Bag Draga og Miklus står en familie med ekstrem passion og generationers erfaring. Mitja står i spidsen for vingården i dag flankeret af sine forældre, Anna og Milan.

Allerede tilbage i begyndelsen af 1900 købte Ivan Miklus land til vindyrkning, men vinproduktionen kom først rigtig igang omkring 1950’erne fra en lille garage – først med produktion af vin i bulk men senere med vin på egne flasker. I 1990’erne blev garagen udvidet til en lille – rigtig – vinkælder, og man købte nogle vinmarker i Draga. I 1997 udvidede huset kælderen endnu en gang, så den nu står med topmoderne udstyr og langt flere tanke, der kan rumme en større produktion.

Husets filosofi opsummeres af Mitja: “For years we have been aiming at increasing the attention to the vineyards and grape selection, as it is from the raw material that a high quality product is made. I do what I always dreamed of as a child and I always look for the highest quality wines, while respecting the traditions, consumers and the environment, as I have been taught by my grandparents and parents.”

Huset har i dag to serier af vine: Draga, der er husets friske moderne hvide i den traditionelle Friuli stil, der har gjort området kendt verden over, og Miklus, som har en gren af natur-/orangevine med lang macerationstid, der følger en trend blandt yngre Friuli-producenter.

Huset ejer marker i de bedste områder af Collio: Draga og Breg. Markarbejdet foregår efter økologisk tankegang, og vingården har flere gange modtaget prisen “eco-friendly”. Som eksempel er markerne dækket af græs. Man anvender ikke pesticider til sprøjtning, og vinen tappes i letvægts-flasker. Huset opsamler regnvand til brug i marker og til rengøring af faciliteter, og bygningerne er udstyret med solpaneler.

Weingut Rings har cementeret sig som værende blandt Tysklands topproducenter. Deres detaljerede tilgang til vinfremstillingen har betalt sig; vinene er rene og præcise og af absolut højeste kvalitet.

Vingården ledes af brødrene Steffen og Andy Rings med hjælp fra søsteren Simone i salg og administration. Steffen overtog forældrenes vingård i 1990’erne og besluttede sig straks for at omlægge produktionen fra bulk til kvalitetsvin. Steffen solgte eller byttede vinmarker til parceller i de bedste lokationer, som Kallstadt og Ungstein. Han købte trætønder til kælderen og begyndte at reducere høstudbyttet dramatisk. Andreas (“Andy”) kom til i 2006 og bragte en masse idéer til kælderarbejdet, hvor han hele tiden laver små justeringer for at gøre vinen endnu bedre.

Brødrene er autodidakte, drevet af nysgerrighed og lysten til løbende at forbedre sig. De prøver mange forskellige ting, og hvis noget ikke virker, kasserer de idéen og går videre til andre. Intet er så vigtigt som kvaliteten af vinen. Vinene skal være udpræget tørre uden nogen sødme til at skjule deres sande natur. Dette kræver de bedste råvarer – og høst i hånden og sortering i kælderen er obligatorisk.

Mosten, inklusive de røde, får lov til at gære spontant med vildgær, der forekommer naturligt i luften eller på selve druerne. Hvor lang tid en vin er i kontakt med dens bærme, har en væsentlig effekt på dens karakter. Det er i denne periode, at vinen udfolder sine individuelle smage og struktur og finder sin balance. Mange af vinene modnes på træfade, så de kan ånde. Nogle af de hvide hviler i store, traditionelle træfade (“Stückfass” eller “Halbstückfass”), andre i rustfrit stål. Den franske “barrique” er forbeholdt de røde, som i slutningen af deres lange modningsperiode tappes på flaske uden at blive filtreret. De hvide er helt tørre og sprøde; de røde utroligt elegante, rene og med forfinet frugtsmag.

Rings ligger i Pfalz i Freinsheim i den nordlige del af Mittelhaardt regionen, ca. 10 km. nord for Deidesheim. Vingården ligger lige ud til et fortids kalkstensrev, der rejser sig mellem nabolandsbyen Kallstadt og den nærliggende Palatinerskov. Nogle af Rings bedste enkelt-marker er placeret på denne mineralrige jord fra fortiden.

Huset er certificeret økologisk – ikke for at følge en samfundstrend – men fordi man er overbevist om, at kun en sund jordbund kan skabe vine, som helt naturligt og ærligt afspejler der, hvor de kommer fra. For at undgå råd på vinstokkene bruger man, når nødvendigt, en minimum mængde af kobbersulfat (“Bordeauxvæske”).

Rings er medlem af Tysklands apellationssystem VDP, som er en privat sammenslutning af ca. 200 af Tysklands bedste vingårde. De er gået sammen for at skabe et appellationssystem, der både er med til at sætte standarder for hele Tysklands vinindustri, og der styrker udlandets syn på tysk vin. Medlemmerne er dedikeret til at leve op til en række strenge regler, og systemet kendetegnes med organisationens logo, en ørn på toppen af flasken. Organisationen klassificerer Tysklands bedstes marker i hht. appellationerne: Gutswein (domænevin), Ortswein (vin med bynavn), Erste Lage (Premier Cru) og Grosse Lage (Grand Cru).

Anmelderne er begejstrede

I december 2023 udtalte Parker om Weingut Rings:
Weingut Rings, one of the rising stars in Germany in recent years, cultivates 39 hectares of vines plus one hectare of young plantings, which were finally certified organic in 2017, but they have been working organically since 2008. The estate’s own compost is located in the neighboring village. The estate is located near the cemetery in the middle of the secluded but warm Freinsheim vineyards, which are particularly suited for red wine varieties. The winery is a modern and functional, extremely spacious gem that has made the wines of the last three years even clearer and finer. Riesling and Pinot Noir in particular, the two hobbyhorses of the Steffen and Andreas Rings brothers’ business with 70% of the vineyard area, are impressive here and are among the best wines in the Palatinate and also in Germany.”

I Vinum-Weinguide 2023 blev Rings “årets vingård”:
“Today, their dry Rieslings from the chalky soils of Ungstein and Kallstadt are among the best wines in the country; the Saumagen is constantly outstanding. And the Pinot Noirs are closely behind.”

I november 2022 udtalte Jancis Robinson i Wines of the week 25.11.22:
“This is an absolute steal for anyone who loves elegant, aromatic Pinot Noir, or Spätburgunder, as it is known in Germany. It was one of a handful of such wines that stood out when I was tasting new releases in London in September.”

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Weingut Rings siden 2022.

Beaux Frères startede i 1986, da den kendte vinkritiker Robert Parker Jr. og hans svoger Michael G. Etzel købte en nedlagt 88 hektar grisefarm i Willamette Valley i Oregon i det nordvestlige USA med den filosofi at skabe verdensklasse Pinot Noir fra et lille udbytte af perfekt moden valafbalanceret Pinot Noir. De plantede deres første Pinot Noir vinstokke i 1988, og i 1991 lavede de deres første årgang. I 2017 købte Henriot-gruppen majoriteten af vingården.

Klonerne er Pommard, Wadenswil og Dijon. Vingården er inspireret af biodynami. I kælderen får vinen lov til at gære spontant på vildgær, og man benytter sig af både “punch down” og “pump over” via håndkræft både i løbet af dagen og natten. Vinen føres til franske egetønder, og der anvendes fra 30-50% ny eg afhængig af årgangen. Efter 10-12 måneder på fad kommer vinen på flaske.

Beaux Frères ligger på toppen af Ribbon Ridge AVA i Willamette Valley, Newberg i staten Oregon i det nordvestlige USA.

Willamette Valley ligger i staten Oregon i det nordvestlige USA ikke langt fra Stillehavet. Dalen ligger i nord-/sydlig retning og er beskyttet mod Stillehavets kulde og regnstorme mod øst af Coast Range bjergene. Mod vest giver Cascade Range bjergene en naturlig afskærmning fra det tørre, ørken-agtige klima fra det østlige Oregon.

Willamettes klima er karakteriseret af et langt forår, som hjælper druerne med at får en god start på sæsonen, efterfulgt af varme somre med kølige aftner og et langt efterår, der sikrer fuld modning af druerne.

Der er ni appellationer i Willamette Valley. Ribbon Ridge AVA er den mindste appellation. Det er et homogent område både hvad angår geografi, højdemeter og vækstbetingelser. Jorden er maritim aflejring kaldet “Willakenzie”, de fleste vingårde i AVA’en kunstvander ikke deres marker, og Pinot Noir er den mest plantede drue (med 68,3%).

*American Viticultural Area er navnet for appellationssystemet i USA.

Kaldt ”The Godfather of Biodynamic Wine” – Forbes 2017.

Nicolas Joly er en af foregangsmændende inden for biodynamisk vinbrug og står i spidsen for Vignobles de la Coulée de Serrant, også med marker i nabo Roche-aux-Moines og Savennières. Domænet har arbejdet økologisk og biodynamisk siden 1980 som en af de første, og udover at være anerkendt verden over for sine vine med imponerende dybde og elegance, er vingården også kendt for at lave vine, der bliver ved med at udvikle sig og blive bedre dag for dag, efter man har åbnet flasken.

Hos Joly strækker høsten sig over 4-5 omgange over flere uger for at opnå den helt rette modenhed i druerne. Det kræver meget arbejde og stor opmærksomhed. Druerne bliver høstet sent for at opnå den kompleksitet, der opstår i forbindelse med overmodne (og oxiderede) druer. Den oxidation, som Joly tillader i marken, må ikke forveksles med oxidation af vinen på grund af dårligt kælderarbejde. Joly søger den “ægte vin” med respekt for naturen: “I don’t only want a good wine but also a true wine”. Vinene er normalt tørre, men i år, hvor forholdene tillader, kan der være en smule restsødme i vinene.

Joly forklarer sin filosofi: “Chenin Blanc får først sin kompleksitet når den er fuldt modnet med en dyb gul farve. Kun en sund, bæredygtig dyrkning kan garantere dette uden at druerne får grå råd. Derfor foregår høste hos Joly over fire til fem omgange, efterhånden som druerne begynder at blive rosinagtige og danne botrytis – som er det der får de mest intense mineralske smage frem i Chenin.

Når flasken med den færdige vin er åbnet, vil vinen fortsætte med at blive bedre – og den er på ingen måde oxideret. Du kan tjekke dette selv ved at smage lidt af vinen hver dag. Du sætter blot korkproppen i flasken og sætter den til side – og den skal ikke i køleskabet. Du vil opleve, at vinen faktisk bliver bedre dag for dag – nogle gange op til over en helt uge. Hvis vinen var oxideret, ville den være udrikkelig.”

Hvis ikke du kan vente nogle dage med at drikke vinen, så åben den nogle timer for inden eller hæld den på en karaffel. Servér ved 14 grader.

Alt markarbejde foregår ved hjælp af heste og håndkraft. Når der plantes nye vinstokke er det altid skud af de ældste fra 1920. Der bruges kun gødning fra ejendommens egne ti køer; får holder ukrudt nede om vinteren og gøder markerne samtidig. Høns klarer angreb af snegle. Til sygdomsbekæmpelse i markerne anvendes kun “Bordeauxvæske”/ kobbersulfat, naturlig svovl fra vulkansk jord og sprøjtekoncentrater af en lang række urter og træbark. Hans datter Virginie har i stigende grad overtaget vinifikationen siden 2006. Hun har ikke ændret på vinenes bemærkelsesværdige stil og tårnhøje niveau.

Vinen Coulée de Serrant er husets flagskib, og den kommer fra monopole-marken af samme navn. Den har sin helt egen appellation controlée fra 1952 på trods af sin lille størrelse på 7 hektar. Nicolas Joly er eneejer af denne mark, der laver nogle af de bedste tørre vine på Chenin Blanc. Den ligger nørdøst for vingården på de højeste skråninger med bedste solåbenhed og meget mager, tynd jord af skifer, granit og lidt sand. 

Vinene sælges som allokation. Kontakt din sælger for at høre mere.

Jean-Etienne Chermette er en ung mand i Beaujolais, som hører til en ny generation af unge vinbønder, der er ved at komme på banen. De eksperimenterer med nye idéer som bl.a. et stigende fokus på at få de unikke forskelle i de lokale terroirs frem i vinen – vinificering med naturlig gær og ingen chaptalisering – og fokus på økologi og bæredygtighed.

Jean-Etienne kommer fra familien Chermette, hvis historie indenfor vinavl går flere hundrede år tilbage. Efter endt uddannelse inden for både ønologi, international handel og marketing kombineret med arbejdserfaring fra flere vindistrikter i både Frankrig og udlandet, begyndte Jean-Etienne at arbejde på familievingården i 2017.

I 2018 besluttede han sig for at lave sin egen vinserie med sit eget navn og egen stil. Jean-Etiennes higen efter yderligere diversitet og specialisering førte ham til at skabe sin egen vinserie, hvor han kan introducere andre terroirs og vine, end dem hans familie laver. Hans filosofi er at skabe vine så naturligt som muligt med respekt for de lokale terroirs og for at få så frugtige og delikate vine som muligt. Alle Jean-Etiennes vine er certificeret bæredygtige.

“I practice a winemaking process as natural as possible and respectful of the terroir to obtain wines with fruit and delicacy.” siger Jean Etienne Chermette.

Familievingården ligger i den sydlige del af Beaujolais og hed oprindeligt Vissoux. Jean-Etiennes far, Pierre-Marie, blev i 1980’erne kendt for sin Beaujolais Cuvée Traditionelle Vieilles Vignes. Vinen blev fremstillet i hht. oprindelige Beaujolais traditioner: Den var ikke chaptaliseret, og der blev ikke tilsat gær. Vinen grundlagde den stil, som huset i dag er kendt for. Fra midten af 1990’erne udbyggede Pierre-Marie vingården ved bl.a. at købe marker i Beaujolais Cru’erne Fleurie og Moulin-à-Vent og sidenhen også i Brouilly.

Allerede i 2000 introducerede Pierre-Marie bæredygtige principper i både mark og kælder for at fremhæve terroiret i vinene. Huset var nu ikke længere et lokalt foretagende, og i 2018 ændrede familien navnet på huset til Domaines Chermette for at signalere de mange appellationer, terroirs, produktserier samt mænd og kvinder, der er med til at skabe Chermette stilen.

Til Beaujolais vinene anvender Jean-Etienne de traditionelle Beaujolais-principper i kælderen med delvis maceration carbonique (kulsyre maceration). De hele klaser af vindruer kommes på tank. Efter to dages maceration omrøres mosten 10 min. hver morgen og aften, mens tanken er åben og mosten får frisk luft. Juicen i bunden pumpes over toppen af mosten. Macerations-tiden er 5 dage for Beaujolais og 9 dage for Cru’erne. Når den alkoholiske gæring er færdig, bliver druerne presset i en pneumatisk presse.

Vinen afslutter sin alkoholiske og malolaktiske gæring i tanke eller fade, afhængig af den specifikke vin. Denne fremstillingsmetode med hele klaser og pumpe-over-mosten giver struktur, farve og frugt til vinen og meget bløde tanniner.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Jean-Etienne Chermette siden 2021.

Vingården Lilleø er et ambitiøst projekt startet af en gruppe passionerede mad- og vinentusiaster med Claus Meyer, Anders Selmer og René Redzepi i spidsen. Med inspiration og vejledning fra den ikoniske tyske vinmager Martin Steinmann var målet og ambitionen fra starten at skabe den bedste hvidvin i Norden. De første vinmarker blev etableret på øen Lilleø i 2006.

Øen Lilleø ligger i Smålandsfarvandet. Man kommer dertil ved at tage en færge fra Bandholm på Lolland til Askø. Herfra kører man af en digevej til Lilleø.

Kombinationen af ekstrem varme på Lilleøs sydvendte skråninger og havets beskyttende effekt på planterne mod forårsnattefrost lå til grund for en modig beslutning om at supplere Solaris med druesorter som Riesling, Silvaner, Sauvignon Blanc og Pinot Gris, der ellers traditionelt kun anvendes noget sydligere i Europa. De ædle druesorter når ikke alle den samme høje sukkerprocent som Solaris, men druerne leverer meget intense aromaer til Arwen, R2 og Elvira – med et resultat der bliver bedre år for år.

Vejret har stor indflydelse på, hvilke druesorter der modnes tilstrækkeligt til at kunne producere vin et givent år. Vintyperne, der fremstilles, varierer dermed år for år.

Claus Meyer og familien Saunte, som har stor kærlighed til øen og mange års erfaring indenfor landbrug herunder frugtavl, driver i dag Lilleø Vin og de nu aldrende vinplantager. Her 15 år efter den spæde begyndelse står vinstokkene nu smukt og veletableret på øens i alt 2,5 hektar vinplantager, alle med udsigt til Smålandshavet – visse steder går rækkerne hele vejen på tværs af øen fra Syd- til Nordkysten. I dag står vinstokkene sunde og stærke side om side med de gamle frugttræer, omkranset af lange rækker af poppel-træer, der også danner et naturligt
værn mod vind og vejr og er med til at give, efter danske forhold, optimale vækstbetingelser.

Lilleø vin er siden 2015 blevet presset og vinificeret i Danmark.

Hos Pierrick Bouley er know-how og glæden ved vin gået i arv fra far til søn i seks generationer. Familiens dedikerede arbejde belønnes med priser til vinene og kundernes loyalitet. Huset har hjemme i Volnay – en lille by i hjertet af Côte d’Or – som er berømt for sine særligt fine og elegante vine, der ikke kan undgå at charmere.

Næste generation, Pierrick tog over fra 2018-årgangen. Han har studeret vin i Beaune og Dijon og arbejdet hos Felton Road i Central Otago, der hører til den New Zealandske Pinot Noir elite. Han har været hjemme på domænet siden 2009 og har fra 2014-16 gradvist overtaget hovedansvaret for vinifikationen fra sin far. Han blev “Meilleur Jeune Vigneron” i 2018. Domænet har siden 2009 været drevet efter det øko-lignende koncept “lutte raisonnèe”. Pierrick går videre ad den vej: mængden af svovl er yderligere reduceret, og der bruges kun naturlig gær.

Bouleys parceller strækker sig fra Beaune og Pommard til Volnay, Monthelie og Saint-Romain. Det er en smuk mosaik af terroirs, hvor vinbondens kundskab og arbejde med de unikke “climats” skaber den personlige vin. Vinmarkerne ligger gunstigt placeret i 220-300 meters højde med en optimal mængde af solskinstimer.

Udbyttet holdes nede for at få det bedste frem i druerne: frugt og elegance i Village Appellation vinene og fylde og harmoni i Premier Cru vinene. Al høst foregår i hånden. Generelt afstilkes druerne inden gæringen, der foregår i traditionelle åbne beholdere. Druerne gærer i 10-12 dage eller mere med daglig omrøring. Herefter lagrer vinen ca. 18 måneder i franske egetræsfade. Bouley bruger en kombination af 25% ny eg alt afhængig af vinen.

Jeff Carrel er kendt for at lave originale vine med unikke etiketter til overkommelige priser. Vinene har deres eget univers med deres egen historie og en stærk identitet. Det er lettilgængelige vine, der er både seriøse og uhøjtidelige på samme tid.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Jean-François – også kaldet Jeff – Carrel siden 2011. Jeff er født i Paris i 1969 og opvokset i Goutte d’Or, som er et multikulturelt arbejderkvarter ved foden af Montmartre, og han kommer således ikke fra en familie, der har historie inden for vindyrkning. Jeff studerede kemi, men som 22-årig droppede han kemien til fordel for en karriere som vinmager. Han arbejdede først i Anjou i Loire, siden i Sydfrankrig, og i løbet af 10 år lavede han langt over 100 millioner liter vin som vinmager for andre rundt om i verden og i forskellige franske vinområder. Senere har han lavet sin egen vin med lejet jord eller købte druer og på lånt kælderudstyr i hele Languedoc-Roussillon i Sydfrankrig; drevet af sin vedholdende ambition og interesse.

I 2017 har han endelig kunnet indrette sit eget domicil i en gammel vinkælder fra 1857 i Corbières, med 31 tanke og diverse egefade, men laver stadigvæk mange af sine vine på andre vingårde. Han ser druesorter, jordbunde, lokale klimaforhold og vinifikationsteknikker som et gigantisk puslespil, han kan udnytte til at lave vine i den stil, han kan lide.

At Raveneau er Chablis udenfor kategori, er en beskrivelse, nogen næppe vil stille spørgsmålstegn ved. Domaine Francois Raveneau er for Chablis, hvad Petrus er for Pomerol og d’Yquem for Sauternes, men på en meget underspillet måde. Et ry, der er oparbejdet ved sublimt håndværk siden 1948 i en lille, undselig kælder med et gammelt metalskilt over døren, hvor man yderst sjældent modtager besøg og ikke engang har en hjemmeside. Der er under 10 hkt. marker, og alt sælger sig selv – strengt allokeret. Som Robert Parker’s WineAdvocate har udtrykt det: “Usually, when it comes to naming the greatest exponent of any wine region, there will be some variance of opinion. As to Chablis there is one answer: Raveneau”.

Domænets succes kommer gennem omhyggeligt og rettidigt markarbejde, dybt lokalkendskab, stor tæft for de rigtige beslutninger og en arbejdsom vej til deres resultater. Små udbytter, præcise høsttidspunkter for at bevare den vitale syre, kun naturgær, malolaktisk gæring / æble-mælkesyregæring i vinens eget tempo og ca. 1½ års lagring i 7-8 år gamle egefade, der ikke afgiver nye egearomaer og smage men hjælper med at åbne vinen blidt.

Raveneaus vine er kendt for deres rene, friske mineralitet og rige honningfrugter, samt for deres evne til at blive gemt og fortsat udvikle sig. Selv de “mindre” af disse store vine udvikler sig meget ved lagring og skal helst have lov at blive mindst 6-8 år. De største kan leve i årtier.

Erik Sørensen Vin har importeret fra Domaine Raveneau i meget små mængder siden 1982, hvor Francois Raveneau stadig var ved roret. Hun blev efterfulgt af sine to sønner, der i starten af 2020’erne gav roret videre til hver af deres børn, Isabelle, som nu står for at lave vinen, og Maxime, der står for markarbejdet. De er meget ydmyge omkring domænets historie og ry og fører det videre i samme præcise stil.

Vinene sælges som allokation. Kontakt din sælger for at høre mere.

Domaine Le Vieux Donjon er et lille familiedomæne i Châteauneuf-du-Pape, hvor stifteren Marcel Michel har lavet vin siden 1966. I 1979 overtog Marcels søn, Lucien Michel dog driften, og lavede vin her frem til 2008. Siden da er det nu 3. generation anført af Claire Fabre, der med hård hånd styrer produktionen sammen med sin bror, François, som kom til i 2013. Donjon ejer 15 hektar i Châteauneuf-du-Pape, hvor af den ene hektar er beplantet med grønne druer til domænets hvidvin. Donjon laver én rød og én hvid, så al fokus er udelukkende på at lave disse to vine af så høj kvalitet som muligt.

Domænet har 14 hektar med druer til deres rødvin med henholdsvis Grenache, Syrah, Mouvèdre og Cinsault til deres rødvine. Den sidste hektar er beplantet med Rousanne, Grenache Blanc og Clairette, som benyttes til deres mere sjældne hvide Châteauneuf-du-Pape. Gennemsnitsalderen for domænets vinstokke er over 50 år, men faktisk er 33 % af domainets vinstokke mere end 100 år gamle. De røde druer afstilkes inden vinifikationen, der foregår i traditionelle betontanke. Alle druer gærer sammen med undtagelse af Mouvèdre, som vinificeres i en tank for sig selv. Der laves i alt ca. kun 50.000 flasker vin fra Le Vieux Donjon. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Le Vieux Donjon siden 1999.

Hewitson blev grundlagt i 1998 af Dean Hewitson, og vingården ligger i hjertet af Barossa Valley i South Australia på den historiske Seppeltsfield Road. Huset ejer 8 rækker af, hvad der menes at være de ældste Mourvèdre vinstokke i verden – Mourvèdre fra 1853 – som bliver brugt til at fremstille husets kronjuvel, vinen Old Garden Vineyard.

Gennem viden og erfaring stræber Hewitson efter balance, struktur, koncentration og power. Vinenes dna er en afbalanceret forening af områdets energiske frugt med saftighed, nuancerigdom og gode udviklingsmuligheder. Hewitson bruger ikke kunstvanding. Vingården sætter en ære i at fremstille deres vine bæredygtigt gennem bl.a.

• Brug af solpaneler som del af energiforbruget

• Opsamling af regnvand som sidenhen bruges i vineriet

• Opsamling og genbrug af spildevand fra vinfremstillingen der føres ud til markerne

• Reducering af flaskestørrelse/-vægt og emballage for at begrænse forurening både i fremstilling og transport

• Genbrug af al skrald i form af skruelåg, glas/flasker, pap og papir

• Minimum brug af kemikalier i vinmarkerne

Dean Hewitson er uddannet inden for ønologi. Efter endt vinuddannelse på australske Roseworthy College i 1986 arbejdede han først hos en stor australsk producent efterfulgt af arbejdede i flere franske vindistrikter. Herefter arbejdede han flere steder i Californien, hvor han også tog en Master i Winemaking på University of Davis.

Dean er daglig leder for Hewitson og står også for både produktionen og salg. Til trods for dette hektiske program, ses han også jævnligt fyre op under BBQ’en for de ansatte.

Distriktet Barossa ligger i South Australia og består af Barossa Valley og Eden Valley. Den største røde drue er Shiraz, efterfulgt af Cabernet Sauvignon, Grenache, Merlot og Mourvèdre. På den hvide side er Chardonnay, Riesling og Semillon de store druer efterfulgt af Sauvignon Blanc og Viognier. De to Valleys ligger side om side, men de har forskelligt klima: Barossa Valley er “warm climate” i modsætning til Eden Valley, der er “Cool Climate” med 2-3 grader køligere dagstemperaturer og 5-7 grader køligere nattemperaturer (kilde: barossawine.com).

Mourvèdre anvendes oftest som blandingsdrue, men druen har stort potentiale under de optimale forhold. Dean Hewitson har fundet de optimale vækstbetingelser for druen i Barossa Valley og udnytter dem fuldt ud – både til at skabe den anmelderroste vin Old Garden og til hans anden vin på 100% Mourvèdre, Baby Bush, som er lavet på druer fra vinstokke, der er plantet med stiklinger fra The Old Garden mark.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med d’Arenberg siden 1998. Vingården blev stiftet i 1912 af Joseph Osborn, som solgte sin stald af væddeløbsheste og brugte pengene til at købe en vingård. Den mest kendte hest ved navn Footbolt har lagt navn til en af husets mest kendte vine af samme navn, som stadig laves i dag. På samme måde har alle d’Arenbergs vine en sjov historie bag deres utraditionelle navne. I dag er 4. generation, Chester Osborn, ejer og vinmager.

Højt kvalitetsniveau – meget for pengene
Kvalitetsniveauet i d’Arenbergs vine er højt, og du får meget for pengene. Vingården benytter den lidt unikke kurvepresse til alle sine vine – både rød og hvid – og 2/3 gennem gæringen bliver alle rødvine fodtrampet inden de føres til kurvepressen. d’Arenberg er en af de eneste vingårde i Australien til at benytte kurvepresse. Chester indrømmer, at det er en arbejdsintensiv proces, men han vedholder, at det er anstrengelserne værd for kvaliteten af vinene. I perioden frem mod høsten går Chester selv gennem alle marker og smager på druerne. Han beslutter således, hvornår det ideelle høsttidspunkt er for hver enkelt mark.

Stribevis af anmeldelser
Chester har ført vingården til den absolutte top i Australien. Både huset og Chester høster konstant stribevis af flotte anmeldelser og udnævnelser i internationale medier. I 2024 er d’Arenberg med på virksomheden William Reeds Top 50 liste over de 50 bedste ”vinmarker” i verden baseret på vingårdens vinmarker, terroir, besøgscenter, smagninger mv., som er vurderet af en række eksperter over hele verden.

Derudover har d’Arenberg flere gange været listet blandt Wine & Spirits Magazine Top 100 wineries. I 2018 vandt d’Arenberg yderligere trofæ for at være “Most distinctive brand of the year” ved Australian Drinks Awards. Vingården blev ligeledes listet på “Top 100 companies” i Business SA Index, og Chester blev i 2018 nævnt som en af South Australias 100 mest indflydelsesrige personer af mediet The Advertiser.

The Cube – et gastronomisk oplevelsescenter
I 2015 åbnede d’Arenberg et kæmpe gastronomisk oplevelsescenter, “The Cube”. På øverste etage kan man både nyde en panoramaudsigt over Mclaren Vale og smage vingårdens vine i baren. På de andre etager findes oplevelser som et blendingområde, hvor man kan blende sin egen vin, et Alternate Realities Museum med diverse oplevelser, og naturligvis en restaurant, hvor husets vine matches til den ene imponerende ret efter den anden. The Cube – både som sted og dets restauranter høster år efter år stribevis af store anmeldelser, som f.eks. “Best dish of the year” i The Advertiser, “Best tourist attraction” i Best South Australian Tourism Awards, og “International Best of Wine Tourism” i Great Wine Capitals Global Network.

d’Arenberg ligger i McLaren Vale – det mest kendte vinområde i Australien ca. 35 kilometer syd for Adelaide, der er hovedbyen i South Australia. Klimaet er Middelhavsklima med varme somre, moderate vintre med en god mængde regn, og med en relativ lav luftfugtighed. Nærheden til havet og dets kølige vinde, der siver ind herfra, gør, at området sjældent oplever frost eller regn under høsten.

Huset ejer ca. 150 hektar vinmarker. Ca. halvdelen af domænets marker er beplantet med Shiraz. Huset eksperimenterer og prøver sig hele tiden frem med nye druesorter. De har samlet set 33 forskellige druetyper rundt omkring domænet. De har udover mere velkendte druer også Verdelho, Graciano og de nok endnu mere ukendte Tinta Cao samt Souzao. Fra årgang 2018 er alle d’Arenbergs egne marker og kælder certificeret økologisk som minimum, og nogle endda biodynamiske.

Henry Fuchs er et lille domæne fra 1922 i historiske Ribeauvillé med i alt 10,5 ha., inklusive parceller i Bergheim og Hunawihr. Paul Fuchs og børn leverer vine af høj kvalitet, der forener ren økologi (certificeret 2011) med begavet håndværk. De lægger vægt på skånsomt markarbejde, hvor jordens mikrobiologiske liv generes så lidt som muligt.

F.eks. er der naturligt ukrudt som bunddække mellem vinstokkene, som slås og ikke pløjes. Kemisk gødning og ukrudtsmidler bruges ikke. Henry Fuchs holder udbyttet af druer nede for at give de resterende druer ekstra kraft. Vinstokkenes rødder tvinges til at søge dybt ned i jorden for at få den nødvendige næring, som ikke er tilgængelig i det øverste lag jord, og dette er med til at give vinene deres mineralske karakter. Der høstes i hånden, druerne presses meget blidt før gæringen, og brug af svovl minimeres.

Husets stil er rendyrket, elegante vine, der er meget tilgængelige, og de reflekterer druernes sande udtryk med en tydelig Alsace profil. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Henry Fuchs 2013.

Château Henri Bonnaud ligger ved Le Tholonet tæt på Aix-en-Provence nedenfor Sainte-Victoire bjerget. Skråningerne er sydvendte af kalk med kridt og eroderet klippe, som sammen skaber unikke forhold. Den ene halvdel af vingården er Palette, den ældste Grand Cru i Provence, den anden del ligger i Provence. Appellationen Côtes de Provence Sainte-Victoire blev skabt i 2005 efter nøje udvælgelse af parceller ved foden af Sainte-Victoire, hvor jordbunden og mikroklimaet er specielt med sydvendte, højtliggende kalkskråninger, hvor forskellene i døgntemperatur er ret store. Markerne ligger i form som et sydvendt amfiteater, der beskytter mod Mistralvinden.

Stéphane Spitzglous er 3. generation og står i spidsen for vingården. Han er født dér og opfostret af sin bedstefar, som lavede vinen i 43 år. Han laver traditionel vin på egnens gamle druesorter og ærer sin bedstefar, Henri Bonnaud, der skabte domænet, gennem sin vin og ved at give ejendommen hans navn. Han har bygget nye kældre og skifter f.eks. enkelte vinstokke ud, når det er nødvendigt, for at holde gennemsnitsalderen høj. I 2010 begyndte han at konvertere til økologisk produktion, og fra 2013-årgangen alle vine certificeret økologisk. En meget seriøs og ærekær dyrker. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Henri Bonnaud siden 2012.

Familien Galhaud stammer fra Saint-Emilion, men i begyndelsen af 1990’erne købte Jean-Francois Galhaud vingården i Languedoc-Roussillon. Han gik sammen med en meget ung Jeff Carrel, og sammen lavede de “Grenache Noir Vieilles Vignes”. Jeff Carrel startede siden for sig selv, og i dag er det ønologen Hervé Sabardeil, der laver vinen.

Grenache Noir har været en del af Erik Sørensen Vins sortiment siden årtusindeskiftet. Jean-Francois Galhaud skabte Grenache Noir i 2000 ud fra idéen om at lave en vin i fransk Amarone-stil eller en kraftig Châteauneuf-du-Pape type. De 40-60 årige vinstokke beskæres så udbyttet holdes nede, og druerne får lov at hænge på vinstokke langt ind i oktober, før de høstes i hånden. Mosten udblødes med skallerne før en lang, kølig gæring. Minimum filtrering, ingen klaring. Klimaet er perfekt: varmt om dagen og kolde nætter. Det er en vin med rig, varm, krydret duft og fløjlsagtig smag.

Domaine Fond Croze er historien om mere end 100 års vindyrkning i den lille landsby Saint-Roman-de-Malegarde i Rhône, kombineret med at værne om familiehyggen på vingården. Som de selv udtrykker det, skriver de familiehistorie mellem passion og ekspertise.

Huset blev grundlagt af Charles Long i 1918 i landsbyen Saint-Roman-de-Malegarde nord/nordøst for Cairanne og nordvest for appellationen Côtes du Rhône Villages Vaison-La-Romaine. I begyndelsen dyrkede familien både vinstokke, meloner, ferskentræer og abrikostræer, men i 1997, da de to brødre, Daniel og Bruno fra 3. generation, tog over, grundlagde de Domaine Fond Croze med fokus på at lave vin fra egne marker. Daniel styrer markerne, der gennem årene er forøget til 80 ha., og som dækker en bred palet af de klassiske Rhône druer – både blå og grønne. Kvalitetsfanen holdes højt, og vinstokkene får lov at blive gamle. Der er ikke brugt sprøjtegift og kunstgødning i årtier, og vingården blev helt omlagt til økologi i 2009 med certifikat i 2012.

Bruno er ønologuddannet og ansvarlig for kælderen. Udvalget af vine dækker hvid-, rosé- og rødvin på alle niveauer op til Cru-niveau som Rasteau og Cairanne. Domænet ønsker at vise mangfoldigheden af de forskellige terroirs, der findes i området, som giver hver vin sin egen identitet, og de komponerer alt fra friske vine med lettere udtryk til fornøjelse, over friske og finesserige terroir-fokuserede vine, til parcel-specifikke vine med power og elegance. Et adelsmærke for domænet er kombinationen af frugtdybde og elegance.

Fremtiden er sikret. Siden 2017 har 4. generation med Daniels søn, Guillaume, været en del af den daglige drift. Han er både er ønologuddannet og har erfaring fra vingårde i udlandet, og han er parat til at videreføre det eventyr, som familien startede, og videreudvikle vingården.

Domænets Côtes du Rhone Villages vine tilføjes kommunenavnet Vaison la Romaine. Vaison la Romaine er en af de Rhône-Villages kommuner, der har en særlig ret til at sætte kommunenavnet på etiketten som tegn på, at deres gennemsnitskvalitet er et nøk over de almindelige Côtes du Rhône Villages vine. Kommunen fik appellationsstatus i 2016.

Vaison-la-Romaine ligger i en række bølgende bakker i den østlige del af Côtes du Rhône, før terrænet bliver bjergrigt. Det giver vinbønderne masser af valgmuligheder i forhold til beplantning af vinstokke: At plante i fuld sol eller på mere skyggefulde steder og på skråninger åbne – eller i læ for – nordenvinden og den afkølende bjergbrise. Navnet på byen stammer fra romertiden. Vinstokke blev bragt hertil af romerne, og der har været et væld af rester fundet i landsbyen – deraf navnet ‘La Romaine’. Det beplantede område er dog lidt større og omfatter de fem områder: Vaison-la-Romaine, Saint-Marcellin-lès-Vaison, Villedieu, Buisson og Saint-Roman-de-Malegarde. Rødvinene fra Côtes du Rhône Villages Vaison-la-Romaine er kendt for deres krydrede noter og dufte af garrigue og for at besidde en behagelig balance mellem krop og friskhed og med et godt ældningspotentiale.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Domaine Fond Croze siden 2010.

En sand perle og et kunstværk i vinmageri fra en isoleret dal i det sydøstlige Ribera del Duero. For 600 år siden byggede man her vingårde direkte i kalkklipperne. I 1999 videreførte Dominio de Atauta traditionen med et moderne vinhus skåret ind i klippesiden 1000 meter over havets overflade. Udefra ligner det en beskeden bondegård, men huset har 3 etager under sig. På hver etage sker et trin i vinifikationen. Tyngdekraft erstatter dermed pumper og transporterer vinen til næste led i vinifikationen en etage længere nede. Huset er hurtigt strøget til tops hos internationale anmeldere. Bl.a. skrev Robert Parker i januar 2023 om Dominio de Atauta: “Dominio de Atauta is one of the leading producers in the Soria zone of Ribera del Duero.”

Byen Atauta ligger i Soria regionen i den sydøstlige del af Ribera del Duero og har kun ca. 1000 indbyggere men en lang vinhistorie.

I vinsammenhæng er dalen Atauta unik, idet den undgik vinlusen Phylloxera, som fra 1860’erne og ind i 1900-tallet hærgede Europa. Derfor findes her vinstokke ældre end 150 år. Den isolerede beliggenhed og et lag af sand øverst i jordbunden er nok de vigtigste årsager til, at vinlusen ikke fandt vej hertil. Atautadalen er kun 1×4 km., hvor vingården har 15 ha. samt styrer dyrkningen og får druer fra yderligere 30 ha. Jorden er inddelt i ca. 600 små markstykker mellem 980 og 1050 m. over havet, med mange variationer i jordbund og soleksponering, som giver et spændende men kompliceret puslespil, når vinene skal komponeres. Varme dage og kolde nætter modner druerne langsomt og sikrer den kombination af frugtdybde og saftighed, der komplementerer hinanden så godt i vinene.

Dyrkningsmetoderne er biodynamiske og økologiske men ikke certificerede. Alle druer høstes manuelt og placeres i små beholdere (ikke større end 15 kg) for at sikre, at druerne ikke beskadiges. Domænet benytter en kombination af gæringskar i forskellige materialer, som træ, beton og rustfrit stål og i størrelser, der varierer fra 1.000 til 10.000 liter.

Efter den malolaktiske gæring føres vinene til lagringskælderen, hvor vinene lagrer i 100% fransk eg. Tønderne fornyes med jævne mellemrum for at få de bedste mineralske egenskaber frem i hver vin.

Erik Sørensen Vin har arbejdet med Dominio de Atauta siden 2008.

Bliss begyndte med Irv Bliss, der var farmer i Sonoma først i 1930-erne og drømte om at få en vingård nordpå i Mendocino, som han mente mest velegnet til vindyrkning. I 1943 kom muligheden, da en 180 hkt. vingård, han tidligere havde set længselsfuldt på, kom til salg.

Efter 35 års hårdt arbejde overtog hans svigersøn Leonardo Brutocao i slutningen af 70-erne. Han udgav den første vin under eget navn i 1980. I 1991 blev et helt nyt vineri bygget, og hans tre sønner indgik i driften og specialiserede sig i hhv. markarbejde, vinifikation og afsætning. Hoss Milone, der er 4.-generations vinmager i Mendocino, stødte til i 2009. Der laves to serier vine: En med det originale navn Bliss og de allerbedste som Brutocao.

Brutocao begyndte med Irv Bliss. Han var farmer i Sonoma først i 1930’erne og drømte om at få en vingård nordpå i Mendocino, som han mente var det mest velegnede område til vindyrkning. I 1943 kom muligheden, da en 180 hkt. vingård, han tidligere havde set længselsfuldt på, kom til salg.

Efter 35 års hårdt arbejde overtog hans svigersøn Leonardo Brutocao i slutningen af 70’erne. Han udgav den første vin under eget navn i 1980. I 1991 blev et helt nyt vineri bygget, og hans tre sønner indgik i driften og specialiserede sig i hhv. markarbejde, vinifikation og afsætning. Hoss Milone, der er 4.-generations vinmager i Mendocino, stødte til i 2009. I dag laver huset to serier vine: En med det originale navn Bliss og de allerbedste som Brutocao.

Mendocino County ligger ved den nordlige del af Californiens kyst, nord for Sonoma og ca. 160 km. fra San Francisco. Området har et meget varieret terræn, både i højde og retning til solen, og er kendt for at have en af de største døgntemperaturforskelle af alle vinområder i Californien, hvilket fremmer frisk syre og aromaudvikling i vinene. Især den kystnære halvdel, hvor ejendommen ligger, er præget af de kølige aftentåger fra havet, der driver ind langs Navaro flodens løb. (Fænomenet kendes af mange fra billeder af Golden Gate Bridge).

Der er en stærk tradition for naturlig dyrkning. Fx blev Mendocino i 2004 det første County i USA, som forbød GMO-afgrøder / genmodificerede organismer i landbrug og vindyrkning. Pga. klimaet sammenlignes vinene ofte mere med de nordligere fra Oregon og Washington State end med det øvrige Californien.

De utroligt mange variationer i jordbund, højdeforhold og soleksponeringer gør, at der er en stor variation af druesorter, da man har sjældent gode muligheder for at vælge en placering, der netop tilgodeser den enkelte sort. I begge vinserier laves vinene hovedsageligt på enkeltdruer på klassiske druer som bl.a. Zinfandel, Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Pinot Noir og Sauvignon Blanc.

Vinene fra Oak Valley kendes på deres elegance. Fokus på detaljen i markerne og minimum intervention i kælderen er med til at skabe disse vine på Chardonnay, Riesling, Sauvignon Blanc og Pinot Noir, som oser af cool-climate i stil.

Sir Antonie Viljoen grundlagde Oak Valley Estate i 1898. Han startede med æbleplantager og i 1908 startede han den første vinproduktion i Elgin Valley. Vinkælderen blev lukket i 1940’erne, hvor den statsstyrede megakoncern KWV kontrollerede alt, men produktionen blev genoptaget i slutningen af 1900-tallet, hvor der blev bygget et spritnyt vineri og plantet nye vinstokke. Den første – nye – Oak Valley vin var husets Sauvignon Blanc 2003. Antonie kan tage en stor del af æren for, at Elgin er blevet anerkendt som et yderst velegnet landbrugsland. Området er kendt for dets store æble- og pæreplantager, blomsterproduktion og ikke mindst produktion af højkvalitets cool-climate vin.

Oak Valley ligger 1 time øst for Cape Town langs Groenlandberg bjergkæden i Elgin. Elgin er et frodigt plateau omringet af stejle bjergsider, der skaber et naturligt amphiteater. Vinmarkerne ligger op til 500 m.o.h., og kombinationen af højden og kolde vintre gør Elgin til den køligste vinregion i Sydafrika. Området får store mængder nedbør (1011 mm.), hvilket medfører en langsom vækst i starten af året.

Om sommeren, når andre vinområder lider under solens varme, præges Elgin af en velkommen vind fra sydøst, “The Cape Doctor”, som trækker et skydække med sig ind over bjergskråningerne. Det holder dagtemperaturen nede, strækker modningen ud og bevarer syrebalancen i vinene. Først ved middagstid får solen opløst skydækket. Dette giver perfekte forudsætninger for at lave Cool Climate vine med friskhed og balance, der er meget kølige og elegante i stilen. Erik Sørensen Vin har arbejdet med Oak Valley siden 2018.