Maccabeu i Frankrig , velkendt drue til hvidvin i Spanien samt i Sydfrankrig , ikke mindst i Roussillon , hvor den bruges til både hvidvin og Rivesaltes . Let, frisk vin med indbydende frugt, som modstår oxidering . Druen bruges til mousserende cava -sammen med Xarello og Parellada- til cava og hvidvin i Katalonien . Som Viura er den populær i Rioja (90% af alle druesorter til hvidvin). Vinen kan ændre karakter dramatisk ved ekstremt lavt udbytte som hos Clos des Fées.

Synonym for Sangiovese , mnest brugt i Scansano i Maremma regionen tæt på kystem i Toscana .

Fransk for fjernelse af stilkene fra druerne. Stilkene kan gære med for at give struktur og garvesyre til vinen, men de fjernes i reglen, da vinmageren skønner, at skallerne indeholder tilstrækkelig garvesyre til at give vinen den ønskede mængde tannin .

Riesling er druen, der – i de rigtige hænder – mestrer et hav af stilarter: fra det raslende tørre til det smægtende søde, fra de umiddelbare, letforståelige til de underfundige med årtiers udviklingsmuligheder. Dens stærkeste kendetegn er den friske syre og gode evne til at overføre jordbundens mineralitet til vinen.
 
 
Den trives, med varierende stilarter, under vidt forskellige forhold både m.h.t. vejr og jordbund. Dens hjemstavn er Centraleuropa, men dens elegante, vedholdende syre giver den gode muligheder også i varmere klimazoner. Der laves Riesling i Australien, New Zealand, Sydafrika og USA med fine resultater, men ofte med mindre af den svævende lethed, der opnås under køligere forhold i Tyskland, Alsace og Østrig. Især på de gode adresser i Tyskland, hvor ca. 60% af verdens Riesling dyrkes, laves vine med en stor smagspalet, som alligevel er ret alkoholsvage, fjerlette i munden og har fint udviklingspotentiale.
 
 
Druen tåler hårde vintre og modner sent. Vinen har en meget rig, blomstrende aroma og frisk, sprød smag med fine syrer, og et langt lagringspotentiale. Den er særdeles egnet til sen høst og angribes gerne af Botrytis (skrumpede druer med koncentreret smag). Disse søde vine, som stadig her med balancerende syre i baggrunden, kan udvikle sig i mange årtier. Den anses normalt ikke for egnet til lagring i små egefade, hvor træet sætter præg på vinen, men gerne i store, gamle fade. I blandinger kan den give kant, sprødhed og syrespil til andre, rundere og blødere druetyper. I de mest mindeværdige vine er den dog oftest solodrue.
 
 
Producenten bestemmer selv, om vinen skal være sød eller tør, og druen leverer fornemme resultater i begge varianter. Er der tale om biodynamiske producenter, så søger de dog ikke at styre vinen i en bestemt retning (dvs. tør eller sød). Hos dem er det mere vinen selv end producenten, der bestemmer sødmegraden på vinen. Med alderen får vinen en uforlignelig bouquet -nogle nævner petroleum- mens smagen bliver længere og længere. Er vinen sød fra starten, mister vinen langsomt sødmen -og vinen kan leve længe, ofte 20 år.

Dansk gourmet tidsskrift. Det udgives af Egmont magasiner (som også står bag ALT for Damerne og Euroman). Gastro har en skarp profil, takket være medarbejdere som Jesper Uhrup og René Langdahl Jørgensen mv. I hvert nummer smages en række vine, af og til fra ESV.

Italien syd for Rom -en meget bred gruppering, som leverer langt over halvdelen af al vin fra Italien -i reglen er Puglia (med Salento ) nr 1, mens Sicilien er nr 2, fulgt af det første område i Norditalien, Veneto . De mest kendte regioner er -Puglia med bl.a. Salento, Salice Salentino, Castel del Monte mv, -Abruzzi ( Montepulciano d’ Abruzzo ) plus den lille nabo Molise, -Sicilien (Marsala, men især IGT ), -Calabria (Ciró), -Basilicata ( Aglianico di Vulture), – Campania (omkring Napoli, bl.a. Taurasi) samt -Latium omkring Rom med bl.a. Frascati. Et lunt klima sikrer trods (meget ofte) ekstremt højt udbytte, at druerne bliver modne år efter år. Historisk er en god del af høsten beregnet til vermouth -producenter som Martini og Cinzano, så traditionelt er vinen ofte lavet af meget store firmaer eller kooperativer, som var mere interesseret i lav pris end kvalitet. Men en række private domæner laver dog stadig bedre vine, som viser Syditaliens potentiale -og det er stort…

Alto Adige, også kendt som Südtirol på tysk, er en norditaliensk region, der er berømt for sin fremragende vinproduktion. Beliggende ved foden af Dolomitterne og Alperne, har Alto Adige et varieret terræn, der spænder fra bjerge til dale, hvilket skaber en række forskellige mikroklimaer og jordbundsforhold, der er ideelle for druedyrkning.

Regionen dyrker en bred vifte af druesorter, herunder hvide sorter som Gewürztraminer, Pinot Grigio, Chardonnay og Sauvignon Blanc, samt røde sorter som Pinot Noir, Lagrein, Schiava og Teroldego.

Vinproduktionen i Alto Adige er kendt for sin høje kvalitet og alsidighed, med produktion af tørre hvide vine, aromatiske og fyldige røde vine samt nogle mousserende vine.

Regionen er opdelt i flere distrikter, der hver især har sit eget unikke terroir og specialiserer sig i forskellige stilarter af vin. Alto Adige-vine nyder international anerkendelse for deres elegance, balance og kompleksitet samt deres evne til at afspejle regionens karakteristika og terroir.

Det er en spændende vinregion at udforske for vinelskere, der søger unikke og autentiske vine fra det nordlige Italien.

Drue til rødvin fra Piemonte . Druen modner ret tidligt og giver overdådig frugt (næsten sød, deraf navnet på druen), mens smagen er tør og ret blød. Nydes i reglen ung. De bedste laves i reglen omkring Alba (ved Barolo ) og Asti .

Familien Tyrrell er en af Australiens mest berømte vinfamilier, som siden 1858 -i 150 år- har ejet og ledet deres vingård i Pokolbin i hjertet af Lower Hunter Valley, lidt nord for Sydney. En af Tyrrell’s vine er Rufus Stone, opkaldt efter Rufus, som i 1100-tallet var kronprins af England (søn af Richard Løvehjerte). Ved vådeskud i Nyskoven dræbes han af en Tyrrell, stamfader til slægten i dag. I dag er Rufus Stone navnet på familiens bedste vin uden for Hunter Valley. Edward Tyrrell (1835-1909) var søn af Frederick Tyrrell, berømt læge i London. Han kom til Australien i 1850 medto brødre (den ene blev den første ærkebiskop på det nye kontinent. Efter mislykket forsøg i Upper Hunter kom han i 1858 til Lower Hunter, hvor han opførte sit “Old Winery” i Pokolbin. Det står der den dag i dag -og her kan man smage efterkommernes vin. Han plantede 12 hkt vin, mest Semillon (stadig familiens mest berømte vin) og Shiraz . Sønnen Dan (1871-1959) overtager vinmageriet i en alder af blot 15 år. Hans vine får godt ry. Murray Tyrrell (1921-2000) bliver en legende i Australien. Han starter dog forsigtigt ud -som 17 årig melder han sig til hæren og når i løbet af 2. verdenskrig at blvier kaptajn. SOm mange andre krigsveteraner er det svært at komme hjem -så han tager en tid med at drive kvæg tværs over Australien. I 1959 overtager han familiehuset, netop som hagl for tredie år i træk har ødelagt vinen. Han importerer haglkanoner fra Italien -og de kommende år revolutionerer han Australiens vinproduktion. Den legendariske Vat 1 Semillon kommer på markedet i 1962 -siden udråbt som Australiens bedste hvidvin. Han sælger den første australske Chardonnay i 197 (Vat 47) og planter de førse Pinot Noir druer. To år efter skaber han Australiens første egegærede Chardonnay. Bruce Taylor (1951- ) kommer ind i firmaet i 1974 og overtager den endelige ledelse i 1994 -og står for det store opkøb af vingårde, som huset får råd til efter salget af mærket Long Flat -flere hundrede hektarer især i Heathcote (Victoria) og McLaren Vale, som gør, at huset ikke behøver købe druer udefra. Læs mere her! Familien Tyrrell’s anno 2008 med Bruce og frue samt børnene Chris (også vinmager), John og Jane.

Fransk for amerikansk smag. Bruges om vine, der forventes at gå godt i USA -mest for en relativt sød Champagne . Er Champagnen tør, kaldes den ” Gout Anglais “!

Lukke til vinflasker. Korkproppen dukkede først op i 1600-tallet og afløste bl.a. den dyrere glasstopper (som nu kun ses i karaffel). Med korkproppen havde man lukke, som tillod længere lagring af vin på flaske . Korkprop laves af bark fra korkegen, Quercus Suber. Denne eg tåler ikke frost og gror ved Middelhavet, især Spanien og Portugal, der leverer godt halvdelen af al kork, med knap 1.200.000 hkt korkeg. Når korkegen er 25 år gammel, kan man skrælle barken første gang og herefter én gang hvert 9. år. En skrælning giver typisk ca. 230 kg kork pr hektar . Ca. 40% af barken er egnet til propper. Korken består af meget små 14-sidede celler, der gør den meget elastisk og stort set uigennemtrængelig for luft eller væske. Dvs. en korkprop lukker 100% tæt og tillader ikke vinen at “ånde”, hvad man af og til kan læse i ældre bøger. Barken bliver til propper efter metoder, der stort set er uændret i over 100 år. Barken tørrer i fri luft i et halvt år. Derefter koges den i mindst 90 minutter for at dræbe mug o.l. samt gøre den mere elastisk. Barken lagres i tre uger eller mere. Inde nendelig udskæring steriliseres proppen. Indtil 1980erne ofte med skadelig klor, men i dag er den afløst af bl.a. brintoverilte og andre mindre skadellige metoder. I reglen mærkes proppen med måske slotsnavn og producenterns navn samt evt. overtrækkes med lag af silikone o.l., som gør proppen lettere at trække op. En kort prop er egnet til vin, der nydes ung, måske endda en prop, lavet af presset korksmulder. På proppen kan man få en antydning af, om vinen har været lagret længe på flaske. På proppen kan der sidde krystaller – vinsten – bundfældet fra vinen. Det giver ingen smag og kan ses som tegn på kvalitet, dvs. at vinen kun har fået en nænsom filtrering . Propsmag eller TCA er en af de mest almindelige fejl ved vin og kan kendes ved en meget ubehagelig, næsten muggen lugt. TCA står for 2,4,6TriChlorAnisol og kommer i reglen fra korkprop lavet af bark, der har haft en sygdom. Nyere forskning tyder dog på, at sygdommen også kan have anden oprindelse. Det menes, at op mod 2% af alle vinflasker -enkelte hævder endog flere- har denne sygdom, som man ikke hidtil har været i stand til at forebygge. Sygdommen har fået mange til at gå over til alternative lukker på vinflasker, ikke mindst skruekapsler, bl.a. Stelvin .

En af de “historiske” Crus i Côtes du Rhône Villages. Cairanne blev i 2016 sin egen “cru” på lige fod med f.eks. Châteauneuf-du-Pape, Gigondas og Vacqueyras. Vinen er rig og saftig, som er typisk kendetegn for de gode vine i Rhône. Byen ligger flot på en lille bakke midt på det stenede plateau, som strækker sig næsten fra Orange gennem det flade Plan de Dieu. Cairanne var oprindelig del af Tempelherreordenens ejendomme, som blev konfiskeret af Pave Klemens V i 1309. Vinen har altid haft godt ry. I 1860erne var vinen den dyreste fra det sydlgie Rhône, endog dyrere end Châteauneuf du Pape. Rhône Villages omfatter i dag 95 vinbyer (2009), hvoraf omkring 17 kan sætte deres navn på etiketten sammen med AOC Côtes du Rhône Villages. En række har for nylig fået egen AOC, bl.a. Vinsobres og Beaumes-de-Venise og nu Cairanne.

Drue til rødvin, engang meget populær i Bordeaux (kendt som Pressac her), i dag mest kendt fra Cahors (som Côt), som engang var kendt for sin “sorte” vin (som dog menes at have været kogt!) og især Argentina , hvor den i dag nærmest er nationaldrue. Vinen kan ligne Cabernet , men har ofte en mere feminin karakter og intensitet. Ses dog også i Loire (mest til rosé) og i Norditalien, ofte under navnet Malbeck, samt i Chile .

En meget brugt, men ikke legalt navn for vine fra Franken i Tyskland . Legalt kan kun vinen fra bjerget Stein over Würzburg bruge dette navn. Disse vine tappes traditionelt på en særlig flaske , den lave buttede Bocksbeutel.

Område i Haut – Médoc i Bordeaux med især røde vine. Der findes ingen slotte fra 1855-klassifikationen, men dog 29 Cru Bourgeois slotte, bl.a .Fourcas med efternavnene Loubaney, Hosten og Dupré samt Fonréaud og Clarke. Må ikke forveksles med Lirac, der er Cru i Rhône dalen.

Er en hedvin -dvs. rød eller hvid bordvin, som under gæringen er tilsat brandy eller druesprit. Derved stoppes gæringen, mens vinen endnu har en vis restsødme. Vinen laves i Douro dalen i Portugal langs floden Douro mellem byen Oporto (der har givet vinen sit navn) og den spanske grænse. Vinen lagres på træfade og sælges under følgende betegnelser: 
 
Colheita, udtales culjeta  = høstår på portugisisk. Kaldes også årgangstawny, da den er fadlagret i flere år, ligesom andre tawny’er uden bestemt årgang. Colheita skal lagres mindst syv år på store fade, og aftapningsåret skal stå på bagetiketten. Den er drikkeklar, når den er tappet, og udvikler sig ikke videre. Den ret korte prop viser, at den ikke er beregnet til langtidslagring efter tapning. Ved helst kølig og mørk opbevaring holder den dog fint uåbnet i adskillige år uden at miste sine kvaliteter; de yngre udgaver endnu længere end de ældre. Da vinen, i modsætning til vintageport, er vant til luftkontakt under sin udvikling, kan den nydes åben i længere tid, især hvis den opbevares koldt efter åbning. En måned kan være en tommelfingerregel. De finere nuancer i de ældste vine vil efterhånden tabe noget; det kan efterprøves ved at sammenligne det sidste af en længe åben flaske med det første af en ny. Da det er en druespritforstærket vin med høj sødmegrad, bliver den ikke dårlig eller sur som en almindelig vin, men mere tam i udtrykket, hvis man lader den stå åben meget længe.
 
Vintage Port er vin fra én årgang og én producent, der er tappet på flaske 2-2½ år efter høsten. Den er som ung nærmest sort, stærk, med tæt frugt og et højt garvesyreindhold, der dog varierer med årgangen. Har man hård hud på ganen, kan den drikkes ung til fx peberbøf, men er mest beregnet til lagring, da den kan udvikle sig formidabelt ligesom andre store vine. Både stilen og grundkvaliteten kan veksle mellem producenter og årgange, så en passende lagringstid kan variere fra 7-10 til 50 år. Ved åbning skal vinen helst stilles op et par dage før brug, så den udfældede garvesyre lægger sig i bunden af flasken. Derefter hældes den på karaffel, så bundfaldet lægger sig i flaskens skulder, der er kraftig af samme grund, og ikke ender i karaflen. En portvinssi er nyttig her. Et kaffefilter kan bruges til det sidste. Den flotte, uforlignelige duft, som er adelsmærket for den udviklede vintageport, er bedst på åbningsdagen. Er den bedre dagen efter, kunne den være gemt endnu længere. Drik den på dagen eller i hvert fald indenfor tre dage.
 
Quinta Vintage Port (quinta = vingård) er Vintage Port fra en enkelt ejendom, som afspejler både årgangens- og vingårdens særlige karakter. Den behandles helt som anden Vintage Port (s.d.) og kan have lige så høj kvalitet og langt udviklingspotentiale. Da den før i tiden mest blev lavet i årgange, hvor den berømte Vintage Port generelt ikke blev deklareret, har den historisk set en anelse lavere prestige, men Quinta Vintage i en stor årgang fra en god producent kan sagte matche eller overgå andres Vintage Ports.
 
Late Bottled Vintage / LBV er portvin fra én årgang, som har dennes- og producentens karakteristika. I modsætning til Vintage Port ligger vinen på fad i 4-4½ år før tapning (late bottled). Det er stadig en meget mørk, intenst frugtig vin, men med den længere tid på fad er en større del af det massive garvesyreindhold i den unge vin udfældet i fadet inden tapningen. Vinen er i princippet drikkeklar, når den kommer på flaske, og der er ikke nær så meget bundfald, men næsten alle bedre LBV’er vil vinde yderligere ved fortsat lagring. Den tåler at være åben noget bedre end Vintage Port, men toppen af kvaliteterne mistes hurtigere end i en Colheita Port (s.d.)
 
10 års Tawny, 20 års Tawny osv: portvin lagret mange år på fad. De bør i teorien være i gennemsnit den angivne alder.
 
Reserve Ruby er en tæt, mørk, intenst sødmefuld vin, som ikke har fået ret megen iltning under fremstillingen og har bevaret en massiv frugtstil, der kan bide skeer med de kraftigste desserter. Stilen kaldtes før i tiden “Vintage Character”, fordi dens anvendelse lægger sig op ad Vintage Port. Den kan være blandet af flere årgange, har meget lidt bundfald og er derfor let at sende rundt ved bordet, uden at noget får mudder i glasset. Navnet kan, som i Rio Torto, indikere oprindelsen nærmere.
 
Hvid Port er lavet af hvide druer og kan være alt fra helt tør til meget sød. Den har typisk samme sødmeniveau som en Ruby, men den er lettere og friskere med frugtnoter som abrikos og fersken. Lagrima er den sødeste af hvide Ports. Ordet Lagrima begyder ‘tårer’, og det siges, at vinen skulle ligne tårer, når den løber ned af indersiden af glasset, når der bliver hældt op. Servér den enten som apéritif eller til desserter med frugter.
Vingårdene klassificeres efter et indviklet system fra A til F, hvor A er bedst.

Førende guide til Champagne skrevet af den australske vinkritiker Tyson Steltze r. Første udgave kom i 2011, 2. udgaven udkom 2014-15 og er mere end dobbelt så stor. Den er noget mindre end svenske Richard Juhlin ‘s guide, men kan meget vel blive en seriøs rival til denne guide.

Chardonnay er Bourgognes store hvidvinsdrue. Det er en af de mest udbredte druer i verden. Den trives i både varmere og køligere områder, men for mange er det Chardonnay fra Bourgogne, der står som det ypperste. Mange vingårde rundt om i verden forsøger at efterligne stilen fra Bourgogne, og mange laver fremragende vine, men ”rigtig” Bourgogne kommer kun fra et sted… Bourgogne!

I Côte de Beaune fremstår de store Chardonnayvine cremede og fyldige. Bourgogne Chardonnay (régionale) er ofte lavet på stål, hvor 1.Cru og Grand Cru typisk ligger på egefade og er rigere, mere kødfulde og intense med lang smag og ofte med et stort lagringspotentiale. Vinene herfra kan, når de er bedst, være en oplevelse udover det sædvanlige.

En anden grøn drue, der begynder at stiger i popularitet igen, er den grønne Aligoté-drue. Den har været i Bourgogne siden 1600-tallet. Da den er mere robust mod forårsfrost end Chardonnay og modner ret tidligt, plantes den gerne på de lavere områder med dybere jord. Appellationen for druen strækker sig over hele Bougogne, fra nord til syd. Den har en viril karakter, ofte med associationer til lys frugt, hvide blomster, moden frugthave og en sprød, ofte lidt saltpræget syre.

Berømt vinområde i det sydlige Bourgogne nær byen Mâcon. Som et rent Gibraltar rejser den stejle Roche de Solutré klippe sig over den flade plæne ved Sãone floden. Mellem denne og et par andre klipper har druen Chardonnay perfekte vilkår og giver stort set hvert år glimrende hvid Bourgogne, årligt 5-6 millioner flasker fra Pouilly, Fuissé og to andre små landsbyer, ialt 760 hkt med vin. Ialt 27 1.Crus (med areal på godt 200 hkt) ventes godkendt af INAO, formentlig i 2010 eller 2011. Naboer som Pouilly-Vinzelles , St. Véran samt Lugny og Viré-Clessé leverer lignende vin, som ofte kan være gode køb. Vinene kan i reglen nydes ret unge og bør sjældent gemmes mere end et par år.

Druer macereres, dvs. man udbløder mosten ved kontakt med skallerne, der giver farve, tannin og andet til vinen. Når gæringen af vinen af slut, vil mange vælge at lade drueskallerne forblive i kontakt med mosten -dvs. maceration- i nogle dage for at få mere duft og fylde. I dag bruges også maceration før gæringen, hvor mosten udblødes koldt.

Maceration carbonique er udblødning under kulsyretryk – en traditionel metode til at skabe vin især i Beaujolais, omend variationer bruges i mange område, ikke mindst i Spanien. Druerne fyldes på tank, som lukkes. Vægten af druerne får skallerne på de nederste til at briste, og mosten kommer i kontakt med skallerne, hvor den naturlige gær på skallens yderside sætter gæringen i gang – dvs. at der skabes vin og kulsyre. Men kulsyren kan ikke undslippe den lukkede tank, hvorfor der kommer endnu mere tryk på druerne, som får gæringen til at gå endnu hurtigere, og i sidste ende eksploderer de resterende hele druer. Efter en kort maceration ledes den umiddelbare juice væk og resten af druerne presses, og de to blandes nu og gærer færdig herfra. Metoden giver en mørk vin med meget frugt, som ofte kan nydes ung og anvendes typisk i Beaujolais. Metoden kan dog også forlænges for at give vin, der kan lagre længere. Der skelnes mellem “maceration semi-carbonique” og “maceration carbonique”. Ved sidstnævnte tilføres kulsyre til den lukkede tank, som derved får druerne til at briste.