne. Fx skal nye plantninger fra 2016 have en tæthed på mindst 4000 vinstokke/ha., og kravet til syreniveau for Rosso er sænket, så den kan være mere venlig og åben tidligere. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Celestino Pecci siden 2015.

Quattro Conti – de 4 grever – har boet i Apulien (som er ”hælen i Italiens støvle”) siden 1580. I mange år dyrkede domænet druer, der blev brugt til andres vine, men i starten af 1900-tallet begyndte man selv at fremstille vinen. I 1935 samlede man kræfterne om at lave egen vin fra familiens marker. I dag drives Quattro Conti af de ”fire grever”, brødrene Alcibiade, Francesco, Luciano og Mario. Huset består af i alt fire domæner, der tilsammen har 320 hektar vinmarker i Apulien.

Hos Quattro Conti driver man landbruget bæredygtigt, sådan som man har gjort det gennem generationer. Man bruger kun maskiner, når det er absolut nødvendigt, og man holder udbyttet lavt, så høsten er af så høj kvalitet som muligt. Vinstokkene er ligeledes plantet tæt for at tvinge udbyttet pr. vinstok ned. Quattro Conti laver blandt andet vin på de lokale druerne Primitivo, Negroamaro og Malvasia. Jorden er meget frugtbar, klimaet er tørt og lunt, men mildnet af vind fra havet som ligger tæt på.

Husets stil er moderne vine, der er friske og rige på frugten. Det er tiltalende hverdagsvine, der passer perfekt til velkrydrede italienske pastaretter, risotto og grillet oksekød.

Von Hövel har siden 1200-tallet ligget i landsbyen Oberemmel 200 m. over Wiltingen ved floden, ca. 5 km. før Saar’s udløb i Mosel. Ejendommen var oprindeligt et munkerefugium, der tilhørte klosteret i Trier, men blev på foranledning af Kejser Napoleon privatiseret i 1806 og solgt til Emmerich Grach; tip-tipoldefar til Max Von Kunow, som driver vingården i dag.

Den herskabelige ejendom har været brændt og genopført et par gange, men kældrene er de samme som for 800 år siden. Fra Max’ bedsteforældres tid i 1950-erne har vingården haft navnet Von Hövel, der kom ind i familien da en skovrider ægtede en datter af Grach familien.

Max har i sin tidlige ungdom arbejdet og lært hos adskillige topvingårde i flere tyske vindistrikter samt i Bourgogne. I 2002 begyndte han at læse ønologi og arbejdede derefter for Karthäuserhof, Fürst Löwenstein, Iphofen i Franken og var konsulent for dyrkere i Luxembourg, da hans far blev syg i 2010, og han hastede hjem for at overtage familieejendommen.

Max har ændret meget i de forløbne år: længere udblødning med skallerne til især de tørre vine, meget lang og skånsom presning til vine med restsødme og brug af den naturlige gær, der sidder på druerne. Han bruger ingen insektgifte og kun naturlig gødning, mest pressekvas fra produktionen. Der laves flere tørrere vine, og hele ejendommen er under økologisk certificering.

Udover kronjuvelerne: monopolmarkerne Oberemmeler Hütte og Kanzemer Hörecker samt parcellen på Scharzhofberg har han tillagt jord i Oberemmeler Rosenberg og Rosenkamm samt Silberberg i Krettnach og Euchariusberg i Niedermenniger; nærmest en fordobling af arealet til ca. 21 ha. Med topnavnet Egon Müller lige nedenfor ved floden er inspirationen ikke langt væk, og Max forfølger den med stor og vedholdende energi.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Weingut Von Hövel siden 2008.

Italien er en stor kunde til fransk Champagne. Italiens egen spumante er ofte en kopi af den franske original. Så der er grund til at interessere sig for Prosecco, Italiens eget bidrag til mousserende vin. Contarini leverer herlig spumante.

Prosecco er vinen fra Venedig, som bliver serveret på alle de smarte trattorie omkring Markuspladsen og Rialto broen. En herlig vin med en aroma og sprød friskhed, der -når den er bedst- er unik italiensk!

Druerne gror på smukke vinbjerge i de nedre Alper nord for kanalbyen. Vinen har altid været favoritten i Venedig. Familien Contarini er en af byens vigtige familier og leverede bl.a. flere doger til bystyret.

I 1606 skrev Zaccaria Contarini -en stamfader til leverandøren af denne vin- i brev til bystyret, at det meste prosecco blev eksporteret til Tyskland og Polen. Contarini paladset med det smukke trappetårn kan stadig ses i byen. Et yndet motiv for ikke mindst Monet.

Familiehuset ligger i dag midt i Conegliano området og leverer en glimrende mousserende vin. Mest kendt for Prosecco på druen glera, men også god rosato og moscato.

Ejer Stig Hansen arbejdede i årrække for Erik Sørensen Vin og fik en stor kærlighed til Bourgogne. Han blev biokemiker og kom i top af sit fag.

Han har givet vingården navnet Whistler efter hustru Jennifer. Vingården ligger kun et par miles fra Stillehavet på blide skråninger af sandsten – og det giver et klima så køligt som i Bourgogne. Driften er økologisk, men ikke certificeret. Han tapper kun den bedste vin selv – resten sælges til Dailla, og år efter år er Dalila’s Whistler i top for Pinot. 2012 var på WineEnthusiasts Top 100, 2011 fik 94p/WineEnthusiast og 93p/Parker. 2012 er høstet 29. september. Druerne macererer i 5 dage før en kontrolleret gæring og lagrer siden 14 måneder i små fade af fransk eg (25 % nye). Vinen tappes uden klaring eller filtrering.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Domaine Zind-Humbrecht siden 1985. Domænet i Alsace er internationalt kendt for at fremstille sublime vine af tårnhøj kvalitet med nærmest fabelagtige udviklingsmuligheder.

I 1992 blev et helt nyt vineri bygget midt i markerne i Turckheim, og alle Zind-Humbrechts vine har været biodynamisk certificerede siden 2002. Ligesom med økologiske vine må der ikke anvendes sprøjtegifte eller andre kemikalier på mark og i kælder. Herudover er der ifølge den biodynamiske tankegang balance i samspillet mellem marker, menneske og kosmos, og vinbonden tager bl.a. hensyn til månens position i forhold til markarbejde, gødning og høst.

Huset medOlivier Humbrecht er ejer og vinmager af domænet. Vejen til at skabe de store vine blev lagt allerede i 1960’erne og 70’erne, hvor det lykkedes Oliviers far, Léonard Humbrecht at købe nogle af Alsace’ bedste parceller på de meget stejle skråninger, efter de var blevet efterladt af bønder, der søgte mod fladere områder.

Léonards familie har lavet vin i området siden 1620, og “Zind” er moderens navn, som blev tilføjet ved ægteskab og sammenlægning af de to familiers marker i 1959. Vindyrkningen går i arv fra generation til generation, og Olivier er ved at oplære næste generation i vinmageriets kunst. Oliviers søn, Pierre-Emile arbejder nu side om side med sin far på domænet, og sammen fører de familiens passion og ekspertise videre, mens de sikrer, at vingården forbliver blandt de absolut bedste i Alsace. Domænet har nu godt 40 ha. spredt på talrige lokationer fra Turckheim til Rangen helt mod syd i Alsace. Adskillige er Grand Cru, men mange vine fra andre marker har lige så høj kvalitet.

Domænet har nu godt 40 ha. spredt på talrige lokationer fra Turckheim til Rangen helt mod syd i Alsace. Adskillige er Grand Cru, men mange vine fra andre marker har lige så høj kvalitet. I følge Olivier kan store vine kun komme fra vinstokke, som vokser i en god levende jordbund, der er dyrket korrekt, hvor rødderne kan optage næring og mineralitet. Her spiller den biodynamiske tankegang en vigtig rolle. Mineralitet i vin er alfa og omega, da den har stor indflydelse på smagen, vinens længde og struktur, mener Olivier.

“Mineralitet er et formidabelt tegn på kvalitet, den giver vinen sin unikke karakter, og mineralitet får også ens mundvand til at løbe og giver ultimativt lyst til et glas mere” udtaler Olivier.

Hos Zind-Humbrecht får gæringen lov at vare længe (et år er reglen snarere end undtagelsen), og vinen lagrer “sur lie” indtil tapning uden hverken klaring eller filtrering. Længden af gæringen bestemmes af vinen, ikke domænet; i biodynamisk fremstilling finder vinen en naturlig balance.

På alle Zind-Humbrechts vine finder du en såkaldt indice-skala, som inddeler vinene i en tørheds-/sødmeskala fra 1-5, hvor 1 er tørrest og 5 sødest.

Zind-Humbrecht’s “indice”system er en konsekvens af Olivier princip om, at vinen “laver sig selv”, når først druerne er høstet, sorteret og gæringen begyndt. Han bruger kun den naturlige gær, der sidder på druerne, så gærens måde at virke på kan variere i samspillet mellem de enkelte markers vejrprofiler, druesorter, sukkerniveauet i det konkrete år og de forskellige syretyper, der indgår i processen. Resultatet er, at nogle vine i nogle år gærer i 2 måneder, andre i op til et år. Nogle gærer ud / til meget lavt restsukkerniveau, andre stopper med forskellige grader af restsødme. Da Olivier oplevede, at selv hans kone havde svært ved at finde en passende vin i kælderen, indså han, at kunderne måtte have samme problem med den mængde forskellige vine, han laver. Fra årgang 2000 har alle vine i et af de nederste hjørner på etiketten et indice nr. fra 1 -5. Undtaget er VT / Vendange Tardive / sent høstede eller SGN / Selection Grains Nobles / udvalgte skrumpede druer, hvor restsødme er givet.

Indice 1 er helt tør; 4 og 5 har meget følelig restsødme og er mest til kraftige oste, desserter og et sublimt glas for sig selv. De vedbliver at være søde i hele deres meget lange levetid; mest tydeligt for indice 5. Ud fra 30 års erfaring med hans vine kan man sige, at indice 2 generelt vil have en lille rundhed, når de er unge; mindst følelig for Riesling. Med Indice 3 kan sødme i den yngre vin fornemmes men dominerer den ikke. For indice 2 og 3 vil sødmen normalt integreres i vinen ved lagring og blive mindre mærkbar.

William Fevre er en af de førende producenter i Chablis med kvaliteter på øverste hylde. William Fevre grundlagde domænet i 1959 med blot 7 hektar. Gennem årene har huset opkøbt flere parceller, og det ejer i dag 78 hektar, der alle ligger i det historiske Chablis. Heraf er 15,9 hektar Premier Cru og 15,2 Grand Cru. De ejer parceller på 6 af 7 Grand Cru marker.

Domænet arbejder passioneret for at skabe perfekte Chablisvine. De har med succes holdt fast i familiens vigtige værdier, og ikke mindst respekten for regionens unikke terroir, samtidig med at de har skabt et moderne vineri, hvor de skaber uimodståelige Chablisvine.

I 1998 blev domænet en del af Henriot-familien, og de flyttede vinmager Didier Seguier fra deres Bourgognehus, Bouchard Père & Fils, til William Fevre i Chablis. Han har ændret husets stil fra at være fed og toasty præget af ny eg, til at lade vinene være mere ekspressive af deres individuelle terroirs. I juli 2023 blev William Fevre overtaget af den prestigefyldte Bordeaux-familie, Domaines Barons de Rothschild Lafite, og det har åbnet døren til kontakter og know-how på den øverste hylde.

Med over 80 parceller på Kimmeridge kalk har Seguier rigelig med kombinationsmuligheder at arbejde med. Hvert parcel vinificeres separat, og han har reduceret brugen af ny eg fra omkring 20% til 5%. Vinens potentiale ligger i dens sanselige påvirkning – for Chablis er denne afledt af vinens terroir, der skaber friskhed og mineralitet, kombineret med vinmagerens formåen, mener William Fevre. Vinen byder på et væld af smagsnuancer, perfekt balance og et unikt udtryk af friskhed og elegance. I Chablis fra William Fevre får du et imponerende glas vin, perfekt til selvforkælelse og deling. Erik Sørensen Vin har arbejdet med William Fevre siden 2017.

Giordano Emendatori grundlagde huset Mara (opkaldt efter sin kone) i år 2000 og fik dermed realiseret sin livsdrøm om at producere fantastisk vin. Valgt faldt på druen Sangiovese, og der gik 5 år, før de kunne plante vinstokkene. Fra begyndelsen lagde huset vægt på de holistiske principper inden for vindyrkning.

Tenuta Mara er ikke en almindelig vingård men en kompleks og komplet organisme, som vokser og lever til årstidernes rytmer. Her bliver alle fem sanser vakt. Vingården drives biodynamisk (Demeter certificeret), og arbejdet med vinen kombineres med passionen for musik, kunst og liv og skaber dermed en helhed.

Fra man kommer ind på vingården lægger man mærke til de store kunstværker, som passer harmonisk til stedet. I markerne gror vinen til toner af Mozart; musikkens rytmer er vigtig og regulerer årstiderne og livscyklusen, mener man hos Mara. 7 hektar er plantet med Sangiovese, og det perfekte økosystem inkluderer 700 fuglereder, 50 kasser til flagermuse, 5 ynglesteder til insekter og 3 hestestalde. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Tenuta Mara siden 2017.

Bodegas Obalo er en moderne vingård, der laver moderne Rioja. Vingården hører til blandt den nye stil i Rioja, “las modernistas”, som ønsker at få mere frugt frem i vinen frem for den mere ege-prægede stil, som distriktet historisk har været kendt for. Huset arbejder udelukkende med druen Tempranillo til dets rødvine.

Vingården er nybygget fra 2006 og ligger højt på bjergsiden på grænsen mellem Rioja Alta- og Alavesa ved landsbyen Obalos, med Sierra Cantabria bjergkæden, der skærmer mod kulde nordfra, i ryggen. Sonsierrabjergene leder samtidig Atlanterhavsluft ind fra vest, som mildner ekstremer i klimaet. Vinstokkenes beliggenhed i 400-700 m.s højde sikrer den vitale forskel mellem dag- og nattemperaturer, der giver elegance og syrespil, selv i kraftige vine.

Druerne kommer fra forskellige parceller med varierende jordbund af kalk, mergel, sandsten og ler, som dræner godt. Vinstokkene er mellem 40 og 90 år gamle, og de højest beliggende marker er plantet i terrasser. Der tages hensyn til de enkelte parcellers mikroklima og soleksponering ved altid at håndhøste, dobbeltsortere og vinificere hvert parcel for sig selv. Druerne fra de forskellige parceller holdes hver for sig lige indtil den afsluttende blanding.

Mosten udbløder med overpumpninger, ift. hvad der er optimalt for det enkelte parti druers karakter, før gæring dels i stål, dels i store træfade. Vinen lagrer i fransk eg – ingen amerikansk eg her! – mindst 12 mdr. og 2 år på flaske efter blanding af den endelige vin. Bodegaen har ca. 900 franske fade med forskellig toastning og alder fra nye til 3 år, så der er rige muligheder for en afbalanceret lagring af den enkelte vin.

Den tætte kontakt med lokale traditionsbundne druedyrkere kombineret med det moderne vineri, giver Obalo de bedste betingelser for at skabe komplette og moderne Rioja vine.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Obalo siden 2012.

Historien om det, der nu er Bodegas Álvaro Domecq S.L. går tilbage til år 1850, hvor Pilar Aranda Winery blev grundlagt og med tiden oparbejdede ry som en af de bedste kvalitetsproducenter i Marco de Jerez.

I 1999 købte Álvaro Domecq Romero vingården, og han begyndte straks at sælge vinene under eget navn, Álvaro Domecq. Álvaro besluttede sig samtidig for at fortsætte ad samme spor med fokus på kvalitetssherry for at differentiere vinene fra sherrysektorens brede tilbud. De vælger kun den bedste most fra de bedste marker, og vinen lagrer i traditionel amerikansk eg under det traditionelle solera og criadera system*.

I 2007 sluttede Álvaro Domecq sig til Avanteselecta-gruppen, der består af nøje udvalgte vingårde i Spanien, som de hjælper med markedsføring og ekspertise. Alle vingårde i gruppen producerer vine i de vigtigste spanske vinregioner under en fælles filosofi om at skabe vine fra unikke lokale terroirs og af lokale spanske druesorter, der afspejler, hvor de vokser.

Álvaro er efterkommer af den berømte vinfremstillingsfamilie Domecq. Udover at være meget tæt forbundet med verden af sherryvine og eddike, er familien også anerkendt som værende den førende familie, når det kommer til opdræt af spanske heste og kamptyre. Álvaros far var en meget anerkendt tyrefægter, og Álvaro er fulgt i faderens fodspor indenfor både hesteopdræt og tyrefægtning i tillæg til passionen om at føre den stolte tradition af kvalitetssherry videre. Huset leverer også brandy og en en hvid Rueda, som familien hidtil har været serveret familien.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Álvaro Domecq siden 2010.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Cantina Tramin siden 2010. Cantina Tramin er et af mange kooperativer i området ved foden af Dolomitterne, men det udmærker sig ved at have vundet stor respekt for sine vine internationalt. Det blev startet af den lokale sognepræst i 1898, men det er den nuværende leder Willi Stürz, som har formået at skabe en enestående korpsånd blandt de næsten 160 ejere af 270 ha. marker. Han kom tilbage til sin fødeby som uddannet vinmager i 1989 og har ikke stået stille siden. Al dyrkning, markpleje og høst koordineres omhyggeligt, og vinene har nået en sådan kvalitet, at Tramin tyve gange har fået tildelt de maksimale 3 glas i vinguiden Gambero Rosso, og huset er generelt vurderet med to stjerner som kun 30 i hele Italien. Willi Stürz blev årets vinmager i Gambero Rosso i 2004.

Der er for nyligt bygget en ny vinkælder i avanceret design, hvor al flytning af most og vin sker ved tyngdekraft. Cantina Tramin har fået “Vini Buoni EcoFriendly Award” for bæredygtig drift og lavt energiforbrug.

Alto Adige er del af den orditalienske provins Trentino-Alto Adige. Størstedelen af befolkningen her har tysk som første sprog, og vintraditionerne er mere østrigske end italienske. Området fik appellation i 1975, og der dyrkes et hav af lokale druer. Cantina Tramin Tramin laver vin på flere af druerne, som Pinot Grigio, Pinot Bianco, Sauvignon Blanc, Gewürztraminer og Pinot Nero. Vinene er generelt kendetegnet ved en fin balance mellem modenhed og en stringent kølighed, da de fleste marker har meget lave nattemperaturer.

Fausto og Adriana Albanesi overtog vingården Torre dei Beati fra Fautos far i 1999 og besluttede straks at ændre produktionen til økologi, og de har i processen opdateret vineriet med den nyeste up-to-date teknologi.

Den økologiske tankegang følger familiens ønske om at lave vin på de lokale druer fra Loreto Aprutino og udtrykke druernes rene karakter gennem ekstrem udvælgelse i mark og kælder. Druerne, som de arbejder med, er den røde Montepulciano drue og de hvide Pecorino og Trebbiano druer. I tillæg til vigtigheden af vinenes kvalitet, ønsker familien gennem deres økologiske handlinger også at kunne efterlade landet levende og intakt til deres børn.

Druerne høstes ad flere omgange i små 20 kg.-kasser og køres straks til vingården, der ligger midt i markerne. Her sorteres druerne igen på et sorteringsbånd, så kun de bedste druer bruges. Denne proces er ens for alle vingårdens vine, da de ønsker at få det bedste frem i hver vin.

Torre dei Beati ligger i provinsen Pescara i Abrozzo regionen i det centrale Italien ud mod Adriaterhavet. Husets vin kommer udelukkende fra egne marker – 21 ha. i Loreto Aprutino, der ligger mellem 250 og 300 m.o.h. ved foden af Gran Sasso, der er det største bjerg i bjergkæden Apenninerne. Markerne ligger ca. 25 km. fra Adriaterhavet, og netop her nyder de godt af de varme vinde, der kommer fra havet om dagen, og den kolde luft, der strømmer ned fra bjerget om natten. Specielt de sidste par måneder før høst er der sne på toppen af bjerget, hvilket giver ekstra kølig luft. Disse køligere mikroklimaer giver mere koncentration til vinene.

Navnet på vingården henter Torre dei Beati fra 1300-tals fresko af “Dommedag” i den lokale kirke, hvor “De velsignedes Tårn” -Torre dei Beati- er det mål, som sjælene af de afdøde kan nå efter hårde og lange prøvelser. For Fausto signalerer det vingårdens overordnede mål: at stræbe efter at vise det enorme potentiale i den lokale og historiske Montepulcianodrue, som fortjener at blive anerkendt for dens høje niveau.

Fausto kæmper en brav kamp for at udbrede kendskabet til sine vine, da han mener, at man fra Abruzzo-regionens side er håbløse til at markedsføre Abruzzo som et område, der også byder på kvalitetsvine. At Fausto formår at skabe stor vin gennem lige dele perfektionisme og hårdt arbejde dokumenteres år efter år med blandt i den anerkendte italienske vinguide Gambero Rosso med en række glas til alle husets vine, både hvid, rosé og rødvin.

Abruzzo er umiddelbart kendt for at producere store mængder konsumvin, men en række ambitiøse vingårde viser, at der også kan produceres kvalitetsvin. De bedste vinmarker ligger i de to nordligste provinser i Abruzzo: Pescara og Teramo. Jorden her er jernholdig ler og kalksten, hvilket er perfekt til vindyrkning. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Torre dei Beati siden 2002.

Pernot familien har gennem generationer holdt til i Puligny-Montrachet og er kendt for deres konsistent høje kvalitet. Alvina Pernot er fra den yngste generation af familien. Hun arbejdede tre år på Domaine Paul Pernot men er nu startet for sig selv i et lille hus i Puligny-Montrachet sammen med sin mand Philippe Abadie.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Alvina Pernot siden 2022. Deres store fokus er i Puligny-Montrachet, hvor de arbejder med et stigende antal af Premier og Grand Crus. Første årgang var 2018, og indtil 2021 lavede Alvina og Philippe vinen hos Domaine Paul Pernot, men de har nu fået bygget deres eget vineri, hvor de har bedre kontrol over vinfremstillingen. De har egne parceller – La Rue aux Vaches, Les Noyers Brets og La Rue de Bois – og resten af frugten køber de fra nogle af regionens bedste dyrkere. I kælderen arbejder de med temperaturkontrol, og de arbejder med flere typer lagringsmuligheder som glas, amphora og eg, og for hvert år prøver de endnu flere tiltag af, så de i sidste ende kan lave så præcise vine som muligt.

“We are looking to make wines with a bit more tension, so for example we chose the highest altitude parcel of the family’s four plots in Les Folatières” – udtaler Alvina.

Alvina og Philippe holder på, at det meste arbejde skal laves i marken. Derfor lægger de et stort arbejde i at have så tætte relationer til de dyrkere, som de køber frugt fra. Det er vigtigt, at disse dyrkere har de samme standarder, som Alvina og Philippe. Der lægges dog stadig meget vægt på arbejdet i vineriet. “There’s nothing minor during vinification – everything matters. Each tiny detail makes the difference between an average wine, a good wine and an excellent one,” forklarer Alvina.

Bæredygtighed er en central filosofi hos Alvina Pernot. Næsten al arbejde udføres i hånden. De undgår brug af sprøjtegifte og prøver også biodynamiske metoder af. Tilsætning af svovl holdes på et minimum.