Andalusien, i den sydlige del af Spanien, har en betydelig tradition for vinproduktion, selvom det ikke har den samme internationale berømmelse som nogle andre spanske vinregioner som Rioja eller Ribera del Duero.

To af de mest kendte områder for vinproduktion i Andalusien er Jerez de la Frontera i vest og Montilla-Moriles i øst. Jerez de la Frontera er berømt for sin sherry, en forstærket vin lavet primært af Palomino, Pedro Ximénez og Moscatel-druer. Den unikke albariza-jord og det varme, tørre klima i området skaber et ideelt miljø for disse druer. Sherry gennemgår en speciel modningsproces kaldet “solera”, der giver den sin karakteristiske smag og stil.

I Montilla-Moriles-regionen dyrkes Pedro Ximénez-druer, der bruges til at producere en række forskellige vine, herunder tørre hvide vine, søde dessertvine og forstærkede vine. Regionen er kendt for sine varierede jordtyper og det varme klima, der er ideelt til dyrkning af disse druer.

Vinproduktionen i Andalusien tiltrækker mange besøgende hvert år, der ønsker at udforske områdets vinmarker, vingårde og kældre. Der tilbydes en række guidede ture, smagninger og arrangementer for besøgende, der ønsker at lære mere om Andalusiens vintraditioner og historie.

Biodynamisk landbrug har fundet sit fodfæste indenfor dyrkning af vin. Grundlæggende går den biodynamiske tankegang ud på at anskue sin vingård og marker som én sammenhængende organisme. Det er altså ikke kun vindruer, der dyrkes, men i lige så høj grad jordbund, mikroliv, insekter og fugle. Hvis der er balance i den samlede organisme, vil vinplanterne automatisk styrke sig selv og være i stand til at afvise de fleste sygdomme og skadedyr.

Denne tankegang er baseret på den østrigske filosof Rudolf Steiners holistiske og antroposofiske idéer om mennesket som et åndeligt væsen, der lever i samhørighed med naturen og universet. I forhold til biodynamisk vinbrug er denne filosofi således oversat til en økologisk tilgang uden kemi i mark og kælder med en overbygning af forskellige praksisser. Flere af disse praksisser er baseret på Maria Thuns månekalender og placerer vinmarken og jordbunden tæt forbundet med resten af verden, luften og kosmos. Månekalenderen inddeler årets dage i roddage (jordbearbejdning og beskæring), blomsterdage (hvile), bladdage (vanding) og frugtdage (høst), der hver især dikterer det optimale arbejde i marken i forhold til månens, stjernernes og planeternes placeringer.

Eksempler fra månekalenderen
For eksempel stiger safterne i planterne ved en tiltagende måne, hvorfor det er et godt tidspunkt at tage stiklinger til podning. Omvendt er det et godt tidspunkt at plante nye vinstokke, når månen er aftagende, da rødderne er i fokus der.

Der laves også forskellige præparater, hvor for eksempel kogødning (præparat 500) eller pulveriseret silica (præparat 501) fyldes i kohorn og graves ned i marken over vinteren. Herefter graves de op igen og indholdet blandes med dynamiseret vand og sprøjtes ud over markerne. Vandet dynamiseres ved, at det røres kraftigt rundt i én retning et stykke tid således, at der bliver skabt en hvirvel. Herefter skal vandet røres i modsat retning i lige så lang tid. På denne måde siges det, at vandet husker kraften i præparatet og overfører den til marken.

Der findes forskellige organisationer i dag, der certificerer inden for landbrug og fødevarer, herunder vin. Demeter er den mest udbredte, der sætter internationale retningslinjer for biodynamisk landbrug. En Demeter-certifikation inkluderer en økologisk grundbase, hvor de biodynamiske tiltag kan anskues som en overbygning på økologien.

Virker denne form for vindyrkning? Det er svært at give et klart svar på, men mange producenter, der omlægger fra konventionel til biodynamisk landbrug, beretter om opblomstrende marker med helt nyt mikroklima, hvor naturen eksempelvis selv går ind og bekæmper de skadedyr, de før havde set sig nødsaget til at sprøjte mod.

Udtryk for en vin, der er kraftig og lidt kantet -“bondsk”- måske med lidt hårde tanniner, men som ved lagring kan blive afrundet.

Nabo til Pouilly-Fuisse i det sydlige Bourgogne med Chardonnay af lignende kvalitet, men til lavere pris. Pouilly Vinzelles er endog tættere på Fuissé, mens Viré-Clissé måske er knap så fin. Men alle er udmærket Bourgogne til overkommelig pris.

Lille nabo ( AOP ) til Pouilly-Fuissé nær Mâcon i det sydlige Bourgogne . Støder op til Solutré klippen, det fantastiske landemærke, mod vest. Vin på 100% Chardonnhay lidt lettere end Pouilly-Fuissé og måske med lidt mindre finesse. 52,12 hkt, heraf 15 hkt 1.Crus (i 3 Crus, ikke godkendt endnu af Ministeren).

Banyuls er en appellation for stærke vine fra det sydlige Frankrig, nær den spanske grænse. På ofte ekstremt stejle skrænter og med udbytte under 20 hl/hkt, er i alt 1160 hektarer plantet, der leverer 3-4 millioner fl/år. Der laves også rødvin og rosé på samme skråninger, der sælges som Collioure efter den anden by i det lille område. Disse vine fremstilles i og omkring byen Banyuls-sur-Mer i Pyrénées-Orientales, der ligger i regionen Languedoc-Roussillon. Banyuls-vinene er kendt for deres rige og komplekse smagsprofil, som opnås gennem en speciel fremstillingsproces og det unikke terroir i området.

Banyuls-vine kan lagres i mange år og udvikler med tiden yderligere kompleksitet og dybde. Der findes forskellige typer Banyuls, afhængigt af lagringstiden og metoden:

Fremstillingsproces: Banyuls-vinene er såkaldte “vin doux naturel” (naturligt søde vine), hvilket betyder, at de er forstærket med druesprit for at stoppe gæringen tidligt og bevare en del af druernes naturlige sukker. Dette resulterer i en sød, alkoholrig vin med en dyb farve og intens smag.

Druesorter: De primære druesorter, der bruges til Banyuls, er Grenache, som udgør mindst 50% af blandingen (ofte højere, op til 75%). Andre tilladte druesorter inkluderer Grenache Gris, Grenache Blanc, og Carignan, samt nogle få andre regionale sorter.

Smagsprofil: Banyuls-vinene er kendt for deres komplekse aromaer og smagsnoter, som kan omfatte mørk chokolade, tørret frugt (figner, rosiner), karamel, nødder og krydderier. De kan variere fra søde til meget søde, afhængigt af produktionsmetoden og producenten.

• Banyuls Rimage: Denne type er lagret i kortere tid og er typisk frugtigere og mere frisk i smagen.
• Banyuls Grand Cru: Denne type er lagret i mindst 30 måneder og har en mere kompleks og udviklet smagsprofil med dybere noter af oxidation.

Servering: Banyuls-vine serveres ofte som dessertvine og passer godt til chokoladebaserede desserter, nødder og tørret frugt. De kan også nydes alene som en meditationsvin på grund af deres rige og komplekse karakter.

 

 

Berebene er en guide, udgivet af den italienske vinguide Gambero Rosso, som et supplement til deres italienske vinguide. Berebene lægger vægt på gode køb. Vine under 20€ (detail) kan deltage, og de bedste får “Oscar” (kvalitet/pris). Guiden er generelt en meget pålidelig.

Flod i Guyana i Sydamerika, men blandt rom -fanatikere mere kendt som hjemstedet for den særlige Demerara rom, som laves af sukkerrør langs floden. Demerara var oprindelig kendt for en særligt mørk, kraftig rom, som i reglen blev lavet af kvaset fra sukkerrør. I dag eer rommen dog i reglen noget lettere og finere. Demerara Distillers har i dag monopol på destillationen og sælger under etiketten “el Dorado”. Firmaet ejes af Angostura (bitter), som også ejer bl.a. Cruzan, et mærke fra St. Croix, ex-Dansk Vestindien. Guyana var oprndelig koloni under Holland, siden i 150 år under England, men fik selvstændighed i 1966. Der bor godt 700.000 i staten, som har Georgetown som hovedstad. Staten anses som del af Karibien, selvom landet ikke ligger på en ø -naboer er Venezuela, Surinam og Brasilien i syd. Hovedsproget er -også unikt i Sydamerika- engelsk. Georgetown ved Demerara floden (billede fra 1872).

Den italienske region Abruzzo er en af Italiens mindre kendte regioner. Det er en bjergrig region, der “gemmer sig” i midten af Italiens lange støvleskaft ud mod Adriaterhavet. I 1990’erne var der mindre fokus på kvalitetsvin. Høstudbyttet var højt, og det meste vin, der blev fremstillet, var ”konsumvin”. Men tiderne skifter, og det er en region, der er værd at holde øje med. En ny generation af vinmagere er kommet på banen. Flere og flere har fokus på økologi og ønsker at lave terroir-baserede vine.

De følger trenden hos forbrugerne, der ønsker moderne venlige vine, som er indbydende og tilgængelige med fokus på frugt uden for meget tung eg; bløde vine med dyb mørk frugt. Den hvide drue er Trebbiano, der giver lette, friske og sprøde vine. Den røde hoveddrue er Montepulciano, der kan imponere med god fylde og en vis klasse. Det er vigtigt ikke at blande druen Montepulciano sammen med vinen Vino Nobile di Montepulciano, der er en rødvin lavet på Sangiovese omkring byen Montepulciano i Toscana.

Også kendt som Fuella Nera . En gammel provencalsk druetype, som engang var ganske udbredt i Provence og det øvrige Sydfrankrig . Den er stadig hoveddrue i rød Bellet og tillades også i IGP vine i Provence og Sydvestfrankrig (hvor den har navnet Jurancon eller Piquepoule). Men det samlede areal i Frankrig er faldet fra 12.000 hektar i 1958 til 1200. Den ses også i Uruguay og har her navnet Vidella. Druetypens vigtigste egenskab er, at den tillader vinstokkken at sætte ekstremt mange druer, men vinen selv har ikke den store karakter -god farve , men ellers ikke stor karakter. Det vides ikke om denne drue er i familie med Folle Blanche . Mere info (på fransk) her!

At klare vinen er en vigtig proces i vinfremstillingen. Man bundfælder bl.a. døde gærceller, vinsten og andre rester, der skabes under vinens gæring og lagring , før den klarede vin hældes på fad eller flaske . Idéelt klares vinen naturligt -men det kræver tid og en kold vinter! Men tid er penge, og især daglige vine får både klaring og filtrering for at være sikker på, at vinen på flaske ikke har bundfald (“grums”). Den klassiske metode til klaring bruger friskpiskede æggehvider (typisk 3 æggehvider pr 225 liter fad), men i dag bruges mange andre produkter bruges i dag. En del er baseret på æg (f.eks. tørret æggehvide ), men en del allergikere tåler ikke noget stof med æg i sig. I dag ofte f.eks. andre proteiner, f.eks. kasein og bentonit (baseret på ler). Bl.a. vore vine fra Australien og New Zealand er fremstillet 100% uden ægprodukter. Rødvine behøver i reglen ikke klaring, da vinens tanniner i sig selv fremskynder en klaring -men det kræver tid, så næsten alle vine klares i dag. Hvidvin har mindre tannin og kræver derfor i reglen klaring. Før tapning filtreres vinen i reglen også -nogle vine endog flere gange, især hvis vinen sælges på fad. Enkelte dagligvine tappet i Danmark får 4-5 filtreringer, af og til endog flere.

Druen bag de store vine fra Médoc i Bordeaux, hvorfra druen stammer. Mørk, tanninrig vin med intens solbærduft, der med alderen forvandles til kompleks vin med stor længde. Ny forskning fra UC Davis (Californien) påviste i 1996, at druen oprindelig er en naturlig mutation af den sorte Cabernet Franc med hvidvinsdruen Sauvignon Blanc. Druen er formentlig dannet så sent som i 1700-tallet. Mest kendte vine skabes i bl.a. Pauillac -Lafite og Latour – samt Margaux. Druesorten modner sent, i reglen 1-2 uger efter Merlot og Cabernet Franc, men er til gengæld ganske hårdfør. Det kølige klima i Bordeaux kan betyde, at druen tidligere ikke blev høstet sent nok, og det kan give vinen en let grøn, vegetabilsk aroma, som tidligere blev set som et tegn på, at vinen skulle gemmes. I Bordeaux har de fleste slotte også plantet de tidligt modnende Merlot-druer, som kan træde til, hvis høsten af Cabernet fejler. Druen giver stor vin næsten overalt, hvor den gror, blot udbyttet holdes nede, bl.a. i Australien, Italien, Chile, Bulgarien og Argentina.

Fransk udtryk for vin med karakter af den egn ( terroir eller jord) hvor vinen er groet. Det kan betyde vin med bondsk smag, lidt grov, men ofte mener man i dag en vin med en mere “ægte” smag i forhold til de “internationale” vine, som smager ens uanset hvor de er skabt.

James Halliday er Australiens mest respekterede vinkritiker. Siden først i 1970erne har han været med til at skabe Australiens ry for kvalitet, bl.a. som vindyrker, vindommer, konsulent, forfatter og såmænd også advokat (som Parker !). Bøgerne er udkommet på mange sprog, bl.a. også dansk. Jævnligt udkommer James Halliday’s “Australian WIne Companion”, den førende reference guide til australsk vin, der beskriver knap 2000 vinhuse (der får karakter op til *****) og deres vine (som får karakter på 100p skalaen. Alle vore tre huse, d’Arenberg , Hewitson og Tyrrell’s, får de maksimale 5 stjerner, endda røde stjerner, som først opnås efter mange år med konstant høje ratings. Se Halliday’s 2009 rating af d’ Arenberg her !

Forkortelse for Champagne fra kooperativer, står for “Cooperative Manipulant”, dvs. kooperativ , som selv skaber mousse (manipulerer) deres Champagne. Derr er mange kooperativer i Champagne, men mange leverer det meste af deres vin til de sore huse ( NM ). Blandt dem, der ses mest på markedet er bl.a.- Nicolas Feuillatte, Paul Goerg, Jacquard.

Indfødt fransk druesort, som mest ses i Savoie området i Frankrig . Her giver den en dybt farvet vin med virkelig karakter og indbydende frugtig duft -og en vin, der med fordel kan lagres på flaske , en sjældenhed i område, hvor druen Gamay dominerer. Druen blev hårdt ramt af Phylloxeraen i 1800-tallet, og trods druens fien ry ere der i hele Frankrig blot 300 hektar med druen, næsten alle i Savoie. Desuden ses den i Californien (hvor den lokalt kaldes Refosco ) og lidt i Australien . Franske ampelografer mente før, at druen var identisk med Refosco, en italiensk drue, der mest ses i Friuli . De to druer eer dog ikke i familie med hinanden.

Når mosten gærer med drueskallerne. Jo længere tid, skallerne er med i gæringen -og siden i macedrationen- jo mørkere farve får vinen. Desuden får vinen mere af andre substanser som tannin , fenoler og andet godt. En rosé gærer mosten således kun med drueskallerne i kort tid, ofte kun en nat, mens en vin til lang lagring ofte har kontakt med drueskindet i 3, måske endda 4 uger. Hvidvin laves historisk uden skindkontakt, men i dag får stadig flere hvidvine skindkontakt -det giver vinen mere aroma og frugt samt fylde.

Også kendt som Pardillo, indfødt spansk drue, som stort set kun gror i Extremadura området, især i Ribera del Guadiana på grænsen til Portugal’s Alentejo område. Vinen bliver mest brugt til konsumvin og basis for Jerez brandy, men den kan give en frisk vin med intens aroma -som kan være excellent køb.

Latin for stor. En flaske med 150 cl svarende til 2 normale flasker à 75 cl. Man anser i reglen vinen for at lagre bedre på store flasker -i det mindste lagrer vinen langsommere, og vinen får et længere liv, forudsat den har været opbevaret ved en ensartet og ret lav temperatur (idéelt 10-13 grader). Se også andre størrelser som Helflaske (75 cl), Jéroboam (4-6,5 fl 300-500 cl), Impériale (8 fl 600 cl), Salmanazar (12 fl 900 cl), Balthazar (16 fl. 1200 cl) og Nebuchadnezzar (20 flasker 1500 cl).

Late Bottled Vintage / LBV er portvin fra én årgang, som har dennes- og producentens karakteristika. I modsætning til Vintage Port ligger vinen på fad i 4-4½ år før tapning (late bottled). Det er stadig en meget mørk, intenst frugtig vin, men med den længere tid på fad er en større del af det massive garvesyreindhold i den unge vin udfældet i fadet inden tapningen. Vinen er i princippet drikkeklar, når den kommer på flaske, og der er ikke nær så meget bundfald, men næsten alle bedre LBV’er vil vinde yderligere ved fortsat lagring. Den tåler at være åben noget bedre end Vintage Port, men toppen af kvaliteterne mistes hurtigere end i en Colheita Port (s.d.)