Aramon er en gammel fransk druesort, der traditionelt er blevet dyrket i Languedoc-Roussillon-regionen i det sydlige Frankrig. Det er en blå druesort, der historisk set har været brugt til at producere store mængder af lette og frugtige vine, der ofte blev anvendt som bordvin eller til blandinger.

Druen var engang en af de mest plantede druesorter i Frankrig, men dens popularitet er faldet markant gennem årene på grund af dens lave kvalitet og modtagelighed over for sygdomme som meldug og rådne.

I moderne tid er plantningerne af Aramon drastisk reduceret, og den spiller en mindre rolle i fransk vinproduktion. Nogle vinproducenter i Languedoc-Roussillon-regionen og andre steder i verden eksperimenterer dog stadig med at bruge Aramon til at producere visse stilarter af vin, herunder lette rødvine og rosévine.

Druen er kendt for dens høje udbytte og modstandsdygtighed over for varme og tørre forhold, hvilket gør den velegnet til dyrkning i varme klimaer. Den producerer typisk vine med lavt tanninindhold og en let og frugtagtig smagsprofil, der gør den til en behagelig, men ikke særlig kompleks, drik.

Fitou er den ældste ” appellation ” i Midi (1948) og ligger i to små områder mellem Corbières og Roussillon . En del ligger tæt på kysten og har varmt, tørt klima, den anden ligger klemt inde mellem dramatiske bjerge og ligger i læ af Tauch bjerget, kronet af gammel Kathar-borg. Druen er især Carignan , der med lavt udbytte kan give magtfuld vin, samt Grenache , der også kan give stor vin, hvis udbyttet holdes nede. Vinen skal holde mindst 12% alkohol (men de gode holder 14% eller mere) og lagres mindst 9 måneder (i eg , stål mv) før salg. Området er helt domineret af kooperativet Mont Tauch, men nogle privat vingårde, bl.a. Lurton og Bertrand-Vergé giver nok endnu finere vin. Ialt 2600 hkt, som leverer ca. 12 millioner fl/år.

Gamle vinstokke kan give den bedste vin, men der er ingen lovkrav til, hvor gammel en gammel vinstok skal være. En vinstok leverer i reglen den første vin, når den er 3 år gammel (hvad tyskerne historisk kalder “Jungfernwein”). Herefter stiger udbyttet støt pr vinstok -ofte flere lister for en industriel mark- indtil udbyttet langsomt falder, når vinstokken har passeret de 20-25 år. Herefter vil mange skifte dne ud til en ung vinstok med et højere udbytte. Men vinstokken kan leve meget længere. Mange mener, at vinstokke efter 40-60 år giver sin bedste vin -men meget få klaser druer. Det lavere udbytte kan føre til mere dybde og længde i vinen. 
Vinstokken får med alderen stadig dybere rødder, som leverer bl.a. vand til vinstokken. Det dybe rodnet beskytter vinstokken under tørke og afbøder de værste skader under dårligt vejr. Hos Erik Sørensen Vin har vi mange vine lavet af vinstokke over 50-60 år, en del endog over 100 år.

Også kaldet garvesyre . Kan give vinen en snerpende smag, men er vigtig for at sikre vinens holdbarhed og længde i smagen. Tanniner i vin kommer mest fra drueskaller, sjældnere fra druekerner. Derfor har vinen generelt mere tannin, jo mørkere farven er -rosé har mindre garvesyre end rødvin, og hvidvin mindre end rosé. Hvidvin har typisk 30 mg/l, mens rødvin typisk ligger omkring 1800 mg/l. Rødvin uden garvesyre findes ikke. Lagring på nye egefade kan også tilføre vinen lidt tannin. Tanninen blødgøres med alderen og giver vinen længde i smagen.

Det største område for hvid dessertvin i Frankrig med godt 2600 hektar -det dobbelte af Sauternes – er del af Bergerac regionen øst for Bordeaux . Her kan potentielt laves op mod 15 millioner fl/år, men selv i gode år laves blot 4-5 millioner flasker -resten bruges i reglen til tørre hvidvine. I 1500-tallet var regionen mest beboet af protestanter, og mange flygtede under religionskrigene til Holland. De ville dog gerne have vinen fra hjemegnen, og da smagen i Holland gik mere i retning af sødlige hvidvine, koncentrerede regionen -der ligger lige syd for byen Bergerac- sig om vine med en del sødme. Druerne er de samme som i Sauternes -Semillion (typisk 70%) med balance af Sauvignon Blanc og Muscadelle. Udbyttet er maximalt 40 hl/hektar, mosten skal have naturligt sukkerindhold på minimum 238 g/l eller potentielt alkohol på 14,5%. Restsødmen skal være minimum 46 g/l. Druerne bør høstes overmodne, med eller uden botrytis . Châterau de Monbazillac er et landemærke. Et imponerende syn, men desværre ikke regionens bedste vin -det ejes af det lokale kooperativ . I 1990erne var vinens ry faldet en del, så syndikatet strammede op på kravene for at øge kvaliteten. I dag må de samme marker ikke både give både sødlig Bergerac og Monbazillac -men stadig godt tør hvid Bergerac (her er også 750 hektar med rødvin). Kvaliteten af vinen er dog stadig variabel -fra herligt frugtige vine med snert af oranger og botrytis til ligegyldige søde vine, som ofte kan være skæmmet af svovl . Mere end en trediedel af høsten tappes af Cave de Monbazillac, som bl.a. sægler under navnene Château de Monbazillac, de Brie og Septy.

Australsk vinkritiker, der nyder bred anseelse på vingårdene. Han skriver om vin for en række australske dagblade og magasiner, bl.a. the Advertiser (South Australia), Sunday Herald Sun og Gourmet Traveller. Han leder også det populære “Beat the Chef” på ABC (mest Australien ). Han er dommer ved mange smagninger. Han bedømmer vinene med op til 5 stjerner. Tre stjerner er faktisk en glimrende vin, mens fire er sjældent og fem exceptionelt. Hans interesse for vin blev vakt i hjemmet i 50erne og 60erne af sin jødiske mor -og han har aldrig set sig tilbage.

Betegnelsen for en meget stor flaske med et indhold på 12 liter, svarende til 16 normalflasker.

SE VORES VINE HVORI DER INDGÅR PINOT NOIR: KLIK HER
 
Historie
Pinot Noir druen hører til en af verdens ældste druesorter, og dens dyrkning kan spores helt tilbage, til da romerne invaderede Frankrig i det første århundrede før Kristus. Allerede på det det tidspunkt vakte den vilde drues muligheder stor glæde, og imponerede enhver der smagte den. Dom Pérignon, manden der efter sigende skulle have opfundet champagnen, opfandt også et regelsæt hvori en af reglerne var, at al god vin skulle laves af Pinot Noir. Med en fornem forhistorie som denne er det ikke svært at forstå, hvordan druen har overlevet i al den tid, og hvorfor den stadig anses, som en af de bedste druesorter den dag i dag.
 
 
Dyrkningen
Det er dog ikke alt ved Pinot Noir druen, der er lige nemt at have med at gøre. Passende bliver druen kaldt for ‘hjerteknuseren’. Den har igennem tiderne forført og afvist mange bejlere, der har forsøgt at mestre den svære kunst at dyrke den. Pinot Noir har en utrolig tynd skal, der reagerer kraftigt på temperaturudsving, og som gør at druen meget let går i stykker, især når den er plukket. På grund af denne sensitivitet kræves der stor præcision omkring dyrkning og høst . Det er derfor kun under meget specifikke forhold at druen kan dyrkes, og dette er ensbetydende med, at druens udbytte ikke er speciel højt. Det er netop druens sårbarhed, der gør den speciel. Man siger, at det Pinot Noir druen mangler i hårdførhed har den i elegance. På grund af den store kærlighed der bliver lagt bag produktionen af vinen, er det ikke mærkeligt, at den resulterende vin er en af de allerbedste af slagsen.
 
Områder
Pinot Noir er nok mest kendt som druen bag al stor rød Bourgogne fra Vosne Romanée over Gevrey Chambertin til Corton og Beaune i Frankig. Men det er lang fra det eneste sted man kan finde Pinot Noir. Nogen af de bedste Pinot Noir-vine uden for Bourgogne er dem fra New Zealand og Californien . Det er også druen bag rød Alsace og Sancerre , og den kendes som Spätburgunder i Tyskland og Pinot Nero i Italien .
 
 
Oplevelse og mad
På grund af druens tynde skal er farven aldrig mørk, men duften er stor og kan med alderen næsten virke bedøvende. Vinen kan ofte nydes ung – efter 3-4 år – men vil ofte lagre glimrende i 8-10 år. Kompleksiteten og den overvældende skønhed, får mange til at bruge resten af deres liv i forsøg på at finde en smag, der lever op til dens standard, dog oftest uden held. Smagen er fyldig, men blid og lang, og den kan være svær at kategorisere. Den kan spænde mellem stærke jordlige aromaer som skovbund og svampe, til helt andre dimensioner af frugtbarhed som violer, kirsebær og andre røde bær. Ens for dem alle er dog den harmoniske og sublime kombination af frugt, alkohol , fylde og tannin . Det er forståeligt, at de forskellige dybder i druen er grund for megen omtale. Pinot Noir er utrolig alsidig, når det kommer til mad. Den rykker grænsen for hvornår man plejer at bruge rød – og hvidvin, da den nærmest passer ind i hele mad-spektret. Højdepunktet af en god middag, vil til hver en tid være, når en god Pinot Noir bliver sat på bordet. Hvis man gerne vil hive ekstra point med hjem, skal man servere den til retter, der indeholder svampe og vildt. Det kunne være en god andesteg eller en lækker lammekølle. Hvis man er mere til fisk, er laks det perfekte match med Pinot Noir. Ellers er typiske franske klassiskere som Coq au Vin og Boeuf Bourguignon også sikre valg. Der er nogle få forholdsregler, man helst skal overholde. Maden man serverer, må ikke have et for stort indhold af syre , eksempelvis tomater. Heller ikke citrusfrugter eller eddikebaserede dressinger går godt i spænd med vinen. Til sidst er Pinot Noir ikke en dessert vin – den passer ikke til de søde sager. Ved siden af disse ingredienser bliver en Pinot Noir nemt overvældet og ødelagt.
 
 
 Se alle vores vine hvori der indgår Pinot Noir – KLIK HER!

Det bedste vinområde i den sydlige del af Rhône -dalen mellem Avignon og Orange. Opkaldt efter ruinerne af pavernes sommerresidens (Chateauneuf-du-Pape Pavens nye slot), der siden har givet navn til den maleriske lille by. Jorden er speciel, ofte helt eller delvis dækket af rullesten, ført ned ad floden fra Alperne. Undergrunden er ofte også sten, blandet med rødt ler/sand.

De bedste vingårde fremstiller superb vin på druen Grenache (ofte 70-90%), suppleret (legalt) med op til 12 andre druesorter, især Mourvèdre, Syrah, Cinsault og Counoise. De bedste vine har rigt krydret duft og stor krop og kan i reglen nydes ret ung, selvom de kan leve forbavsende længe, omend de sjældent blliver bedre efter 8-12 år.
Der fremstilles også i små mængder ofte udmærket tør hvidvin, baseret på Clairette og Bourboulenc, suppleret med Roussanne. Ialt ca. 3300 hkt, der leverer knap 12-15 millioner fl/år. Minimum 12,5% naturlig alkohol (men holder ofte 13-15%), udbytte (gennemsnit for sidste 10 år) 32 hl/ha.Rullesten holder på varmen om natten og fremmer druernes modenhed.

Fransk for “rå” eller uforskåret, som man begyndte at bruge for at angive mousseux med ringe eller ingen dosage (restsødme). Oprindelig blev en sådan musseux betegnet sec , men ultimo 1800 blev sec gradvis tilsat mere dosage for at tilpasse sig kundernes smag. I dag må en Brut teknisk have op til 15 g/liter restsødme -dvs. faktisk ikke længere helt tør. Derfor bruges betegnelsen Extra Brut for mousseux med under 7 g/liter restsødme.

Også blot kaldet Rheinpfalz. Et af Tysklands største vinområder og et af de 13 Anbaugebiete. Området strækker sig fra Alsace (i Frankrig ) i syd til Worms i nord og ligger på den vestlige side af Rhinen. 22.600 hkt med årligt omkring 200 millioner fl., der gror i smalt bælte på østsiden af en række lave skråninger -nærmest en fortsættelse mod nord af Alsace. Området er storleverandør af Liebfraumilch og andre ligegyldige vine på Müller-Thurgau og et væld af andre højtydende druekloner. I den nordlige del -nord for Neustadt- i hjertet omkring Forst, Wachenheim, Deidesheim og Bad Dürkheim ligger en række glimrende vinbjerge, hvis Riesling giver superb vin. Området er også en af de større leverandører af rødvin, ikke mindst på Spätburgunder ( Pinot Noir). Gennem området løber “Deutsche Weinstrasse”, der nærmest er en fortsættelse af ” Route du Vin ” i Alsace -blot adskilt af den grimme “Deutsche Weintor”, der ligger på den tyske side af grænsen.

Landsby i Rhône-dalen i dalen op mod Nyons (kendt for oliven) med Rasteau og Cairanne mod sydvest og Séguret mod syd. Vinene har fra årgang 2016 ret til AOP Côtes du Rhône Villages med Vaison la Romaine føjet til. Omfatter foruden Vaison -kendt for sine romerske ruiner- også nogle små naboer, bl.a. Villedieu og St. Roman de Malegarde (200 indbyggere!). Vinene er generelt lettere og friskere end naboerne. Ca. 600 hektar på kalk og sandsten plantet med mest grenache og syrah.

Fransk for ejer. Han eller hun er ofte “Propriétaire” + “Viticulteur”, dvs. passer en vinmark eller “récoltant” (dvs. sælger sin ” récolte “, dvs. årgang eller vinhøst). I Champagne kan han eller hun også være “Proprietaire-Manipulant”, som laver sin egen Champagne!

USA er Verdens 5. eller 6. største vinland (efter Italien , Frankrig , Argentina og formentlig Spanien ) og har efterhånden 500 år bag sig som vinland. Der laves vin i mindst 43 af 50 stater, men Californien dominerer helt, med 90 % af de ca. 350.000 hkt. Så langt det meste nydes af USA’s snart 300 millioner indbyggere, men vin fra Californien ses dog i det meste af Verden. Ikke længe efter Columbus’ første landgang i 1492 blev der plantet vin, men forsøgene slog alle fejl. De lokale druesorter faldt ikke i smag, så fra 1619 importerede man europæiske druesorter (Vinifera) -som blev en total fiasko. Siden har man opdaget, at de blev ramt af sygdomme og især vinlus -som Phylloxera – som de lokale druesorter var immune over for. I 1800-tallet krydsede man Vinifera druesorter med lokale druesorter og fik hybrid-druen Concord , som i generationer var den mest udbredte druesort i USA, mest kendt fra vinmarker i New York og omkring de store søer. Vinen af denne drue har en udpræget foxy aroma , som bestemt ikke er alles smag -mange mener, at denne smag er en af årsagerne til, at USA’s befolkning grundlæggende ikke er store vindrikkere (forbrug 9 liter pro persona mod over 40 i Danmark). Fra Mexico kom der dog Vinifera druesorter ind i Californien, hvor missionæren Serra (født på Mallorca) i 1769 plantede vin ved sin første missin i San Diego. Druesorten var Mission, der stadig dyrkes både i Californien og ikke mindst i Chile og Argentina. Da der blev fundet guld, kom der gang i produktionen af kvalitetsvin, bl.a. med hjælp fra Agoston Haraszthy og senere Niebaum, der importerede skud fra europæiske vinstokke. Eftrer denne guldalder kom gentagne kriser dog -bl.a. Phylloxera og ikke mindst 14 års totalt forbud mod salg og forbrug af enhver form for alkohol (1919-33, den sidste stat til at ophæve forbudet var Missisippi i 1966). Men siden 1970erne har USA oplevet konstant fremgang i både produktion og kvalitet. I dag er der mere end 2000 vingårde, de fleste i Californien’s North Coast (Napa, Sonoma og Mendocino ) og Central Coast ( Monterey , Santa Cruz, Santa Ynez mv). Det meste vin laves dog i Central Valley -bl.a. San Joaquin- og andre AVA ‘er, som har et hedt, tørt klima, stort set uegnet til kvalitetsvin. Det er også here, at Verdens største produktion af rosiner findes. Læs mere her: http://en.wikipedia.org/wiki/History_of_California_wine

Restsødmen eller doseringen i en Champagne . I forbindelse med dégorcement fjernes bundfald samt en smule vin, der erstattes af vin + dosage -” liqueur d’expédition” på fransk- i reglen vin og rørsukker. Dosage er egentlig ikke nødvendig, da man kan få samme fornemmelse ved langvarig lagring på flaske , men en ung Champagne -uden dosage- kan virke langt mere tør end tilsvarende hvidvin eller mousseux fra varmere områder, gr. vinens markante syre . Derfor tilsættes Champagne dosage og får følgende restsødme: Extra Brut , alt under 6 gram /liter, Brut – under 15 g/liter Extra Dry – 12-20 g/liter Sec eller Dry – 17-35 g/liter Demi-Sec – 33-50 g/liter Rich eller Doux – over 50 g/liter. De store huse har i reglen ret høj dosage, da man ønsker ensartet vin fra år til år -og måske især fordi dosage kan modvirke vinens syre og få en ung vin til at virke ældre. Endelig vil en vin med vis dosage også være mere behagelig som apéritif for den utrænede gane.

Denne hvide drue fra Alsace er helt sin egen og giver intens rosenaroma, meget krydret , fyldig, af og til tæt på det søde. Skallen er lyserød, udbyttet i reglen lavt. En naturlig mutation af den knap så aromatiske Traminer. Bruges også i Baden og Rheinpfalz og er i Sydtyrol kendt som Traminer Aromatico. Vinen er særdeles egnet til krydrede forretter og østerlandske retter.

Latin og betyder: I vinen er sandheden -og det ere gennem tiderne blevet fortolket på mange måder. Men af børn og fulde folk…

En forsølvet lille kop eller smageskål, som bruges til smagning af vine. Støbt med små buer, der gør det lettere at bedømme en vins farve især i kældre, hvor dagslys ikke ses. Anvendes især i Bourgogne , hvor det lokale vinbroderskab bærer navnet “Confrérie des Chevaliers de Tastevin”.

Franske for Vendange Tardive, sen høst , “Late harvest” på engelsk. Legalt stiller kun Alsace krav til denne betegnelse, ved dekret 1.3. 1984. Vinene kan være tørre, men vil ofte have en vis restsødme. For Riesling og Muscat skal vinene have et potentielt alkoholprocent på 13,1 % (dog 14% i 2009), mens Pinot Gris og Gewurztraminer kræver potentiel alkoholprocent på 14,4% (dog 15,3 i 200)). Kun disse 4 druer må kalde deres vin Vendange Tardive (ofte forkortet VT). Vinene må ikke chaptaliseres, dvs. tilsættes ekstra sukker for højere alkoholprocent. Til gengæld er der ingen krav til, at druerne skal være ramt af Botrytis , dvs. ædel råddenskab , som dog ofte kan præge vinene i de bedste årgang . Gode domæner vil dog langt overstige disse ikke specielt strenge krav.

Ordet “añejo” kommer fra spansk og betyder “ældet” eller “lagret”. I sammenhæng med vin kan “añejo” referere til en type vin, der er blevet ældet eller lagret i en længere periode, typisk længere end det normale, for at forbedre dens kompleksitet og smag.

Añejo-vine er normalt vine, der har modnet i længere tid på flasken eller på egetræsfade, hvor de får mulighed for at udvikle sig og integrere smagsstoffer fra træet. Dette lagrings- og modningsproces kan tilføje dybde, kompleksitet og afrundede smagsnoter til vinen, hvilket resulterer i en mere harmonisk og velafbalanceret smagsprofil.

I visse vinegenskaber, såsom nogle rødvine og enkelte dessertvine som tawny portvin, kan añejo også henvise til en kategori af vin af højere kvalitet og længere aldringspotentiale. Disse vine er typisk dyrere og betragtes som mere eksklusive på grund af den øgede tid, der er investeret i deres modning.

Añejo kan også bruges til at beskrive andre alkoholholdige drikkevarer, som f.eks. tequila og rom, hvor det indikerer, at de er blevet ældet i lang tid for at opnå en mere kompleks smagsprofil.

Generelt set refererer añejo i vinkontekst til en vin, der har gennemgået en længere lagringsperiode for at forbedre sin kvalitet og smagsprofil.