Når sommeren og varmen står for døren, skænker vinkonsulent Kim Jørgensen helst en let og frugtig vin i sit vinglas. Selv når han griller rødt kød forener en garvesyreholdig “bamse” sig sjældent med hans smagsløg. Kim fortæller her om den vin, som han helt sikkert kommer til at nyde mange gange gennem sommeren.
”Jeg har altid haft en forkærlighed for druen Gamay. Særligt den elegante frugt og insisterende syre, som jeg synes, har en perfekt balance af fyldighed og friskhed, komplimenterer forår- og sommermad. Så derfor vælger jeg at pege på en Beaujolais nyhed fra Erik Sørensen Vins sortiment.
Nyhed! Beaujolais fra Jean-Etiénne Chermette
Igennem mine snart 13 år som vinkonsulent hos Erik Sørensen Vin, er jeg blevet præsenteret for nogle dejlige producenter fra Beaujolais, men jeg kan med ren ærlighed i stemmen sige, at Jean-Etiénne Chermette er noget af det bedste, jeg har smagt. Han laver primært vine på Gamay, både Cru vine og Beaujolais Village, og en enkelt Pinot Noir fra det nordligste Beaujolais på grænsen til Bourgogne. Alle vinene har en dybde og elegance som kendetegner området, men der, hvor jeg virkelig synes, at han excellerer, er på dybden af sine vine.
Vinanbefaling: 2019 Fleurie Les Deux Granites, Jean-Etienne Chermette
Vinen, som viser det bedst, er Fleurie “Les Deux Granites”, som starter meget klassisk ud med at være læskende, saftig og rund, men som efter en time pludselig giver en helt anden flæsket og frugtig stil, hvor syren pludselig ikke renser, men giver modspil og balance. Jeg er dybt imponeret over den tyngde og alle de lag som hans vine – og særlig denne – giver. Der lægges lag på, time efter time, og vinen bare giver og giver.
“Fleurie er i min optik noget af det bedste Beaujolais, jeg nogensinde har smagt”.
Jeg er tæt på at sige, at jeg hellere vil drikke Fleurie “Les deux Granites” end en 1. Cru fra Bourgogne, og det skal ikke ses som en sviner til 1. Cru vine, men et udtryk for den høje klasse og det enorme potentiale Jean-Etiénne Chermettes vine har.
Find vinen og se udvalget fra Jean-Etiénne Chermette.
Vil du vide mere om vinene fra Jean-Etiénne Chermette eller Erik Sørensen Vins sortiment, så kontakt os på vin@eriksorensenvin.dk, tlf. +45 43 46 99 00. Kig forbi Erik Sørensen Vins butik eller gå på opdagelse på www.eriksorensenvin.dk
Hvilken vin er din favorit for tiden? Vinkonsulent Uwe Lassen, der har været i Erik Sørensen Vin siden 2017, er gået på opdagelse i sortimentet for at finde en vin, som han synes fortjener lidt ekstra opmærksomhed. Valget er faldet på “forår på flaske” i form af Oak Valleys Sauvignon Blanc.
“Forår på flaske, solen presser sig igennem skyerne og folket valfarter til fortovscaféerne. Nu vil vi ikke vente længere, vi vil ud, nyde livet, smage på livet igen og det vil denne her knivskarpe Sauvignon Blanc dæleme også.
Den er så frisk og sprød, at den knitrer på tænderne. Hyldeblomsten som en rigtig Sauvignon Blanc skal dufte af, lader sig heller ikke fornægte. Jeg bliver simpelthen i så sindssygt godt humør af denne vin. Skynd jer og køb den inden der er udsolgt. Nyd den på terrassen eller til friske asparges med håndpillede fjordrejer, mest af alt bare nyd den og solen vil automatisk skinne…og smilet på læben vil være stort.”
– lyder anbefalingen fra Uwe Lassen, der til daglig tager sig godt af Erik Sørensen Vins restaurantkunder, når de har brug for vin til vinkortet eller skal have kælderen fyldt op.
Om vingården Oak Valley – Med vinmarker i 500 meters højde over havets overflade er vingården kendt for sine “cool-climate” vine.
I Sydafrikas køligste vinregion – Elgin – finder du vingården Oak Valley. Med sine 30 hektar vinmarker i 500 meters højde over havets overflade er vingården kendt for sine “cool-climate” vine, der byder på stor elegance, friskhed og balance. Oak Valley blev introduceret i sortimentet hos Erik Sørensen Vin i 2018 og fandt hurtigt sin plads hos både kunder og anmeldere – selv hos de mere kræsne vindrikkere, der ikke normalt søger mod Sydafrika for at finde sine vine.
Sir Antonie Viljoen købte i 1898 den store ejendom, der senere skulle blive til Oak Valley, på en auktion for blot 40.000 kroner. Første ordre fra hans hånd blev dog ikke lagt i vinstokke, men derimod i 100 Ben Davis æbletræer, som gjorde Antonie til pioner som frugtavler i Elgin. Der skulle gå små 10 år før de første vinstokke blev plantet, men her blev til gengæld sat 50.000 små vinstokke i jorden på grunden. Her stod de smukt blandt Antonies mange yndlingstræer, som også var blevet plantet løbende – heriblandt egetræer…
Vil du vide mere om vinene fra Oak Valley eller Erik Sørensen Vins sortiment, så kontakt os på vin@eriksorensenvin.dk, tlf. +45 43 46 99 00. Kig forbi Erik Sørensen Vins butik eller gå på opdagelse på www.eriksorensenvin.dk
Selvom året 2020 bød på en del nedture, kunne vi heldigvis stadig glæde os over de store vinoplevelser, der gav os ekstra smil på læben og pirrede smagsløgene i en udfordrende tid. Sommelier Anne-Sofie Tellerup løfter sløret for de vine, der gjorde størst indtryk på hende i 2020.
Champagne
Henriot Brut Souverain (NV)
Henriots Non-Vintage Champagne lever op til alt det, jeg forventer en Champagne skal rumme og har for mig været en rigtig god “value-for-money-Champagne” i 2020.
Drueblend er 50 % Chardonnay, 45 % Pinot Noir og 5 % Meunier. Der er tilsat under 8 g dosage, så vi er ikke i den knastøre ende.
Af noter finder jeg grønne æbler, brioche, frisk citron og et lille hint af citrontærte. Den er ret fyldig og rund og de forskellige noter er flot integreret i hinanden, så den har noget kompleksitet og længde samtidig med den har en friskhed, som gør, at man får lyst til at tage en tår til. Henriot Brut Souverain er en champagne, man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet af.
Hvidvin
William Fevre, Vaulorent 2016 Premier Cru
Jeg er kæmpe fan af Chablis, og jeg er kæmpe fan af William Fevres vine, og det er virkelig gået op for mig i år, hvor stor en fan jeg er.
Som unge er vinene friske, sprøde og præcise. Med alderen udvikler de mere fedme, kompleksitet og fylde… – ligesom med Vaulorent 2016. Måske så meget, at man godt kunne forveksle den med hvid Bourgogne? Jeg har været så heldig at have smagt den et par gange i år, og jeg synes det er hammer-lækkert.
Jeg inviterede min bedstemor hjem til mig og serverede friskpillede fjordrejer, hvide asparges med hollandaise og kaviar på en lun sommerdag og det var et vidunderligt match og selskab. Her stod stjernerne helt rigtigt, men det er en flaske, som ikke kun er forbeholdt at drikke på solrige sommerdage. Det er nemt at finde på en anledning (undskyldning) for at åbne denne flaske.
Rødvin
Celestino Pecci, Rosso di Montalcino 2017
100 % Sangiovese fra Montalcino (lillebror til Brunello), men druerne presses blødt og har kun gennemgået 12 dages maceration. Det betyder, at vi her har en lidt blidere udgave, med knap så intense tanniner, men med massere af frugt som modne kirsebær, ribs og underskov der springer op ad glasset.
Jeg elsker dette udtryk uden det bliver for tungt eller for let. Den smager rigtig dejligt nu, men vil også kunne gemmes nogle år. Jeg har valgt dette som årets rødvin 2020, fordi den er så alsidig. Jeg har lyst til at drikke den til alle årstider og parring til mad vil den både passe til fjerkræ, oksekød og simreretter. Denne tager jeg meget gerne med ind i 2021.
Se udvalget fra Celestino Pecci
Årets overraskelse
Pierre Girardin, Corton Charlemagne 2018
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er fuldstændig pjattet med denne unge producents vine. Jeg elsker hans stil, som er fyldig og vanvittig præcis og mineralsk. Han bruger en hvis mængde nye fade til stort set alle sine vine. Det kan selvfølgelig smages, men det er enormt flot behersket, da fadsmagen ikke kammer over i forhold til kvalitet af druer.
Med dette in mente burde det måske ikke være en decideret overraskelse, at jeg også ville blive glad for hans unge Grand Cru Corton Charlemagne, men det var det i den grad. Jeg tror ikke det er helt normalt, at vinen er så åben, som den er, for jeg kan love jer for at den giver noget fra sig, når man stikker næsen i glasset. Når man smager den bliver man mødt af en uhørt høj koncentration af vin.
Dette må være en af de mest komplette vine jeg nogensinde har smagt, hvis ikke den mest komplette”
Kan i skrivende stund ikke komme på noget mere fuldendt. Det her er hvad man jagter og her er den hellige gral så – de gyldne dråber.
Måske er det mig, der er skør, men der sættes en masse tanker i gang i mit hoved. Hvem er denne mand, der står bag den slags vin? Hvordan kan dette kun bestå af druer? Hvilke tanker har han gjort sig, da han lavede denne vin? Hvordan lavede hans far denne vin? (Det kunne være virkelig sjovt at smage) Han må have gjort sig umage – jeg får lyst til at gøre mig umage.
Måske overtænker jeg det, og måske lægger jeg for meget i det. Måske vil andre ikke få samme oplevelse, men jeg blev ramt – og det var noget af en overraskelse.
For mere information om udvalget fra Pierre Girardin og Champagne Henriot – kontakt din vinkonsulent på tlf. 43469900 eller mail: kundeservice@eriksorensenvin.dk eller læg vejen forbi Erik Sørensen Vin i Hellerup.
Du er altid velkommen til at kontakte vores vinkonsulenter for flere vinanbefalinger, mad-og vinmatch, vingaver m.m. Giv os et kald på +45 43 46 99 00 eller skriv til vin@eriksorensenvin.dk. Du kan også kigge forbi Erik Sørensen Vins butik eller gå på opdagelse på www.eriksorensenvin.dk
Efter et år, der har budt på lidt af hvert for holdet hos Erik Sørensen Vin, ser vi alle frem til noget dages julefred i familiens skød. Det betyder selvfølgelig, at vores dedikerede folk har været på vinhylden og fundet deres bedste bud på den flaske vin, som skal nydes i løbet af julen. Vi ønsker jer alle en glædelig jul.
JULEVINANBEFALING | Vinkonsulent Uwe Lassen
“Jeg anbefaler Celestino Pecci, og der er både smag og hjerte med i mit valg…”
Min julevin kommer i år fra Støvlelandet, mere præcist Toscana og vores helt igennem fantastiske producent Celestino Pecci. Hvorfor denne vin? Både smag og hjertet er nok med i valget. Min kæreste og jeg havde planlagt en lille smuttur i april, men den forsvandt sammen med så mange andre ting i 2020.
Smagen som er dyb kirsebær, og frugten er virkelig lækker present. Balancen mellem tanninerne, som bestemt er tilstede, men ikke for meget – selvom det er årgang 2015. Så tøv ikke, køb den og smid den på karaffel et par timer før middagen, og du vil have et super lækkert glas, der sidder lige i skabet.
Jeg vil selv nyde den i familiens skød og glæde mig til, at vi igen kan kigge ud over Toscanas bløde bakker med de lækre vinmarker og olivenlunde. Skål og god jul samt et godt nytår. Pas på hinanden.
JULEVINANBEFALING | Webprojektleder Charlotte Blom-Nielsen
“Jeg anbefaler Grande Réserve fra Domaine de Mourchon – den er ‘One of my all time favorites’…”
Vinen fra Domaine de Mourchon har været “Årets julevin” gennem flere år i min familie. Det er en fuldkommen vin – en helhed – som jeg imponeres over, hver gang den kommer i glasset. Den har en fylde, rundhed, dybde og længde som er der hver gang – både i ældre og yngre årgange. Det er hele vejen igennem “bare en lækker vin” med masser af velsmag, friskhed, syre, mørke bær og en lang dvælende eftersmag. Tydelig Rhône! Og med den sødlige undertone fra Grenache-druen er den genial til julemiddagen. Men hold dig ikke tilbage resten af året: Den gør sig rigtig godt til BBQ med stegt eller grillet kød – og personligt nyder jeg den også med største velbehag til en god langtidsforberedt hjemmelavet ‘pulled pork burger’.
JULEVINANBEFALING | Vinkonsulent MOX aka Michael Oxvang
“Jeg vælger Krohn portvin…eller måske er det faktisk porten, der har valgt mig…”
For mig handler julen om at hygge sig. Det er i den grad den søde tid på året. Derfor har jeg valgt at sætte fokus på portvin – måske det ikke er mig der har valgt det – det er faktisk porten der har valgt mig. Jeg elsker en god port. Porten der har valgt mig er en Colheita fra 2005. Det betyder, at denne portvin har ligget på træfade i porto siden 2005 og udviklet sig. Når den så kommer på flasker (i dette tilfælde 2020) så er den klar til at blive drukket. Portvinen her kan sagtens holde sig åben i op til 4 uger, før det går i smagen. Dog holder den højst et par dage hjemme hos mig.
JULEVINANBEFALING | Vinkonsulent Thomas Meilvang
“Jeg har fundet en joker fra australske Hewitson, der spiller op til dans med de klassiske vine…”
Jeg var forleden dag et smut forbi vores butik i Hellerup. I butikken var en masse julevine åbnet, så kunderne kunne smage lidt inden de valgte årets vin til julebordet. Der var Brunello, Amarone, Chateauneuf du Pape, Bordeaux og lidt klassisk Gigondas.
Gigondas har en del år i træk været at finde på Thomas vinmands julebord. Men i år har en joker sneget sig ind – nemlig en vin som vi har fået tilbage i sortiment.
Hewitsons Old Garden Mouvèdre fra Barossa Valley i Australien. Jeg har smagt den et par gange. Men denne gang overraskede det mig, at den i den grad spillede op til dans i et felt med alle de klassiske vine. God balance mellem frugt og tørhed, helt vild koncentration fra de gamle vinstokke.
Man smager mange vine, når man arbejder med vin og en gang i mellem, bliver man bare ramt og overrasket af en vin som man ikke havde regnet med. Kæmpe anbefaling her fra med lidt australsk mourvèdre på ældgamle vinstokke.
JULEVINANBEFALING | Vinkonsulent Kim Jørgensen
“Jeg går i år med Cigliuti Langhe Nebbiolo, der er en vin i perfekt balance…”
I år bliver det til Cigliuti Langhe Nebbiolo 2018 hjemme hos os. Jeg er generelt stor fan af Barolo og Barberesco og resten af vinene fra Piemonte, som alle oser af storhed, elegance og raffinement. Men nogle gange bliver disse bare for kraftige og krydrede, og det er her hvor deres ”lillebror” Langhe Nebbiolo kommer ind i billedet. De fleste vil nok anskue den som en slags andenvin, som de fleste Barolo og Barberesco producenter producerer efter at lave 100% hovedvin, dvs. at alle stokke dyrkes og behandles ens, alle druer plukkes, presses og gæres efter at lave Barolo eller Barberesco. Men som så mange andre gange, da vin har sit eget liv, er der fade som udvikler i en retning hvor en kortere lagring er mere optimal, og dette bliver i mange tilfælde til Langhe Nebbiolo. Man kan sammenligne dette med, hvis en producent i Margaux (i Bordeaux) deklasserede nogle af sine fade til at være en Haut Medoc.
Druerne til Cigliutis Langhe Nebbiolo er de samme, som bruges til husets Barbaresco Vie Erte: Det er fra samme høst og druerne får samme gæring (20 dage i ståltanke). Langhe Nebbiolo lagrer dog kun 5 måneder i Slavonske fade (mod Barbarescos 26 mdr.). Marken ligger i Bricco di Neive, der har sandet jord, og hvor vinstokkene er 20 år gamle.
Det er en vin i perfekt balance – som både rummer tyngden og dybden til at holde julens kraftige mad, men samtidig har syren til at skære igennem sødmen og koncentrationen fra saucen og de brunede kartofler.
Du er altid velkommen til at kontakte vores vinkonsulenter for flere vinanbefalinger, mad-og vinmatch, vingaver m.m. Giv os et kald på +45 43 46 99 00 eller skriv til vin@eriksorensenvin.dk. Du kan også kigge forbi Erik Sørensen Vins butik eller gå på opdagelse på www.eriksorensenvin.dk
Årets hyggeligste måneder ligger foran os, og traditionen tro har vi været i gang med den helt store smagning for at udvælge årets julevine – anno 2020. Vinene er udvalgt blandt mange spændende kandidater fra Erik Sørensen Vins sortiment. Vi har glædet os til at præsentere det klassiske, det moderne og det modige valg af julevin for dig.
?Årets julevin – det klassiske valg
Côtes du Rhône Grande Réserve 2019, Pierre Amadieu
Den første julevin er en nyhed fra Pierre Amadieu. En skøn Côtes du Rhône, der hører til det klassiske valg af vin til jul. Hoveddruerne er Grenache og Syrah. Grenache-druens naturlige høje sødmeniveau og tilstrækkelige niveau af alkohol spiller godt i glasset sammen med syren fra Syrah op mod de klassiske danske juleretter med fedme og sødme.
Grande Réserve er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah. De håndhøstes, når de besidder den ønskede balance mellem intens aroma, dyb farve og fast struktur. Vinificeringen foregår i stål for at bevare frugt og friskhed i druerne. Herefter lagrer vinen 9 måneder på store ældre fade for at runde vinen af og forstærke dens aromatiske kompleksitet.
“Vinen er en pleaser med bred appel – en flot koncentreret Côtes du Rhône pakket ind i bløde tanniner og med en skøn frisk afslutning. Det er en dyb-farvet vin med indbydende lækker duft af brombær, hindbær og vildtagtige toner.”
Find vinen på juletilbud
Se udvalget fra Pierre Amadieu
?Årets julevin – det moderne valg
Cabernet Sauvignon 2017, Brutocao, Mendocino, Californien
Et flot valg af oversøisk vin til jul. Brutocao leverer en koncentreret Cabernet Sauvignon i oversøisk stil med moden frugt og et pænt skud af fad. Den californiske Cabernet Sauvignon er frugtrig og har en god portion sødme (til forskel fra f.eks. en vin på Cabernet Sauvignon fra Bordeaux), både grundet de mange solskinstimer og vinificeringsprocessen. Den får 18 mdrs. lagring på fade; 50/50 franske og amerikanske, 40% nye. Vinen går derfor i flot spænd med sødmen i den danske julemad.
“En rig og fyldig vin med mange facetter: mørke frugttoner, blomme og figen, en anelse mint, cassis, kaffe, tobak og tør, mørk chokolade. Lang smag.”
Find vinen på juletilbud
Se udvalget fra Brutocao
?Årets julevin – det modige valg
2018 “Vinyes Velles Boniques”, Ritme Celler, Priorat DOQ
Mange tænker måske Ribera del Duero eller Rioja, når de hører julevin fra Spanien, men lad dig overraske med “wow-faktor” med denne Priorat fra Ritme Celler lavet på 70% Carignan og 30% Grenache.
Historisk var vinene fra Priorat kendt for at være voldsomme og potente. I dag fokuseres på elegance og tilgængelighed med hoveddruerne Garnacha (Grenache) og Cariñena (Carignan). Ritme leverer et flot eksempel på en tilgængelig Priorat – både hvad angår pris og smag.
“Dyb frugt med nuancer af kirsebær, blodappelsin, viol, kandiseret lavendel, florale toner og mineralitet fra den specielle Llicorella jord.”
Find vinen på juletilbud
Se udvalget fra Ritme
Et overflødighedshorn af julegaver, vingaver, portvin og Champagne…
Udover de tre julevine tilbyder vi selvfølgelig også en række andre julevintilbud. Du finder en lang perlerække af vine med navne som Barolo, Brunello, Amarone, Ripasso, Priorat og Bourgogne 1. Cru i tillæg til portvin og Champagne – alt hvad hjertet og smagsløgene kan ønske sig til julemånederne.
Kontakt en vinkonsulent for flere vinanbefalinger og rådgivning om jule-og vingaver på tlf. 43469900 / vin@eriksorensenvin.dk. Du kan også gå på opdagelse i sortimentet på www.eriksorensenvin.dk
Ugens vinanbefaling kommer denne gang fra vinkonsulent Kim Jørgensen, som du til daglig kan møde hos Erik Sørensen Vin i Kokkedal. Han fortæller om en “stærkt undervurderet” drue og tager en viniøs tur til Californien.
Cabernet Franc er for mig en voldsomt undervurderet drue. Den sammenlignes ofte – uretfærdigt – med sin ”lillebror” Cabernet Sauvignon (som faktisk er et ”afkom” af Franc), men det er to vidt forskellige druer.
Cabernet Franc kommer med markant mere frisk juice, saftighed og en læskende tone. Det er en vin, som byder på mere fokus, på drikkevenlighed og bærsmag. Dermed ikke sagt at det er en sjasket vin, for det er det på ingen måde, men den har slet ikke Sauvignons aggressive garvesyre og kryddertoner, og for mig er det positivt.
Cabernet Franc er mest kendt som blandingsdrue i Bordeaux, men der laves også vidunderlige vine på den i Loire og ikke mindst i Californien. Begge steder får den optimale betingelser for at samle sig og balancere sin vinsyre og frugtighed optimalt.
Vinanbefaling – Lucas & Lewellen Cabernet Franc 2017, Santa Ynez Valley
Jeg anbefaler derfor Lucas & Lewellen Cabernet Franc – for mig er vinen det perfekte glas vin til for eksempel en fredag aften, hvor den både skal passe til mad og nydes uden mad efterfølgende. Den eneste ulempe er, at den forsvinder for hurtigt nogle gange og med kun 324 kasser (af 12 fl). produceret, går den hurtigt udsolgt også. Druerne kommer fra højtliggende marker i Santa Ynez Valley og lagrer hele 22 måneder på egetræsfade – 20% af dem er nye.
…”Vinen har en varmt krydret duft med druens lidt urte-sprøde kant. God, vedholdende frugtdybde med præg af moden blomme, salvie og en lille, tør karameltone. En snert af vanilje fra fadlagringen i eftersmagen. Tannin holder vinen i form, men er diskret”.
Om vingården Lucas & Lewellen
Lucas & Lewellen er et resultat af mødet mellem en 3. generations druedyrker og en højesteretsdommer med en brændende interesse for vin (!). Louis Lucas har dyrket druer i Santa Barbera County i Californien siden 1970 og havde set mange vine, baseret på hans druer, få flotte anmeldelser, da han mødte dommeren Royce Lewellen i Rotary og det lokale Wood & Wine Society. De udviklede et nært venskab og begyndte i lånte faciliteter i 1998, og de byggede derefter en helt ny vingård i Buellton i Santa Ynez Valley, tæt på Lucas’ hjem i Solvang, hvor deres tasting room også ligger på Copenhagen Drive. Det blev valgt til dalens bedste i 2017 af “Santa Ynez Valley News”.
Markerne ligger ret kystnært i Santa Barbera County nordvest for Los Angeles. Der er i alt 161 ha. i tre dale med forskellige klimaprofiler: Santa Ynez er den sydligste og luneste med sydvendte skråninger ned mod floden af samme navn. Los Alamos Valley er længere mod nord og har et moderat klima med dalen vendt øst-vest, så de kølige vinde fra havet blæser over markerne, og nætterne er kølige. Samme retning har Santa Maria Valley i den nordligste del af Santa Barbera; en meget kølig tunneldal, hvor vinstokke er plantet mellem 90 og 240 m. oppe på skråningerne, og tåge fra havet bliver ofte liggende op ad dagen, så vækstsæsonen her er meget lang.
Dyrkningen er “sustainable” / miljøvenlig og “old world style”, som de udtrykker det. I 2006 kom Megan McGrath til som vinmager. Hun har stadig i dag hovedansvaret for vinifikationen sammen med Louis Lucas.
Vil du vide mere om vinene fra Lucas & Lewellen og udvalget fra Californien, så kontakt os på vin@eriksorensenvin.dk, tlf. +45 43 46 99 00. Kig forbi Erik Sørensen Vins butik eller gå på opdagelse på www.eriksorensenvin.dk
Kåringen af Best Riesling Alsace 2020 fandt i år sted i juni, denne gang på Bar’vin, hvor både importørere i Danmark og producenter i Alsace var inviteret til at deltage. Kåringen er arrangeret af Sopexa og Vins d’ Alsace, der endnu en gang kunne glæde sig over den store interesse, som alle indbudte viste. To Riesling vine fra Domaine Henry Fuchs fandt vej til vinderskamlen og kan nu bryste sig med det flotte mærkat: ”Best Riesling Alsace 2020”.
Sådan fandt juryen frem til de 30 bedste Rieslings fra Alsace
Alle vine på druen Riesling fra Alsace kunne deltage i udvælgelsen. I alt 100 vine var tilmeldt udvælgelsen, heraf 65 med AOC Grand Cru. 58 af de tilmeldte vine var enten økologiske eller biodynamiske. De tilmeldte vine blev sorteret efter priskategorier, efter restsukker og årgang og dernæst opdelt i fire grupper. Hver gruppe blev smagt af to dommere. De 50 vine med det højeste pointtal gik videre til finalen. Vinene i finalen blev igen smagt af et andet hold dommere. Ud af de 50 finalevine blev de 30 med det højeste pointtal udtaget til Best Riesling Alsace 2020 Denmark.
Alle vine blev smagt blindt uden nogle ydre kendetegn, så som halsfolie. Inden smagningen gik i gang, kalibrerede dommerne ud fra en standard-riesling og en Grand Cru og fik gennemgået regler og retningslinjer for udfyldelse af smageskema af ønolog Anne Juel Christensen, der også var overdommer.
Pointgivning og juryen
Til bedømmelsen blev et internationalt anerkendt pointsystem brugt med 100 point som det absolut højeste. Juryen bestod af otte dommere, alle kendere af Alsace og yderst kompetente:
– Nina Højgaard Jensen, Sommelier, nr. 2 VM for sommelierer
– Fredrik Hierner, Underviser på Vinakademiet, medlem af A.S.I, svensk mester
– Frederik Kordt Lassen, Chefsommelier og vinansvarlig på Kødbyens Fiskebar
– Ketil Krongaard Sauer, Sommelier, vinder af DM
– Mathias Jensen, Sommelier på restaurant Mêlée
– Mads Jordansen, Underviser, DipWSET
– Bonnie Reinwald, Sommelier, DipWSET
– Frederik Kreutzer, DipWSET, Vinkreutzer.dk, Vinuddannelse.dk
– Anne Juel Christenen, Ønolog og overdommer
To vindervine – Equinoxe og Kirchberg fra Domaine Henry Fuchs
Det lille Domaine Henry Fuchs, der har været i Erik Sørensen Vins sortiment siden begyndelsen af 2013, er repræsenteret med hele to vindervine i kategorien > 200 kr. Det glæder os, at vinene faldt i juryens smag, og vi håber, at endnu flere vil få øjnene op for denne lille perle i Ribeauville. Du kan læse mere om vindervinene her under.
BEST RIESLING ALSACE 2020
AOC Alsace Riesling Cuvée “Equinoxe” 2018, økologisk, Domaine Henri Fuchs
Duft: Behagelig næse med fersken og citrus (citron og grapefrugt).
Smag: Udtryksfuld smag med citrusaromaer, dyb struktur, ren og elegant med en god syre og en lang eftersmag bagerst på tungen.
Passer til: Fiskeretter med creamede saucer, traditionel alsacisk surkål, Coq au Riesling, bløde oste så som St. Marcelin, Pont d’Evêque.
BEST RIESLING ALSACE 2020
AOC Alsace Riesling Grand Cru Kirchberg de Ribeauvillé 2017, økologisk, Domaine Henry Fuchs
Duft: Intens og kompleks vin med noter af citrusskal (grapefrugt og citron), som skyldes terroiret.
Smag: Moden og kraftig med ren og elegant takket være en dejlig syre. En lang og insisterende eftersmag.
Passer til: Komplekse fiskeretter, f.eks. Baeckoffe med fisk og cremet safransauce, surkål med fisk og smørsovs med skalotteløg, fisk med kraftige saucer, så som hummersauce.
Domaine Henry Fuchs er et lille historisk domæne i Ribeauville med vin af høj kvalitet.
Henry Fuchs er et lille domæne fra 1922 i historiske Ribeauvillé med i alt 10,5 ha., inklusiv parceller i Bergheim og Hunawihr. Paul Fuchs og børn leverer vine af høj kvalitet, der forener ren økologi (certificeret 2011) med begavet håndværk. Man lægger vægt på skånsomt markarbejde, hvor jordens mikrobiologiske liv generes så lidt som muligt. Fx er der naturligt ukrudt som bunddække mellem vinstokkene, som slås og ikke pløjes. Kemisk gødning og ukrudtsmidler bruges ikke. Der høstes i hånden, druerne presses meget blidt i hele klaser før gæringen, og brug af svovl minimeres. Der bruges næsten udelukkende naturlig gær. Fuchs har adopteret Zind-Humbrechts system for angivelse af restsødme: 1 tør – 5 helt sød. “Henry Fuchs is an exciting domain, so search out the label with the fox. You will not regret it!” – Alsace-Wines.
Se udvalget fra Domaine Henry Fuchs
Lær druerne fra Alsace at kende
Vil du vide mere om Alsace og Domaine Henry Fuchs? Kontakt en af vores vinkonsulenter på kundeservice@eriksorensenvin.dk eller tlf. 43469900. Du kan også finde vores øvrige Alsace producenter på www.eriksorensenvin.dk
©Sopexa/Ehrenberg Sørensen Kommunikation på vegne af CIVA. Vins d’Alsace
I dalen mellem den billedskønne by Séguret og bjerget Mont Ventoux ligger Domaine de Mourchon. Vingården blev etableret af McKinlay familien i 1998, der på det tidspunkt havde 17 hektar vinstokke men ingen faciliteter til at producere vinen. Over en kort årrække udvidede vingården og den producerer i dag vin i høj kvalitet. Lær domænet bedre at kende og læs om ugens vinanbefaling 2016 Tradition, Côtes du Rhône Villages Séguret.
Domaine de Mourchon havde 17 ha. med gamle vinstokke, men ingen vinifikationsanlæg, da skotske Walter McKinlay købte det i 1998. Det blev hurtigt bygget i to etager under ejendommen og 7 ha. mere købt til. Der er i tidens løb erhvervet flere marker, så arealet nu er 35 ha. Domænet ligger i en højtliggende dal i bjergmassivet bag Séguret i retning mod Mont Ventoux. Markerne er placeret i tre områder i h.h.v. 270, 320 og 350 m.s højde, hvilket giver ret kølige nætter, selv i de varme perioder; vigtigt for at få et afbalanceret syreindhold i druerne. Jordbunden er varierede blandinger af limsten, mergel, ler og kalk, der har en god evne til at holde på vandet i undergrunden i tørkeperioder.
Domænet drives i dag af McKinleys datter Kate (se videoen fra domænet) sammen med den dygtige vinmager Sébastian Magnouac, der har været med næsten fra starten. Man bruger ingen kemi i markerne, pløjer mod ukrudt og gøder med komposteret druekvas fra sidste års produktion. Økologisk certificering forventes i 2020. Séguret, der er på listen over mest pittoreske landsbyer i Frankrig, er en af de p.t. 17 Rhône-Village kommuner, der har en særlig ret til at sætte kommunenavnet på etiketten som tegn på, at deres gennemsnitskvalitet er et nøk over de øvrige. Parker skrev om domænet i 2016:
“Easily the reference point estate in Séguret, and in reality, in all of the Côtes du Rhône Villages. As well, Domaine de Mourchon is run with incredible talent and passion by British-born Walter McKinlay. I was only able to taste their two top cuvées for this report, but the entire lineup is stacked with high quality wines”.
Séguret er en lille landsby, der ligger op ad en høj ved foden af det kendte bjerg Mont Ventoux. Byen fik appellationsstatus i 1967, dvs. retten til at tilføje bynavn på etiketten. Vinene opfattes som lidt mindre kraftige end deres nærmeste nabo-appellationer, men til gengæld bløde, runde, elegante og friske. Hovedddruen i appellationen er Grenache suppleret af Syrah og Mourvèdre. Minimum 50% af arealet skal være beplantet med Grenache, men vinbonden må selv bestemme, hvordan han vil blande sin vin ud fra de af Rhône-AOP-appellationen godkendte druer. Cuvéerne under “Mourchon” navnet – modsat Domaine de Mourchon – bærer ikke bynavn på etiketten.
Vinanbefaling: 2016 Tradition, Côtes du Rhône Villages Séguret, Domaine de Mourchon
“Tradition” er domænets første vin, og den er stadig i dag en bestseller. Det er velbalanceret, åben og saftig med flot frugtdybde og toner af stenfrugt, sorte kirsebær, blåbær, lakrids og Provencekrydderi. Fløjlsagtigt afrundet med faste, men fuldmodne tanniner. Se med i videoen, hvor Kate giver dig en rundtur i marken og præsenterer 2016 Tradition, Côtes du Rhône Villages Séguret fra Domaine de Mourchon.
Vinen er det perfekte match til franske landretter, en fedtmarmoreret bøf – gerne fra grillen med en god stegeskorpe og stegte grøntsager. Prøv også til frisk gedeost. Vinen kan udvikle sig i flere år. Serveres ved 16 grader.
Tradition er sammensat af 65% Grenache, 25% Syrah og 10% af den faste, strukturgivende Carignan. Udbyttet er meget moderate 35 hl/ha. Druerne vokser på stejl skråning af ler, kalk, mergel og masser af sten. Trods lagring i cementtanke -ingen eg- er det en særdeles fast bygget vin med et meget bredt drikkevindue.
Se udvalget fra Domaine de Mourchon