Fransk for et område eller en vingård. Det svarer lidt til begrebet Château . Et domaine leverer ofte mange forskellige vine.

Når der laves Champagne eller anden mousserende efter Méthode Traditionelle, dannes der i forbindelse med andengæring på flaske et bundfald med gærrester. “Remuage” bruges – med Dégorcement – til at få bundfaldet ud af flasken. Historisk blev flaskerne placeret i såkaldte pupitres og manuelt drejet daglig, indtil flasken efter 1-3 måneder stod lodret, og bundfaldet var samlet ved proppen. I dag foregår denne proces oftest med store maskiner, hvor flaskerne ligger i store kurve, der langsomt bliver drejet, indtil bundfaldet har bevæget sig ned i toppen af flaskehalsen. Ved dégorcement fryses toppen af flasken med bundfaldet og “skydes” ud af flasken. Herefter toppes flasken op med ny vin og – oftest – dosage (sukker) og får ny prop.

Mere kendt som Folle Noire . En gammel provencalsk druetype, som engang var ganske udbredt i Provence og det øvrige Sydfrankrig . Den er stadig hoveddrue i rød Bellet og tillades også i IGP vine i Provence og Sydvestfrankrig (hvor den har navnet Jurancon eller Piquepoule). Men det samlede areal i Frankrig er faldet fra 12.000 hektar i 1958 til 1200. Den ses også i Uruguay og har her navnet Vidella. Druetypens vigtigste egenskab er, at den tillader vinstokkken at sætte ekstremt mange druer, men vinen selv har ikke den store karakter -god farve , men ellers ikke stor karakter. Mere info (på fransk) her!

Den dosis “sukkervand” en champagne efterfyldes med, når den rigtige prop sættes i flasken, for at ramme en bestemt sødme, som regel en blanding af rørsukker og vin. Se også Brut , Sec og Demi-Sec .

Vinområde inden for Côteaux du Languedoc nord for Montpellier og Béziers, selvstændig AOC siden 1982. Vinen (mest Grenache , Syrah og Carignan , suppleret med Cinsault ) gror på skifer på de nedre skråninger af Cévennerne. Vinen er ofte en af Languedoc’s bedste, med både farve , karakter, fylde og ofte aroma af garrigue (urt og jord). Foto: Place de Comédie i nærliggende, meget spændende by Montpellier, Languedocs hovedstad.

Blanquette de Limoux er en mousserende vin fra et dalområde syd for middelalderborgen Carcasonne i Sydfrankrig. Vinen er tør, baseret på druen Blanquette, der lokalt hedder Mauzac, og den laves på Méthode Traditionelle (Champagne-metoden). Der indgår også Chenin Blanc og Chardonnay i vinen, og de senere år har man tillade en større andel af disse druer i vinen, for at imødekomme den moderne forbrugers smag.

Vigtig lille vinby på Bourgogne ‘s Côte d’Or , i lille sidedal nær Beaune . Den meget maleriske lille by (1300 indb.) har med sine snævre gyder stor charme. Ialt 380 hektar (heraf godt 1/3 1.Crus) leverer i godt år knap 2 millioner fl/år (85% rød, 15% hvid). Vinene kan ligne naboen Beaune, men kan være lidt mere mineralske -især fra de kølige marker højt oppe i dalen. En god Savigny er en herlig Pinot Noir med rund fylde og åben frugt, som kan blvie til indbydende bouquet efter nogle år. 1.Crus omfatter 22 parceller (dele eller i sin helhed), hvoraf de mest ansete er Vergelesses og Lavières. Også Dominode, Fourneaux, Gravains, Guettes og Marconnets nyder godt ry. Byen har en god restaurant og nogle smukke gamle huse. På en væg kan læses de viiise ord: “les Vins de Savigny sont nourissants, théologiques et morbifuges” -sådan omtrent: “Savigny’s vin er nærende, teologiske (måske endda guddommelige!) og jager bort sygdom”.

Gigondas ligger i hjertet af Rhône-dalen i Frankrig og er en af Rhône-dalens Cru’er – dvs. hvor byens navn står på etiketten i stedet for, eksempelvis, blot Côtes du Rhône. Byen blev et “Cru” allerede i 1971. Gigondas ligger op mod bjergryggen Dentelles de Montmirail, som begrænser mængden af sol på markerne om morgenen og dermed forlænger modningstiden af Grenachdruen. Det giver mere syre og friskhed til druen.

Rødvinene skal minimum indeholde 50% Grenache og minimum 15% af Syrah og/eller Mourvèdre. Vinen er ofte lidt fastere end ærkerivalen Châteauneuf-du-Pape, men i reglen af samme type.De bedste lagrer fremragende.Gigondas er hovedsageligt en rødvinsappellation, men der produceres også en begrænset mængde rosévin. De hvidvine, producenterne fremstiller, må altså ikke kaldes for Gigondas, men i stedet for blot “Côtes du Rhône”.

Guide Hachette des Vins -anses for Frankrigs mest respekterede, uafhængige vinguide, der er udkommet hvert år siden 1985. Vinene smages blindt af professionelle, som også ofte er anonyme -dvs. risiko for bestikkelse er meget ringe! Ca. 32.000 vine smages og 10.000 vine vælges ud. At være med er godt, at få en stjerne er flot, 2 endnu bedre, 3 ekstremt sjældent. Nogle få vine, typisk én i hvert område, får “Coup de Coeur” (“Hjertets valg”). Ca. 1300-1400 sider (ca. € 26).

Lille område ved Rhinen vest for Frankfurt. Er reelt én stor sydskråning og anses ofte for Tysklands bedste vinområde. Riesling dominerer helt og er ofte bedst fra en række gamle adelige vingårde, bl.a. Schloss Schönborn.

Nyere fransk krydsning (siden 1963). Populær i Muscadet -området ved Loire (1200 hkt), men ikke officielt tilladt. Vinstokken giver masser af druer og en vin med dyb farve og god kvalitet med let krydret duft. Druen kan give god vin i selv ret køligt klima. Også forsøg i Australien med druen i bl.a. Hunter og McLaren Vale -bl.a. har d’Arenberg pantet druen i sin Peppermint Paddock, hvor der laves en forbavsende god rød Chambourcin mousseux , groet på en iskold skråning tæt på havet.

Ganske lille område i Bergerac øst for Bordeaux , som har fået fint ry for sin ædelsøde hvidvin, som kan ligne Sauternes . Området dækker 4 kommuner , hvoraf knap 2000 hektar er dækket af vin. Det meste bruges dog til rød og hvid Bergerac, da produktionen af Saussignac (med AOP siden 1982) er på mindre end 100.000 fl/år. Druerne er de samme som, Semillon, Sauvignon og Muscadelle, som kan suppleres med Ondenc (Pacherenc) og Chenin Blanc . Klimaet er lunt. Om efteråret kan der om morgenen dannes en mild tåge, som fremmer Botrytis ( ædel råddenskab ). Kravene til vinen ligner Monbazillac (og Sauternes), med udbytte maximum 50 hl/ha, mellem 11,5 og 15% alkohol naturligt og minimum 18 g/restsødme. Med én undtagelse -det er IKKE tilladt at tilsætte sukker til mosten under gæringen, hvor vinen i nogle bøger beskrives som mindre sød end Sauternes eller Monbazillac, hvor denne praksis er tilladt. Et par gode domæner som Eyssards leverer små mængder vin, der bestemt ikke står tilbage for Sauternes. Læs mere på http://www.vins-bergerac.fr/en/ aoc /saussignac Eyssards, vinslot i Saussignac.

Champagne – og meget andet mousserende – bliver lavet ved, at vinen får en andengæring på flasken. Denne metode kaldes også Méthode Traditionelle eller Méthode Champenoise. Først laves en basisvin i tankene i vinkælderen. Basisvinen hældes dernæst på flaske, og der tilsættes en liqueur de tirage, hvilket er en blanding af most, sukker, gær og eventuelt et klaringsmiddel som bentonit. Flasken lukkes med en metalkapsel. Denne proces er essensen af den traditionelle flaskegæring, som franskmændene også kalder prise de mousse, hvilket kan oversættes til ”fang boblerne”.

Basisvinen
Basisvinen uden bobler gæres op til ca. 9-11% alkohol. Den er som oftest hvid, uanset om den er lavet på blå eller grønne druer. Basisvinen kan på dette tidspunkt blandes med rødvin for at lave rosé. Det er denne basisvin – også kaldet reservevin – som langt de fleste producenter i Champagne har liggende i kælderen fra adskillige årgange, og som de laver deres NV (Non-Vintage) blends af år efter år, dvs. uden årgang.

Der tilsættes nu gær og sukker til basisvinen. Denne blanding hældes på flasker, der bliver lukket med en kapsel. Mængden af sukker afgør mængden af bobler i den færdige vin, og hvor intens moussen bliver. Den har ikke noget at gøre med vinens sødme generelt, eftersom alt sukkeret bliver spist af gæren. Som standard tilsættes ca. 24 g. sukker pr. liter. Gæren spiser sukkeret i flasken og omdanner det til det sidste niveau alkohol, der mangler i vinen for at få den op på 12-13%. Ydermere dannes der kuldioxid, som denne gang er fanget i flasken og integreres i vinen som bobler. Dette giver et tryk på omkring 5-6 atmosfærer.

Lagring
Herefter lagrer flaskerne, hvor de drejes jævnligt og vendes fra en vandret til lodret position med kapslen nedad (Rémuage). Når gærcellerne har spist alt sukkeret, dør de og falder til bunds i flasken. De døde gærceller nedbrydes langsomt i en enzymatisk proces kaldet autolyse. Dette tilfører en karakteristisk duft og smag af ristet brød, brioche, wienerbrød og generel umami. Jo længere tid flasken lagrer med gærcellerne, des kraftigere autolystisk præg får vinen. Dette er en vigtig del af Champagnes DNA og succes. En NV Champagne skal lagre i minimum 15 måneder. For Crémant, Cava og andre mousserende gælder andre lokale regler. Ved Rémuage samler gærcellerne sig i flaskehalsen, før den lynfryses og danner en isterning af bundfaldet.

Dégorgering og dosage
Isterningen skydes ud af flasken (en proces kaldet “dégorgering”), og vinen sødmejusteres (”dosage”) efter ønske og toppes op med lidt reservevin. Dosage varierer typisk fra 0-12 g. sukker pr. liter for tørre champagner og andre mousserende, og det betegnes med henholdsvis Brut (0-12 g/l.) eller Extra Brut (0-6 g./l.) på etiketten. Dosage kan helt undlades, hvorved der skrives Brut Nature eller Brut Zero på etiketten. Halvsød mousserende kan have en dosage op til 50 g./l og bruger betegnelsen Demi-Sec. Hvis dosage er over 50 g., er vinen sød med betegnelsen Doux.

Del af Mosel -Saar- Ruwer omkring lille biflod til Mosel lidt syd for byen Trier, som i store år kan levere nogle af de fineste Mosel Riesling -vine, som hørter til Tysklands og Verdens bedste vine. Hele Saar hører til Grosslage Scharzberg (typisk solgt som Wiltinger Scharzberg) og er del af Bereich Saar-Ruwer, som ialt leverer ca. 10-12% af Mosels årlige høst . Klimaet er en smule køligere end i hjertet af Mosel, og vin (i reglen Riesling) gror derfor i reglen kun på de bedste skråninger vendt syd og vest. Den mest berømte vingård er Scharzhofberg i Wiltingen, der som en af ganske få vingårde stolt sælger under eget navn uden at nævne byens navn -omtrent som Grand Cru i Bourgogne . Blandt andre berømte vinbjerge er Bockstein (Ockfen) og Kupp (Ayl). Foto: Saar set fra Scharzhofberg.

Populær, ofte god hvidvin af druen af samme navn, som gror i bølgende bakker ved Loire floden omkring byen Nantes i Nordfrankrig. Vinen kan være den perfekte ledsager til alt godt fra havet -og østers fra bankerne i det nærliggende Atlanterhav. Klimaet er mildt, men køligt, og det præger vinen, som er let, ekstremt frisk og sprød, tør, men ikke sur , med en ren, neutral aroma . Vinen laves i store mængder, ofte over 100 millioner fl/år, så prisen er særdeles rimelig, hvad der gør vinen til et godt køb. Muscadet er synonym for Melon de Bourgogne , en mindre drue fra Bourgogne, som dog stort set ikke længere ses i Bourgogne. Under en isvinter i starten af 1700-tallet døde de lokale vinstokke -og Melon gjorde sit indtog under navnet Muscadet. Grand-Mouton, et af de bedste domæner i Muscadet. ejes af Métaireau og er “nøglefigur i kvaliltetsrevolutionen” i Muscadet, som Hugh Johnson skriver. På etiketten står ofte anført “Sur Lie ” (dansk: “På sengen”), som betyder, at vinen eftr endt gæring får lov at lagre nogle måneder med “lie fine”, det fine bundfald . Vinen bevarer på den måde så meget af den primære frugt som muligt. Vinen nydes i reglen ung, inden for 2-4 år, men især guruen Métaireau har vist, at Muscadet faktisk lagrer med ynde og efter 5-8 år kan ligne en god, let Bourgogne. Muscadet vil i reglen bære en områdebetegnelse, f.eks. (Muscadet) Sévre & Maine, Côteaux de la Loire eller -sjældnere- Côtes de Grand Lieu. Sévre & Maine anses i reglen for bedst og omfatter alle vigtige domæner.

Tim Atkin er en anerkendt britisk vinjournalist, forfatter og Master of Wine, der er kendt for sit arbejde med vinanmeldelse, vinrapportering og uddannelse. Han har opnået en fremtrædende position i vinverdenen gennem årtier med erfaring og ekspertise.

Atkin har en omfattende karriere inden for vinjournalistik og har bidraget til flere førende publikationer, herunder Decanter, The World of Fine Wine og Harpers Wine & Spirit. Han har også skrevet flere bøger om vin, der spænder fra introduktioner til specifikke vinregioner til dybdegående værker om vinens historie og kultur.

Som Master of Wine, en prestigefyldt titel, der tildeles af The Institute of Masters of Wine, har Atkin opnået en høj grad af anerkendelse og respekt i vinverdenen for sin dybdegående viden og ekspertise. Han er kendt for sin evne til at smage og evaluere vine med en skarp og detaljeret indsigt, der er værdifuld for både vinproducenter og forbrugere.

Atkin er også en erfaren vinrejseleder og foredragsholder og har rejst verden rundt for at udforske forskellige vinregioner og dele sin viden gennem masterclasses, smagninger og præsentationer. Han er en aktiv deltager i internationale vinbegivenheder og konkurrencer og er ofte anerkendt som en autoritet inden for vinverdenen.

Gennem sit arbejde har Tim Atkin bidraget betydeligt til at fremme forståelsen og værdsættelsen af vin og har inspireret utallige vinelskere og fagfolk til at udforske og nyde verdens mangfoldige vinlandskab. Hans indflydelse strækker sig langt ud over Storbritannien og har gjort ham til en respekteret stemme i den globale vinverden.

Arbane er en hvidvinsdrue, der stammer fra Champagne-regionen i Frankrig. Den er en af de ældste druesorter, der stadig dyrkes i området, men dens popularitet og dyrkningsareal er faldet betydeligt over tid. Arbane-druen er kendt for sin høje syreindhold og neutral smag, hvilket gør den velegnet til champagneproduktion, især i blandingen af basisvine. På grund af dens karakteristika anses den ofte for at være mere egnet som en blandingskomponent end som en enkeltvarietal vin.

Arbane, kaldes også Arbanne, og er næsten uddød. Der menes kun at være 1 hkt tilbage i Aube, det sydligste område i Champagne.

Barbaresco er en af de store vine fra regionen Piemonte – og navnet på byen, hvor vinen fremstilles. Området ligger stik øst for Alba, som Barolo ligger syd for. Vinen laves i et noget mindre område – hele eller dele af 4 kommuner, hvor Barbaresco og Treiso er de vigtigste.

Barbaresco går for at være “dronningen”, hvor Barolo er “kongen” af Piemonte. Både Barbaresco og Barolo fremstilles 100% på druen Nebbiolo. I stil er vinen generelt lidt lettere og blødere end Barolo og kan nydes hurtigere. Dog afhænger alt af leverandøren af vinen.

Som lovkrav må høstudbyttet maximalt være 56 hl/hk, alkohol skal minimum være 12% naturlig (vinen holder dog i reglen 13% eller ofte mere) og lagre i mindst 26 måneder, heraf 9 i beholder af eg, Riserva mindst dog 50 måneder, heraf mindst 9 måneder i eg. Vinen kan også sælges som Barbaresco + Cru (marknavn). I dag er alle skråninger navngivet og klassificeret, gode Crus såvel som mindre gode. For at have Cru navn skal udbytte være 10% lavere (maximalt 50,4 hl/hk) og holde mindst 12,5 % alkohol.

Ofte fejlagtigt kaldt vinsten : kalium- og kalcium-salte, der kan udkrystalliseres i vinen og er ganske harmløse. Mange producenter er blevet trætte af at høre deres kunder beklage sig over “glasskår” i vinen, og derfor fjerner de krystallerne ved en kraftig nedkøling (til lige under frysepunktet) samt følgende filtrering . Vinen mister en del duft og smag ved denne hårde metode -og koster desuden ekstra. Vinkrystaller er et tegn på kvalitet -en vin med mere duft og smag.

Rasteau ligger ca. 20 km nord for Orange som nabo til den nok bedre kendte Cairanne. Vinen herfra, mest rød og rosé plus lille smule hvid, var Côtes du Rhône Villages indtil 2010, hvor det i september 2010 blev et ” Cru ” i fodsporet på Gigondas og flere andre. Vinen er meget lig Cairanne, dvs. kraftig og krydret. Den er ofte behagelig ung, omend den lagrer fint -slet ikke ulig Gigondas. Paverne havde vin her, men ellers kendes kun lidt til Rasteau, som fik AOC Villages i 1967. Vinen er baseret på Grenache (minimum 50%) suppleret med Syrah og Mourvedre (min. 20%) og andre druer. 1240 hektar med årligt ca. 4 millioner flasker. Området domineres af et stort kooperativ, men der er også godt 30 selvstændige domæner.